rømte; blandt disse er ogsaa den ovenfor omtalte Draapa, som han digtede til Ære for sin Ven Arinbjørn ved Efterretningen om at han var kommen tilbage til sit Fædreland og sin Fædrenegaard. I dette Digt er der flere merkelige Hentydninger til den Tjeneste, Arinbjørn beviste ham, da han i York var falden i Erik Blodøxes Vold[1]. Skalden Einar Skaaleglam søgte Egils Bekjendtskab; de bleve gode Venner, og fornøjede sig, heder det, med at tale sammen om Skaldskab. Sidenefter, da Einar var kommen tilbage fra sit sidste Ophold hos Haakon Jarl, hvorunder han havde deeltaget i Jomsvikingeslaget, besøgte han Egil, for at forære ham det Skjold, Jarlen
- ↑ Se derom ovenfor, 1ste B. S. 728. Det heder fremdeles: „Det Skin, som udgik fra Eriks Bryn, var ej trygt at se paa, da Kongens ormblanke Pande-Maane skinnede med skrækkelige Straaler. Dog vovede jeg at bringe Fyrsten mit Hoved, saaledes at Odins Drik (Kvadet) kom brusende til Enhvers Øre. Haulderne i Kongens Sal fandt ikke den Belønning, jeg fik for Kvadet, hamfager, da jeg til Gjengjeld for Odins Mjød fik den ulvgraa Hattefyld (Hovedet) af ham; jeg tog imod det, og dermed fulgte mine sortbrynede Øjne og den Mund, hvormed jeg frembar Digtet for Kongens Knæ; jeg beholdt mine Tænder, min Tunge og mine Øren: det var dog bedre end Guld. Da stod hiin tro Ven ved min Side, Arinbjørn, paa hvem jeg kunde stole; han var den, som ene vovede at frelse mig for Kongens Vrede; han svigtede mig ej i Kongens Gaard“. Han roser Arinbjørn for hans Ædelsind og Gavmildhed. „Ingen“, siger han, „gik haanet eller tomhændet fra Arinbjørns Huus. Denne Ædling, der bor i Fjordene, er grum mod sit eget Gods, han hader Draupnes Sønner (Guldringene)“.
Laxdølasaga erfare vi, hvad der desuden stemmer med de øvrige chronologiske Forhold, at Harald Graafeld herskede i Norge, da Olaf Paa for sit Giftermaal og kun 18 Aar gammel opholdt sig der (se ovenfor S. 40, 41). Olaf kan følgelig ej være bleven gift førend 965 eller 966, altsaa senere end Harald Graafelds, end sige Haakon den godes Død, eller ogsaa maa Thorgerd have været ugift, da hun afsnakkede sin Fader fra at hungre sig ihjel; dog, da det heder saa udtrykkeligt at hun blev hentet fra Hjardarholt, kan man heller ikke vel antage dette. End større Vanskelighed opstaar derved, at Egils Saga i Cap. 83–88 vidtløftigt omtaler de Stridigheder, Thorstein Egilssøn havde med Tunge:Odd, efter at hans Moder Aa-sgerd var død og Egil havde overladt ham Gaarden Borg, medens de islandske Annaler udtrykkeligt lade Thord Gelle og Tunge-Odd dø 965; thi i saa Fald maatte hine Stridigheder have fundet Sted før 965, og Egils Flytning endnu tidligere; Thorgerds Giftermaal, som endnu laa en god Stund forud for denne, vilde saaledes falde i det mindste før 960. Det er ovenfor (S. 93) viist, at Angivelsen for Thord Gelles Vedkommende maa vare rigtig, hvilket end ydermere fremgaar deraf, at Eyjulf, Thord Gelles Søn, allerede ved Thorgrim Godes Død 961 optræder som selvstændig Høvding uden at hans Fader nævnes. Man maa derfor her gribe til den Udvej at antage, at Tange-Odd ej døde samme Aar, som Thord Gelle, men noget senere, og at Annalernes Udsagn med Hensyn til ham er urigtigt. Thi Egils Sagas Beretning har fuldkommen Sandsynlighedens Præg.
