Sagnene i deres oprindelige Form, uden noget Forsøg paa at tillempe eller berigtige dem. Det er her netop Fraværelsen af al Kritik eller Konjekturering, som giver dette Skrift sit Værd. Men det maa bruges med megen Varsomhed, og det er desuden en Følge af dets fragmentariske Charakteer, at det ved flere vigtige Spørgsmaal ingen Oplysninger angiver.
I Forbindelse med de ældre, legendariske Bearbejdelser af begge Olafers Sagaer maa vi nævne en tredie, der synes at være samtidig med, og i sin hele Charakteer har meget tilfælles med dem, medens den i Troværdighed staar langt tilbage for dem, nemlig „Jomsvikingasaga“. Hovedhensigten med denne Saga er at fremstille Jomsvikinge-Slaget efter de Sagn, nogle Islændinger, der havde deeltaget deri, bragte hjem til sin Fødeø, og hvilke, allerede i sig selv vistnok temmelig overdrevne og unøjagtige, i Tidens Løb, som man tydeligt kan see, endnu mere forvanskedes. Som en Indledning til den vidtløftige Beskrivelse af Slaget maa man ansee, hvad der forudskikkes om Jomsvikingesamfundets Stiftelse og ældre Historie, og dets Stifteres Forhold til de danske Konger. Her befinder Sagnfortælleren sig øjensynlig paa et fremmed Felt, hvor han ej føler sig hjemme; Fortællingen udarter til Svadsighed, og Usandsynlighed dynges paa Usandsynlighed. Men med alt det, at Sagen saaledes savner næsten al historisk Troværdighed, indeholder den aabenbart flere virkelige Oldsagn, der endog i den forvanskede Skikkelse, hvori de meddeles os, ere af Interesse.
Til vor egen Literatur høre ogsaa, foruden de islandske Familiesagaer, der lejlighedsviis omhandle norske Anliggender, flere mindre, deels paa Norsk, deels paa Latin forfattede Udtog af Kongesagaerne, nemlig det nedenfor under Navnet Ágrip citerede, ældgamle Saga-Uddrag, neppe stort yngre end 1190; den throndhjemske Munk Thjodreks omkring 1180 paa Latin forfattede Udtog af den norske Kongehistorie, og den, ligeledes paa Latin forfattede, kun til Olaf den hellige gaaende, og i sin Heelhed alene i et enkelt Papirhaandskrift opbevarede Historia Norvegiæ[1]. Alle disse Udtog slutte sig alene til de ældre Bearbejdelser af Sagaerne, ikke til den, vi nærmest have troet at maatte tillægge Snorre. De ere saaledes kun at betragte som Supplementer til hine.
Af Forfattere udenfor vor egen Literatur, af hvis Skrifter jeg ved Udarbejdelsen af nærværende Bind har hentet Oplysning, maa jeg fremdeles nævne den danske Saxo. Da han umiskjendeligt har benyttet indenlandske danske Traditioner, er hans Verk i alt, hvad der vedkommer Begivenheder, fælles for Damnark og Norge, af den største Interesse, og vilde være det end mere, hvis han ej, hvad der er ligesaa umiskjendeligt, havde deels blandet de egte Sagn med egne Konjekturer, frem-
- ↑ Haandskriftet, efter al Rimelighed skrevet paa Orknøerne, opbevares nu i Skotland, se Udgaven af „Historia Norvegiæ“.
