men kun Mandskabet blev reddet. De fandt imidlertid en venskabelig Modtagelse hos en Jarl ved Navn Olaf, som herskede der i Egnen, og Thorgils gjengjeldte hans Gjestfrihed ved at fælde i Tvekamp en grum og forhadt Viking, der vilde tiltvinge sig Jarlens smukke Syster Gudruns Haand. Efter Holmgangsloven tilfaldt Vikingens Efterladenskab Sejrherren; Thorgils fik saaledes baade hans Skibe og Gods, og Jarlen belønnede ham desuden ved at give ham Gudrun til Egte. Thorgils havde nu Skibe nok, og kunde tillige skaffe sig det tilstrækkelige Antal Folk. Den følgende Sommer gjorde han derfor et nyt Tog til Sydrøerne med større Eftertryk end forhen, og gav Indbyggerne Valget mellem at taale Herjen eller at betale Skatten. De valgte det sidste, og han kunde endnu samme Sommer bringe Skatten til Haakon Jarl, der ogsaa holdt sit Løfte og overlod ham de længe attraaede Ejendomme[1].
Hvorledes Haakon erhvervede dette Overherredømme over Orknøerne og Sydrøerne, om han selv havde gjort noget Tog derhen, eller om han alene udsendte flere slige Skatkrævere, som Thorgils, nævnes ingensteds. Men om Sagen selv kan man neppe tvivle. Man kan og være vis paa, at en saa herskesyg men tillige klog Mand, som Haakon, har benyttet sig af enhver Lejlighed og ethvert Middel til at hævde sit Herredømme over Norges Skatlande, og i Særdeleshed over Orknøerne, hvor det fremfor Alt maatte være ham af Vigtighed at hindre Gunnhilds Sønner fra atter at finde Tilhold.
- ↑ Floamanna Saga, Cap. 14–16. Hovedbegivenhederne i denne Saga bære alt Præg af Sandhed, om end enkelte Biomstændigheder smage af Overdrivelse og senere Udpyntning. Om Tidsregningen er der forhen talt. Det er viist, at de enkelte Data ved nærmere Undersøgelse dog idet hele taget lade sig nogenledes forlige med hinanden indbyrdes, saavelsom med andre tilforladelige Tidsangivelser, og det vil sees, at den endog bestyrker den af os ovenfor fremsatte Beregning af Harald Graafelds Dødsaar. En Omstændighed, der ved første Øjekast kunde synes at medføre Vanskeligheder, er den, at Cap. 14 synes at nævne Haakon Jarls Regjering og Thorgils’s Besøg hos ham som næsten umiddelbart følgende efter de ovenfor (S. 41-43) omtalte Begivenheder under Harald Graafeld. Men da det i Cap. 16 heder, at Jarlen sendte Thorgils afsted for at indkræve den i tre Aar udeblevne Skat, og der dog ej kunde være Tale om nogen Udeblivelse af den ham tilkommende Skat førend han selv havde tiltraadt Regjeringen, maa saaledes i det mindste 3 eller 4 Aar tænkes forløbne mellem Cap. 13 og 14. Og kunne først 4 Aar tænkes mellemliggende, uden at de i dem af Thorgils udførte Bedrifter nævnes, kan dette ogsaa lige saa godt være Tilfældet med flere Aar, i hvilke Thorgils rimeligviis var paa Handelsrejser.
en skotsk Konge Ildulf (egentlig Hildulf), død 961, og hans Søn Anlaf eller Olaf dræbtes af Kong Kened 978 (Tighernach, hos O’Connor II. p. 260).
