Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/180

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
154
Haakon Jarl.

stevnede denne til at give Erstatning Blundkelil erklærede sig villig til at overlade Thorvald Selvdom, og bød ham ovenikjøbet Gaver. Dette Tilbud fandt Thorvald saa hæderligt, at han strax vilde tage derimod, men Thore fordrede Blundketil straffet for Ran, og vilde intet høre om mindelig Afgjørelse. Over en saa fornærmende Fordring blev Blundketil rød som Blod i sit Ansigt, og gik ind. En Nordmand, der opholdt sig hos ham, saa det, spurgte hvad der var paa Færde, og blev, da han erfoer det, saa opbragt over den Haan, man havde viist hans gjestfrie og ædle Vert, at han tog sin Bue, og skød ind i de Fremmedes Flok, just som de skulde ride ud af Gaarden. Uheldigviis traf Pilen den uskyldigste af dem alle, nemlig den unge Helge, og Thore hvilede nu ikke, førend de næste Nat omringede Blundketils Gaard og brændte ham inde med alle de Folk, han han havde hos sig. Blundketils Søn Herstein, en dygtig ung Mand, havde lykkeligviis været borte denne Nat hos sin Fosterfader Thorbjørn, og drømt at han saa sin Fader staa i lys Lue. Dreven af bange Anelser ilede han om Morgenen hjem med Thorbjørn, men fandt Gaarden nedbrændt og Mordbrænderne borte. Thorbjørn raadede ham til at ty til Tunge-Odd om Hjelp i denne Nød. Herstein føjede ham deri, skjønt han just ikke lovede sig nogen synderlig Bistand af denne egennyttige Mand. De kom til Odd, Thorbjørn fremførte deres Ærende, og Odd fulgt strax med dem til Brandstedet. Men istedetfor at hjelpe dem, greb han her en brændende Birkerafte fra Huset, og red med delt rundt om Husene mod Solen, idet han sagde: „her tager jeg mig Land til Ejendom, thi dette kalder jeg nu ikke længer nogen bebygget Gaard; hører det, I Vidner!“[1] Herstein var altsaa nu værre faren end for. Men efter den kloge Thorbjørns Raad henvendte han sig til en anden anseet og veltænkende Nabo, ved Navn Thorkell Trefil, der lovede ham sin Bistand; Thorkell fulgte ham igjen til den gjæve og stridsøvede Gunnar Livesøn, en Svoger af Thord Gelle, og fik ham til at fæste Herstein sin Datter Thurid, følgelig ogsaa love ham sin Beskyttelse, førend han erfoer i hvilken Nød han var stedt. Men da Gunnar dog ogsaa ønskede at faa Thord Gelles Samtykke hertil, eftersom Thurid var dennes Systerdatter, fulgte han med Herstein til Thords Gaard Hvam, og aflokkede ham hans Samtykke paa samme Maade, som man havde aflokket ham hans eget, nemlig ved ej at rykke ud med Efterretningen om Blundketils Brand, førend Løftet allerede var givet. Thord blev vistnok meget vred og sagde at man havde holdt ham for Nar; men det var nu for silde, og han kunde ikke unddrage Herstein sin mægtige Beskyttelse. Ved Brylluppet, som stod paa Hvam hos Thord Gelle, aflagde Herstein det højtide-

  1. Det var nemlig vedtaget, at man kunde tage ubebygget Land til Ejendom ved at fare om det med en brændende Brand, s. o. 1ste B. S. 117, 521.