ham. Men det var for seent, han var allerede paa Vejen, og vilde ikke vende om. Han havde kun været to Nætter hos Gisle, da man den tredie Nat fandt ham dræbt i sin Seng, med Graasida i Brystet. Gisle drog Spydet ud, og lagde det, uden at Nogen fik det at se, i en Kiste. Han lod Vestein højlægge, ved hvilken Højtidelighed ogsaa Thorkell og Thorgrim indfandt sig. Det var Skik, ved slig Lejlighed at binde den Afdøde de saakaldte Helsko, for at han med dem kunde gaa til Valhall; denne Forretning paatog Thorgrim sig, og sagde da han var færdig: „Ikke kan jeg med at binde Helsko, hvis disse løsne“. Tilsyneladende vedblev den gode Forstaaelse mellem begge Familier, men Gisle pønsede paa Hevn, hvortil han endog ifølge det med Vestein sluttede Fostbroderskab var forpligtet. Næste Høst holdt Thorgrim og Gisle Vinternatsblot, hver for sig. Blandt Thorgrims Gjester var Enjulf den graa og Børk. Da tog Gisle en Nat Spydet Graasida op af Kisten, sneg sig over til Søbool og ind gjennem Skaalen til det Aflukke, hvor Thorgrim sov ved Siden af sin Kone Thordis, Gisles egen Syster; med den ene Haand løftede han Klæderne, med den anden satte han Spydet i Thorgrim, saa at det stod fast i Sængen; han kom ubemerket bort og hjem, uagtet Thordis strax raabte Folk til Hjelp, og alle kom paa Benene[1]. Mistanken faldt naturligviis strax paa Gisle, og Eyjulf, Thorkell og flere Mænd ilede til hans Gaard. Han laa i sin Sæng, men hans Sko stode ganske sneede foran Sængen; dog havde Thorkell endnu saa megen Broderkjærlighed, at han skyndte sig at skyde Skoene ind Under Sængen, førend Nogen fik dem at se. Han fortalte nu Drabet, og Gille tilbød sig strax at hjelpe til med at højlægge Thorgrim. De modtoge Tilbudet, og Gisle fulgte dem til Søbool. Thorgrim blev højlagt i et Skib; Gisle tog en stor Steen og kastede i Skibet med de Ord: „Ikke forstaar jeg at fæste Skib, hvis Vinden tager dette op“. Man erindrede nu de Ord, Thorgrim havde sagt ved Vesteins Begravelse; og alle gjettede vistnok, at Gisle var hans Banemand. Thordis fik fuldkommen Vished derom af et Vers, Gisle tilfældigviis kom til at kvæde, og hvori han paa en forblommet Maade hentydede paa at Thorgrim var falden for hans Haand. Hun havde imidlertid født en Søn, som blev kaldet Thorgrim efter sin Fader, (963), og derpaa egtet Børk, der var bleven tilbage for at
- ↑ Thorgrim Godes Drab henføres i Annalerne til 961, og denne Angivelse maa ansees som sikker, da hans Søn Snorre Gode var en af Islands mægtigste og berømteste Mænd, om hvis Alder og Levetid der neppe kan have været Uvished; hans Datter Thurid var desuden en af dem, der gave Are Frode Underretninger, og han kalder hende baade vel underrettet og sanddru (Islendingabok Cap. 1). Nu angives Snorre at have været 35 Aar gammel da Christendommen indførtes (1000 e. Chr.); hans Fødselsaar bliver altsaa 963, og Thorgrims Død 961.
