stillede med samme Tilforladelighed som Sagnene selv, deels endog vilkaarligt forvansket disse – altsammen ifølge den Frihed, den historiske Skole, han tilhører, holdt for tilladeligt. Denne middelaldersk-historiske Skole troede nemlig en saadan Vilkaarlighed tilladelig, saa ofte der var Spørgsmaal om at fremtræde som noget andet og mere end en blot og bar, tør Annalist. Den samme Skole havde i England sine Repræsentanter i Viljam af Malmsbury, Wallingford o. fl., i Skotland i Fordun, i Sverige i Ericus Olai og fornemmelig Johannes Magnus, endog saa sildigt som i det 16de Aarhundrede. Denne Skole var ej tilfreds med at samle og gjengive, den formelig skabte historisk Materiale. Længere henne i Verket, hvor Saxo mere nærmer sig sin Samtid, bliver han, som bekjendt, langt paalideligere og nøjagtigere. Men i Harald Gormssøns, Sven Tjugeskeggs og Knuts Historie er han endnu meget ufuldstændig, svævende, og ukritisk. Men af hvilken Værd enkelte af hans Oplysninger desuagtet kunne være, viser sig især af hvad vi nedenfor S. 103–106 have oplyst om den rette Tid, da Jomsvikingeslaget stod. Han er nemlig den eneste, som udtrykkeligt henfører det til Harald Gormssøns Tid.
De af mig her benyttede tydske Forfattere har jeg allerede for det meste omtalt i Fortalen til 1ste Bind. Thietmar af Merseburg og Widukind have, som man af det nedenfor S. 69, 70, 87–90 udviklede vil see, været mig til overordentlig Nytte ved Afgjørelsen af det vanskelige, men især for Norges Tidsregning saa vigtige Spørgsmaal om Kejser Ottos Tog til Danmark, og Harald Gormssøns Forhold til de nordtydsk-slaviske Anliggender. Om jeg, som jeg haaber, har bragt denne Sag nogenledes paa det Rene, da skyldes det fornemmelig Thietmars samtidige, authentiske, Oplysninger. Endnu mere umiddelbare Oplysninger for Norges Historie, især Kirkehistorien, indeholder Mag. Adams Verk. Hans Notitser ere af yderst Vigtighed, fordi de, fornemmelig hidrørende fra den danske Konge Sven Ulfssøns Meddelelser, baade saa at sige ere authentiske, og tillige ældre end dem, vore egne Sagaer meddele. Men ikke desmindre maa de bruges med stor Varsomhed, just fordi de kom fra Kong Sven, der her selv som Partihøvding bliver mindre paalidelig, og tillige fordi de ere farvede af den Misnøje, en bremisk Gejstlig nødvendigviis maatte føle ved de norske Kongers Bestræbelser for at emancipere Landskirken fra den bremiske Erkebiskops Omraade og derimod bringe den til at holde sig nærmere til den engelske, hvorfra den oprindeligen var udgaaet. Hos Mag. Adam findes desuden flere aabenbare Fejl, hvad enten de nu grunde sig paa falsk Opfatning af det fortalte, eller paa forsætlig Fordrejelse[1].
- ↑ F. Ex. ved Fortællingen om Knuts Datters Giftermaal med Kejser Konrads Søn, om Sven Ulfssøns første Berørelse med Magnus den gode, o. s. v., se nedenfor S. 841, 861.
