delse, eller endog at have gjort det mindste Forsøg paa at erhverve den. Overhoved er Haakon Jarls Regjeringstid den, i hvilken Islands selvstændige politiske Udvikling fornemmelig falder, og i hvilken Forholdene gjennem idelig Strid og Fejde, saavel mellem enkelte Personer som mellem hele Familier, i Særdeleshed ordnede sig, og de Bestemmelser, Øens viseste Mænd allerede havde vedtaget for at organisere et ordentligt Statssamfund, levede sig ind hos Folket, og vakte en Almeenaand hos dette, der siden i høj Grad bidrog til at lette Christendommen Indgang, da den begyndte at prædikes for Alvor og med Kraft. De Storme, under hvilke denne Udvikling fandt Sted, bidroge i høj Grad til at stille enkelte kraftige og talentfulde Mænds Bedrifter i et mere end almindeligt glimrende Lys, og det er derfor i Særdeleshed Mænd fra denne Periode, hvis Liv og Bedrifter de os levnede islandske Sagaer have foreviget. De fremstille os et broget Billede af Uroligheder, Fejder, Lovtrætter, Blodhevn, Fredløshed, og man skulde ved første Blik let komme paa den Tanke, at der i en lang Række af Aar ikke herskede andet end Anarchi og Blodsudgydelse paa Øen. Men naar man tager i Betragtning, at det kun var de blodige Fejder og de af ualmindelige Ytringer af Talent, Klogskab og Tapperhed ledsagede Begivenheder, som for Sagafortællerne kunde have nogen Interesse og hvis Minde derfor ere opbevarede, medens den langt større Mængde af Forhandlinger, der tilendebragtes i Orden og Mindelighed, kun betragtedes som uinteressante Hverdagsbegivenheder, der ingen Omtale fortjente, og derfor ere blevne begravne i Forglemmelse; naar man derhos overvejer, hvor kjendeligt, endog i de os opbevarede Beretninger, Agtelsen for Lov og Ret, for Tro og Love, og for sluttede Forlig viser sig overvejende over Vildhed og Tøjlesløshed: saa kommer man til den Overbeviisning at Tilstanden paa Island i det mindste ikke kan have været slettere eller mere lovløs, end i det øvrige Norden, og at den endog i mange Henseender var langt bedre end i de Dele af Europa, hvor Feudalvæsenet herskede[1].
Uagtet Althingets Oprettelse vare dog endnu i lang Tid de mindre Thing, hvis Forstandere havde enets i at forene sig om et fælles Althing, endnu ikke tilstrækkeligt ordnede med Hensyn til Landets Vilkaar og Befolkningens Tarv; de bare endnu altfor meget Præg af at være Tilfældighehedens Verk, efter som den ene eller den anden mægtige Lendermand havde kunnet samle Thingmænd omkring sig. Hvor vilkaarligt disse mindre Thing endog temmelig længe efter Landnamstiden kunde oprettes, derom giver den forhen[2] omtalte Saga om Rafnkell Freysgode fortrinlige Oplysninger. Rafnkell havde som femtenaarig Dreng fulgt sin Fader, Landnamsmanden Hall-
