Nætter uden Mad. Thore, skjønt den ældste af dem – han var nu 14 Aar gammel – blev saa afkræftet, at han lagde sig fore, men Sigmund, skjønt to Aar yngre, var saa meget sterkere, at han tog ham paa Ryggen og bar ham videre. Han havde dog vel neppe kunnet frelse hans eller sit eget Liv, hvis de ikke nu vare komne til et Sted, hvor det gik ned ad Bakke. De fandt et Dalføre, som de fulgte; snart begyndte de at lugte Røg, og endelig kom de nede i Dalen til en Gaard, hvor de gik ind og fandt kun to Kvinder, en ældre, og en halvvoxen Pige. Her bleve de vel modtagne, bevertede og forsynede med Natteleje; men Kvinderne ytrede dog, at Husbonden neppe vilde synes derom, naar han kom hjem fra Jagten. En Stund efter kom han hjem med et fældet Rensdyr paa Ryggen, og tilkjendegav ganske rigtigt sin Misfornøjelse med at hans Hustru og Datter havde modtaget Fremmede, hvilket, som han sagde, var den bedste Maade til at røbe deres Opholdssted; men de forestillede ham, at de dog ikke kunde lade to stakkels Smaadrenge, som disse, dø lige under deres Huus. Dermed gav Manden sig ogsaa tilfreds. Næste Dag var han meget venlig mod Drengene, og bad dem blive der og hvile sig den Dag. Og den følgende Dag indbød han dem til at blive der den hele Vinter, siden de nu engang havde taget Fejl af den rette Vej, og det paa alle Kanter var langt til Bygden. Drengene modtoge Tilbudet, og Bonden og Kvindfolkene kom til at holde saa meget af dem, at han ved Vinterens Ende gjorde dem det Forslag at blive der fremdeles, indtil de vare voxne. Venneløse og forældreløse som de vare, lode de sig ikke dette sige to Gange, og bleve nu i fem Aar hos Bonden, der imidlertid lærte dem op i Legemsøvelser og alslags Vaabenfærdighed, hvori han viste sig som en stor Mester, og hvori ogsaa begge Frænderne bragte det vidt, dog Sigmund meest. Sigmund og Bondens smukke Datter Thurid vare jevnaldrende, og begyndte snart at fatte Kjærlighed til hinanden. Forældrene lagde heller ikke nogen Hindringer i Vejen for deres Samtaler[1].
Da de fem Aar vare omme, havde Sigmund naaet sit 18de Aar, og var voxet op til at blive en stor, sterk, og i alle Færdigheder udmerket dygtig Yngling. Han begyndte nu at længes efter at se sig om i Verden, og talte derom til sin Fosterfader, som gav ham Ret i, at de nu maatte søge at blive kjendt med andre Folk og skaffe sig nogen Forfremmelse. Han lod dem forsyne med Klæder og alt det øvrige nødvendige til Rejsen, og fulgte dem paa Vejen efter at de havde sagt hans Hustru og Datter Farvel, hvilket især gik den sidste til Hjerte. Da de vare komne saa vidt over Fjeldet, at de kunde se Vejen til Orkedalen, skiltes ogsaa Bonden fra dem, efter at han først havde aabenbaret dem, hvo han var og
- ↑ Færeyingasaga Cap. 1–12.
