lige Løfte, inden næste Althings Ende om Sommeren at have faaet Arngrim Gode dømt landflygtig, eller have Selvdom; Gunnar aflagde det samme Løfte med Hensyn til Thorvald Oddssøn. Thord selv vilde intet Løfte aflægge, men Gunnar sagde at han nok kunne skjønne, han bestemte sig Odd selv til Modstander. Det blev nu meget uroligt i Heredet, og paa begge Sider samlede man Folk. Det var Lov, at en Drabssag skulde søges paa det Thing der laa nærmest Vetvangen eller Gjerningsstedet; følgelig stevnede Thord Gelle Sagen til Thingnes-Thing, hvortil Egnen østenfor Borgarfjorden hørte. Thord begav sig paa Vejen derhen med 200 Mand, men Odd formeente ham Overgangen over Hvitaa med det dobbelte Antal Folk; der faldt Mænd paa begge Sider, og Thord maatte med uforrettet Sag vende om igjen. Nu indstevnede Thord Sagen for Althinget, og her var han den meest mandsterke Thord søgte at hindre Odd, der havde 300 Mand, fra at betræde Thingets fredhellige Grund; det kom atter til Kamp, og der var allerede sex Mænd faldne af Odds Skare, da velsindede og fornuftige Mænd, som frygtede for at hele Thingalmuen skulde komme op at strides, lagde sig imellem, og fik Sagen bragt til Forlig Odd maatte give efter, og Sagen blev paadømt saaledes, at Arngrim Gode og alle de øvrige der havde været med ved Indebrændingen, erklæredes fredløse, dog skulde Thorvald Oddssøns Fredløshed alene vare i tre Aar. Hønsethore blev siden dræbt af Herstein. Men i Anledning af denne Sag holdt Thord Gelle en lang og forstandig Tale paa Lagberget, hvori han viste, hvor ilde faren man var ved at maatte drage i fremmede Hereder for at søge Thing i Anledning af Drabssager eller fordre Erstatning for lidte Fornærmelser; han havde nu selv prøvet, hvor vanskeligt det var paa denne Maade at faa sin Ret, og var overbeviist om, at der endnu vilde opstaa mange andre Ulemper, hvis man ej raadede Bod derpaa. I og for sig var det Princip, han ønskede afskaffet, det naturligste, og som i de fleste Lovgivninger har været fulgt; imidlertid havde hans Tale den gode Virkning at Landets Inddeling ordnedes; thi det blev nu deelt i Fjerdinger, af hvilke hver skulde indeholde tre Thinglag undtagen i Nordlændingefjerdingen, hvor der skulde være fire Thinglag, fordi man ej anderledes kunde blive forligt[1]. Disse Fjerdinger kaldtes Austfirdinga-, Rangæinga- eller Sunnlendinga-, Breid- eller Vestfirdinga-, og Nordlendinga- eller Eyfirdinga-
- ↑ Se Hønsethores Saga, fornemmelig Cap. 14, og især Are Frodes Islændingabok, Cap. 5, af hvilket hiint Cap. i Hønsethores Saga ligefrem er udskrevet. Som sin Hjemmelsmand nævner Are Ulfhedin Lagmand (mellem 1108 og 1116); forresten var Thord Gelle selv en Oldefader af Ares Farfader og Fosterfader Gelle. Aarsagen, hvorfor Nordfjerdingen deeltes i fire Thinglag, var den, at de, som boede nordøstenfor Eyjafjord, ej vilde søge Thing der, lige saa lidt som de der boede vestenfor Skagafjord vilde søge Thing ved denne.
