hvad han havde oplevet. Han fortalte dem nu, at hans rette Navn var Thorkell Tørfrost, – et Tilnavn han havde faaet fordi han i sin Ungdom syntes saa godt øm at gaa paa Jagt ved Vinterens Begyndelse, naar der var Barfrost eller Tørfrost – og at han havde hjemme paa Hedemarken, hvor hans Fader havde været en rig og anseet Bonde. Han havde bejlet til sin nuværende Hustru Ragnhild, der var en Datter af den mægtige Thoralf, Oplændingekongernes Sysselmand, og da denne negtede ham hendes Haand, fordi han ej var fornem nok, havde han røvet hende og flygtet til Skoven med hende, ledsaget af tolv paalidelige Venner. Thoralf havde sat efter ham med mange Folk; det var kommen til en Kamp, hvori Thorkell og hans Venner, haardt saarede, maatte tage Flugten, og lade Ragnhild tilbage; men hvorved ogsaa Thoralf blev dødeligt saaret, saaat han kort efter sin Hjemkomst opgav Aanden. Thorkell, sigtet som hans Banemand, blev paa et Thing, Oplændingerne nu holdt, lyst utlæg, og efter at have tilbragt en Tid i nogle afsidesliggende Huler, havde han søgt sig et sikrere og behageligere Opholdssted i Fjelde og Ødemarker, efter atter at have taget Ragnhild med. Saaledes var han for 18 Aar siden kommen til denne afsidesliggende Dal, hvor han siden den Tid havde levet aldeles afsondret fra Folk, ernærende sig fornemmelig ved Jagten, og kun to Gange hvert Aar vovende sig ned til Bygden for at indkjøbe hvad der ellers behøvedes til Huset. Rigtigheden af denne Fortælling[1], der alene grunder sig paa Thorkells eget Udsagn og ikke bevises ved andre Vidnesbyrd, maa staa ved sit Værd, og alt hvad man kan sige om den er, at den i det mindste ikke lader usandsynlig, ligesom den ogsaa kaster et ret interessant Lys over Forholdene paa Oplandene, hvor det altsaa lader til at Smaakongerne af Harald Haarfagres Æt herskede i Fællesskab. Den Dal, hvor Thorkell Tørfrost havde slaaet sig ned, og hvor Sigmund og Thore havde fundet den kjærlige Modtagelse i hans Huus, synes efter Beliggenheden at dømme at maatte have været Foldalen, hvis første Beboer altsaa Thorkell Thurrafrost var; fra Foldalen maa han have fulgt dem over Fjeldet til Kvikne, der hører til Orkedalen i vidtløftig Forstand[2]. Ved Afskeden mellem Thorkell og Sigmund aaben-
- ↑ Færeyingasaga Cap. 14–16. Olaf Tryggv. Saga Cap. 182. Ogsaa Beretningen om Sigmunds og Thores eget Ophold hos Thorkell bærer Præget af Udsmykkelser, især hvad der fortælles om deres Æventyr med en Bjørn, som de dræbte, Fær. Saga Cap. 12, Olaf Tryggv. Saga Cap. 183.
- ↑ Kvikne gjennemstrømmes nemlig, som bekjendt, af Orka-Elven. Thorkell har enten viist dem Vejen fra Grimsbø til Stubsø og videre til Kvikne, eller, hvad der maaske er endnu rimeligere, fra Dalen over Mælsø til Orkelvkrogen. – Enkelte have gjettet paa Opdal som den afsides Dal, hvor Thorkell boede; men Opdal var allerede bebygget paa Harald Haarfagres Tid (se ovf. 1ste B. S. 466) og laa desuden i den alfare Vej. Derimod maatte en Afvigelse fra
