havde givet ham. Egil var da ikke hjemme, og Einar ventede paa ham i tre Dage, men da det i den Tid ikke ansaaes passende at forblive længere i Besøg paa eet Sted, rejste han bort, efter at have hængt Skjoldet op over Egils Sæng, og anmodet Folkene paa Gaarden om at bede Egil modtage denne Gave. Samme Dag kom Egil hjem, saa Skjoldet og spurgte, hvo der ejede det herlige Stykke. Folkene bragte ham Einars Hilsen. Men i Stedet for at glæde sig over Gaven, blev Egil heel fornærmet, som om Einars Mening var at han skulde kvæde om hans Skjold; ja han vilde endog have redet efter ham og dræbt ham, hvis Einar ikke allerede havde faaet for langt Forsprang. Imidlertid digtede han om Skjoldet, og kom igjen i Venskab med Einar[1]. Da Thorstein Egilssøn var bleven gift og Aasgerd, Egils Hustru, var død, overlod han Gaarden Borg og sit Høvdingskab til Thorstein, og flyttede selv til Mosfell, til sin Stifdatter Thordis, som han nu holdt meest af blandt alle dem, der vare i Live. Imidlertid kom han dog endnu engang, fuldvæbnet og i Spidsen for en stor Skare kampfærdige Svende, paa Althinget, for at staa sin Søn bi i en Grændsetrætte, hvorved den mægtige Tunge-Odd havde taget Modpartens Sag. At Tunge-Odd her kom til kort, var hvad man maatte vente.
Da Egil blev meget gammel, begyndte baade Syn og Hørelse at svigte ham, men hans Aandsevner vare lige usvækkede, og han vedblev ved givne Lejligheder at digte Smaavers lige til sin Død. Da han nærmede sig sit 90de Aar, mistede han Synet ganske. En Sommer, da hans Svigersøn Grim skulde til Althinget, vilde han endelig være med. Grim syntes ikke derom, og bad sin Hustru Thordis at lokke ud af den Gamle, hvad han havde i Sinde, thi; han havde størst Moro af at tale med hende. Hun spurgte ham nu, hvad han egentlig vilde paa Thinget „Det skal jeg sige dig“, sagde han; „jeg vil tage de to Kister med, som Kong Ædhelstan gav mig; de ere fulde af engelske Sølvpenge; dem vil jeg strø ud paa Lagberget, naar der er som fleest Folk tilstede, og da skal jeg undres, om der ikke baade vanker Puf og Stød, ja om ikke tilsidst hele Thingalmuen kommer op at slaas“. „Du har Ret“, sagde Thordis, „dette vil blive kostelige Løjer, og vil mindes saa længe Landet er beboet“. Hun fortalte det nu til Grim, som naturligviis ikke vilde tillade noget saadant, og Egil maatte blive hjemme, men var meget misfornøjet. Strax efter rejste Thordis til Seters. Egil benyttede sig strax af hendes Fraværelse til at byde to Trælle at sadle ham en Hest, da han, som han sagde, vilde fare i Bad. De gjorde saa; han satte sig op, tog Sølvkisterne med sig, og red ud af Tunet ned ad en Bakke, indtil man ej længer kunde se ham. Næste Morgen saa man ham vanke om tilfods i et Holt østenfor Gaarden, ledende Hesten efter sig. Han sagde
- ↑ Egils Saga Cap. 81.
