Hvor finder jeg
paa vor hele Ø
en trofast Ven,
jeg trygt kan lide paa?
Thi en Broders Lig
for Bauge nu sælger
mangen saa grisk
efter Guld og Skatte.
Det er dog sandt,
at Sønnens Idgjeld[1]
ingen faar,
uden selv han den fostrer;
kun den Søn,
som siden er
fød og baaren
i Broders Sted.
Jeg havde det godt
med Geire-Drottnen[2];
paa ham jeg troed
saa trygt og stoled,
indtil Valfader
Venskabet brød,
Sejergiveren
stødte mig fra sig.
Ej jeg til Odin
ofrer gjerne,
til Viles Broder
bloter jeg nødig,
skjønt Mimes Ven
mig har givet
en Bod for Sorgen,
som Sindet letter.
Af Suttungs Mjød mig
han skjænked at drikke,
den ædle Kunst
han at øve mig undte;
han mig den gode
Gave forlened
Fiender vrede
til Venner at gjøre.
Tvende Sønners
Tab mig nu bøjer;
Njørves Syster[3]
paa Nesset stander.
Dog skal jeg glad,
med min gode Vilje,
og fro i Hu
Hel forvente.
Eftersom Egil kom videre i at digte Kvadet, blev han raskere, og da han var færdig dermed, kvad han det for sin Hustru Aasgerd, sin Datter Thorgerd og sine Huusfolk; derpaa stod han op af Sængen, satte sig i sit Højsæde, og lod holde Arveøl efter begge sine Sønner. Thorgerd rejste derpaa hjem og fik rige Gaver. Egil levede endnu mange Aar efter denne Tid[4]. Ved flere Lejligheder digtede han Kvad, der alle bleve meget be-
- ↑ D. e. Erstatning.
- ↑ D. e. Odin.
- ↑ D. e. Hel, Dødsgudinden, som nedenfor nævnes.
- ↑ Tidsregningen i Egils Saga er vanskelig at forlige med den, som ellers maa ansees for den rigtige. Saaledes omtaler den Bødvars Død og Thorgerds Besøg hos ham efter at hun var gift, førend den nævner Arinbjørns Hjemkomst til Norge med Harald Graafeld efter Haakon Adelsteensfostres Død. Det skulde saaledes synes som om Thorgerd var gift med Olaf Paa før 961. Men af
