stille derom en Stund, indtil endelig Thorvard gjorde Thorarin opmerksom paa det tvetydige i Glums Udtryk. Han overdrog nu Sagen til Einar Eyjulfssøn, som paany drog den frem for Althinget, og den endtes med at Glum i Bod for Thorvald Kroks Drab maatte afstaa Halvdelen af Tveraa Gaard til hans Søn Ketil, og forpligte sig til at sælge ham den anden Halvdeel. Altsaa var nu Thorkell den højes Bøn til Frey gaaet i Opfyldelse, at Glum ligesaa nødig maatte forlade Tveraa, som han selv engang havde maattet forlade det. Efter forud truffen Aftale solgte Ketil Gaarden til Einar Eyjulfssøn, som nu flyttede ind, medens Glum maatte flytte bort. Glum blev der saa længe som muligt. Endog da hans Folk vare rejsefærdige, blev han siddende i Højsædet, thi han kunde ikke rive sig løs fra det Hjem, hvor han havde tilbragt saa mange lykkelige Aar, og som havde været Vidne til hans Magt. Han lod tjelde Skaalen, fordi han, som han sagde, ej vilde skilles ved Landet som Kotkarle. Man kaldte paa ham, men forgjæves. Endelig kom Einars Moder Hallbera ind, hilsede ham og sagde at han nu maatte se til at komme afsted, thi hun havde allerede faret med Ild om Gaardens Enemerker; hun viste ham bort fra Landet, der nu var helliget hendes Søn Einar. Da rejste Glum sig op med en Forbandelse over hende, steg til Hest og red bort, men kunde dog ikke afholde sig fra, endnu engang at se sig tilbage og kvæde et Vers, hvori han udtrykte sin Sorg over at maatte forlade et Sted, hvor hans Æt havde boet i sexti Aar. Han skiftede sidenefter flere Gange Bolig, indtil han bosatte sig paa Tverbrekke i Øxnadal, hvor han forblev til sin Død. Hans Søn Vigfus udmerkede sig, som det allerede er fortalt, i Jomsvikingeslaget, især ved at fælde Aslak Holmskalle.
Overmagten i Eyjafjorden fik nu Gudmund den mægtige, Einar Eyjulfssøns Broder. Disse Brødre nedstammede, som ovenfor nævnt, i fjerde Led fra Thorolf Smør, Ravne-Flokes Staldbroder, og kunde saaledes i Herkomst neppe maale sig med Glum. Imidlertid maa dog allerede deres Fader, Einar Eyjulfssøn, eller, som han og kaldtes, Eyjulf Valgerdssøn, have været en meget anseet og indflydelsesrig Mand. Det synes at have været ham, som i Særdeleshed opmuntrede sine Landsmænd til at trodse Harald Gormssøn, da denne tænkte paa at gjøre et Tog mod Island, for, som det heder, at hevne sig over den Nidvise, Islændingerne havde digtet over ham i Anledning af at hans Brytje Byrge havde tilegnet sig et strandet islandsk Skib,
hana; d. e. Jeg sværger Hovs-Ed paa Baug, og siger det til Aasen (ɔ: en af Æserne), at jeg var ej der, vog ej der, og farved ej der Egg og Odd, hvor Thorvald Krok fik Bane. Stavelsen „at“, hængt efter Ordet,betyder nemlig „ej“. Men man kan og læse vark at þar, vák at þar, rauðk at þar, hvilket høres ligedan i Udtalen, men betyder aldeles det modsatte, da at for sig selv betyder „ad“, „ved“. Vigaglums Saga. Cap. 26.
