fred, ud til Island i Landnamstidens sidste Periode, altsaa ved Slutningen af Harald Haarfagres Regjeringstid. Faderen havde bosat sig i det saakaldte Fljotsdalshered ved Lagarfljot paa Østerlandet; men Rafnkell havde allerede i sin Faders Levetid opslaaet sin Bolig i den efter ham benævnte Rafnkellsdal, en Sidedal, der gaar op fra den med Fljotsdalshered ligeløbende Jøkulsdal, og nærmer sig hiint. Rafnkell var heldig til at samle sig Formue og skaffe sig Magt. Paa sin Gaard Adalbol oprettede han et stort Hov, fornemmelig helliget hans Yndlingsgud Frey – deraf ogsaa hans Tilnavn Freysgode –; han bebyggede den hele Dal, og gav Nybyggerne Land, imod at blive deres Overmand og erhverve Godord over dem; ja han fik den hele Jøkulsdals Beboere tvungne til at blive sine Thingmænd. Rafnkells Magt gjorde ham overmodig. Han ansaa det under sin Værdighed at bøde for nogen Forseelse, som han selv havde begaaet, og der var ingen Ret at faa af ham. Han havde aflagt et ubesindigt Løfte om at ville dræbe den Mand, der vovede at ride paa en Hest, som han havde helliget Frey. Da en af hans egne Folk, ved Navn Einar, en dygtig ung Mand, som han selv gjorde meget af, havde overtraadt dette Forbud, dræbte han ham virkelig, men vilde dog ikke betale hans gamle Fader Bøder, skjønt han rigtignok paa en anden, for ham selv ærefuldere Maade søgte at gjøre ham Fyldest. Men Rafnkell forregnede sig her, thi Einars Søskendebarn, den snue og dristige Saam, tog sig saa ivrigt af hans Faders Sag, og skaffede ham saa mægtige Støtter paa Althinget, at Rafnkell blev dømt fredløs. Ved de samme mægtige Mænds Bistand lykkedes det ogsaa Saam at faa Rafnkell i sin Magt, og sætte sig i Besiddelse af hans Gaard og Godord; kun af Naade og Barmhjertighed skjenkede han Rafnkell Livet, efter at have tilføjet ham den for en saa ærekjær Mand utaalelige Ydmygelse, at lade ham og hans Folk hænge en Stund med Hovedet nedad, ved Remmer, dragne gjennem deres Ankelsener, og efter at have affordret ham det Løfte, ikke at bosætte sig i Nærheden af det Hered, hvor han hidtil havde hersket. Som en Følge deraf flyttede Rafnkell østover Lagarfljot til en liden Gaard, hvor han en Stund levede i meget smaa Omstændigheder. Men efterhaanden kom han sig, byggede en stor Gaard, og blev mere og mere anseet, optog og ryddede nyt Land; der flyttede Folk til, hvilke nu saa meget heller erkjendte ham for Høvding, som han viste sig langt retfærdigere og humanere end forhen; de som ej med det gode vilde erkjende ham, nødsagedes dertil. Saaledes opstod der et nyt Hered og et nyt Thing, og han blev mægtigere end før. Det lykkedes ham senere at faa Bugt med Saam og vinde Adalbol og sit gamle Godord tilbage. Derved blev dette saa meget større, da det senere oprettede Thinglag føjedes dertil[1].
- ↑ Rafnkell Freysgodes Saga, især S. 1–3 (nyeste Udgave, Kjøbh. 1847).
