Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/166

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
140
Haakon Jarl.

dem med sig paa det Skib, hvormed han havde besøgt Thorshavn. I Førstningen havde Thrond villet sælge dem som Trælle, men Rafn, som havde en Anelse om at det var de nys dræbte Høvdingers Børn, havde ej villet indlade sig derpaa. Thrond maatte derfor byde ham Penge, for at han skulde fore dem bort og indestaa for at de ej kom tilbage til Færøerne: heri samtykkede Rafn for to Mark Sølv, og sejlede afsted med dem. Denne Forhandling havde fundet Sted i Hemmelighed, en Morgen just som Skibet var sejlfærdigt. En Steen var nu lettet af Thronds Hjerte, og han kunde derfor, som han troede, nyde Frugterne af sit Forræderi. Først og fremst bemægtigede han sig alt det Gods og alle de Ejendomme, Breste og Beine havde efterladt, og tog hele den Deel af Færøerne, de havde haft til Len, under sin Raadighed Derpaa tog han Hafgrims tiaarige Søn Assur til Opfostring og bestyrede i hans Navn ligeledes den anden Halvdeel af Øerne. Han var altsaa nu Eneherre der, og Ingen vovede at tale et Ord imod ham. Det lader ikke til, at han erkjendte Haakon Jarls eller nogen andens Overhøjhed. Brestes og Beines Død henføres i Sagaerne til det samme Aar, i hvilket Harald Graafeld faldt ved Hals, og for saa vidt denne Tidsangivelse var rigtig, kunde man maaske tænke sig, at Thrond i den Forvirring, Herreskiftet i Norge nødvendigviis maatte medføre, havde lettere for at optræde som uafhængig Hersker paa den afsides liggende Øgruppe. Men det er forhen viist, at Tidsangivelsen neppe lader sig forene med den Ytring, at Breste og Beine vare Haakon Jarls Hirdmænd, og havde Øerne til Len af ham. Man maa derfor antage, at disse Beretninger om de færøiske Anliggender have haft deres egen uafhængige Tidsregning, ifølge hvilken Brestes og Beines Død henførtes til 975 eller omtrent 20 Aar før Haakon Jarls Død, og at de gamle Chronologers urigtige Beretning, hvorved Harald Graafelds Død ligeledes falder i 975, har forledet senere Sagaskrivere til uden videre at sætte begge Begivenheder, Brødrenes Drab og Haralds Fald, i samme Aar.

Det var et Held for Drengene Sigmund og Thore, at de kom i Rafns Hænder, thi han behandlede dem godt. Han beholdt dem hos sig den hele Vinter, og da han den følgende Vaar skulde foretage en af sine sædvanlige Handelsrejser, gav han dem Tilladelse til at drage hvorhen de vilde, og skjenkede dem tillige til deres Underholdning de Penge, han havde faaet af Thrond. I to Aar skulle de deraf have holdt sig i Viken, rimeligviis i Tunsberg, men da var det ogsaa forbi med Pengene, og de besluttede nu at begive sig til Haakon Jarl, hvis Hirdmænd deres Fædre havde været, og af hvem de saaledes havde Grund til at vente sig nogen Hjelp. De toge Vejen over Hedemarken og Gudbrandsdalen, og kom ikke til Dovrefjeld førend henimod Vinteren, da det allerede havde begyndt at sne. Desuagtet gave de sig til at vandre over Fjeldet, men de fore vild og laa ude i flere