Paa Færøerne herskede allerede siden Harald Graafelds Tid den mægtige Blotmand Hafgrim i Sudrø over den sydlige Halvdeel; den anden Deel havde derimod Brødrene Breste og Beine paa Skuvø i Len af Haakon Jarl. Da det som ovenfor nævnt, udtrykkeligen siges at Hafgrim havde faaet sin Deel i Len af Harald Graafeld, Breste og Beine derimod sin af Jarlen, skulde man formode, at Hafgrim ikke har anerkjendt Jarlens Overherredømme, men enten hersket aldeles uafhængigt, eller endnu for et Syns Skyld udgivet sig for Erikssønnernes Vasal. Saa meget er vist, at han stod paa en spendt Fod med Brødrene paa Skuvø, og alene ventede paa Lejlighed til at komme i Kast med dem. Denne fandt han, da to af de Mænd, der opholdt sig hos ham, kom i Uenighed om, hvo der var den ypperste Høvding paa Øerne. Den ene, Einar Sudrøing, en Frænde af Breste og Beine, holdt paa disse, men den anden, Eldjarn Kambhatt, paa Hafgrim selv; det ene Ord tog det andet, og Enden blev, at Eldjarn slog til Einar med et Stykke Træ, hvorpaa Einar slog Eldjarn i Svime med en Øxhammer. Hafgrim jog nu Einar bort, og bad ham fare til sine Frænder paa Skuvø, idet han lagde til, at seent eller tidligt maatte han nok selv komme til at prøve Kræfter med dem. Breste tog venligt imod Einar, og lovede ham sin Beskyttelse. Den hidsige Hafgrim tøvede ikke længe med at velte sig ind paa ham, hvortil han nu troede at have fundet et godt Paaskud. Endnu om Vinteren efter den Høst, Slagsmaalet havde været, begav han sig til Stuvø og fordrede Erstatning for den Overlast, Eldjarn havde lidt. Breste tilbød Lov og Dom til Thinge, men Hafgrim fordrede Selvdom, hvorpaa Breste saa meget mindre vilde indlade sig, som Eldjarn havde været Angriberen. Ikke desto mindre stevnede Hafgrim Einar til Thinget i Thorshavn paa Strømø, hvor han tænkte med Overmagt at sikre sig en fordeelagtig Dom. Men Breste og Beine fremmødte ogsaa heel mandsterke, og forspildte Sagen for Hafgrim, idet den lovkundige Breste tillige fordrede Eldjarn erklæret fredløs, fordi han overfaldt sagesløs Mand. Hafgrim sagde at dette skulde hevnes. Breste svarede at han ikke ændsede hans Trusler. Dermed skiltes de for den Gang.
Hafgrim forsøgte nu at hverve flere formaaende Mænd til at gjøre fælles Sag med ham i et Angreb paa Brødrene. Først henvendte han sig til sin Svigerfader, men denne, som var en ædel Mand, vilde intet høre derom, ja kastede endog et Spyd efter Hafgrim, da han begyndte at give onde Ord. Bedre Lykke havde Hafgrim hos den trædske og pengebegjærlige Thrond i Gøte, der, uagtet han var en rig Mand og desuden kjødeligt Søskendebarn til Brødrene, dog ved Løftet om en betydelig aarlig Afgift, Hafgrim tilbød at yde ham, lod sig bevæge til at deeltage i Anslaget mod deres Liv. Efter Thronds Raad overtalte Hafgrim ogsaa hans Morbroder
