Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/205

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
179
Eyfjordinger. Vigaglum.

ikke lidet over at maatte i hans Sted lade Hevnen gaa ud over en saa ubetydelig Person som Gudbrand. Imidlertid var Glum altfor stolt af sine Bedrifter til at han i Længden skulde kunne finde sig i at man tillagde nogen anden Æren for en eneste af dem, og saaledes lod han sig i et Vers, han digtede, paa en forblommet Maade forlyde med, at han havde øvet flere Drab, end man almindeligviis troede. Glums Vers blev bekjendt, Gudbrands Fader Thorvard kvad det ved det varme Bad paa Rafnagil, og Thorarin, der imidlertid var kommen sig af sine Saar, anklagede Glum for Thorvalds Drab paa Hegranesthing, hvor Espehølingerne havde de fleste Frænder og Venner. Glum indfandt sig her med 100 Mand, men Espehølingerne vare endnu mandsterkere, og de fik desuden Understøttelse af den listige Einar Eyjulfssøn, Søn af den forhen omtalte mægtige Høvding Eyjulf Einarssøn eller Valgerdssøn, og Broder af Gudmund den rige eller mægtige paa Madrevalle ved Eyjafjorden, der nu arbeidede paa at tilrive sig Magten i Heredet. Da Glum skulde gaa hen til Retten, havde hans Modstandere opstillet sig til begge Sider saaledes, at der kun var Rum for een Mand ad Gangen at komme frem. Glum opstillede derfor sine Mænd i et Slags Svinfylking, saa at han gik alene foran, dernæst to, derpaa fire og saa fremdeles, alle i fuld Fart og med fremrakte Spyd. Derved banede han sig Vej til Dom-Ringen, men med megen Larm og Uro, saa at Dommen maatte sættes paany langt ud paa Natten, og man var ikke kommen langt deri, førend Solen gik op, og Glum strax nedlagde Indsigelse mod Sagens Fremme, da Loven bød, at enhver paabegyndt Sag skulde falde, naar Solen skinnede paa Thingvolden. Espehølingerne maatte altsaa drage derfra med uforrettet Sag. Einar satte Mo i dem, og fik dem til at indstevne Sagen for Althinget. Her blev den afgjort saaledes, at Glum inden fem Uger skulde ved Ed, aflagt i tre Hov i Eyjafjorden, have fralagt sig Drabet paa Thorvald Krok, eller og ansees som hans Banemand. Om Høsten, lidt for den bestemte Tid, holdt Glums Søn Maar sit Bryllup; der var Glum og hans Frænder fra Sønderlandet, Aasgrim Ellidagrimssøn og Gissur hvite, med 300 Mand. Dagen efter indbød han Thorarin til at møde i Djupadals-Hovet og høre hans Ed. Glum, Gissur og Aasgrim, og Thorarin med to af hans Venner gik ind i Hovet. Ifølge Skik og Brug ved Edsaflæggelsen tog nu Glum den Sølvbaug, dyppet i Blotnautets Blod, der laa paa Stallen, i sin Haand, og aflagde Eden. Paa samme Maade aflagde han den ved Gnupufell og ved Tveraa. Men de Ord, han brugte, vare saadanne, at de kunde tages i begge Betydninger, som Negtelse eller Bekræftelse[1]. Thorarin og alle de øvrige toge dem selv i den første, og det blev

  1. Han sagde: ek vinn hofseið at baugi, ok segi ek þat Æsi, at ek varkat þar ok vakat þar ok rauðkat þar odd ok egg, er Þorvaldr krókr fékk