om at komme ned til Skibet for at tale med ham. Da anholdt han formeligt om hendes Haand, men hun slog det bort som en Urimelighed, især da han, som hun sagde, allerede var saa godt gift, han kunde ønske sig. Harald meente dog, at Aasta ikke var storættet nok, hvor god og brav hun forresten kunde være. Sigrid svarede, at han maaske havde Ret, men at dog vist begges Lykke og Held nu var hos hende. Derpaa red hun op igjen til sin Gaard, og ikke længe efter begav Harald sig, mod sine Mænds Raad, til hende. Samme Aften kom der eg en russisk Konge ved Navn Visevald (Vsevolod), i samme Ærende som Harald[1]. Begge Konger bleve viste til Herberge i en gammel Stile med gammelt Huusgeraad; men forresten bleve de ypperligt, ja altfor vel, bevertede, saa at de selv, alle deres Mænd, endog de udstillede Vagter, faldt berusede i Søvn. Og nu lod Sigrid sætte Ild paa Stuen, idet hun tillige stillede bevæbnede Mænd ved Dørene for at dræbe dem, som kom ud. Alle Gjesterne bleve saaledes enten indebrændte eller dræbte. „Paa den Maade“, sagde Sigrid, „vil jeg gjøre Smaakongerne kede af at komme fra andre Lande og frie til mig“. Haralds Fostbroder Rane var med nogle Folk bleven tilbage ved Skibene for at bevogte dem. Da han erfor den sørgelige Tidende, skyndte han sig hjem, og fortalte Aasta, som da var frugtsommelig, hvad der var skeet. Mere ærgerlig, som det lader, over Haralds Utroskab, end bedrøvet over hans Død, begav hun sig hjem til sin Fader, og fødte der Sønnen Olaf (995), der siden som Olaf den hellige blev Norges navnkundigste Konge[2].
Haakon Jarl herskede i sin Deel af Norge med fuldkommen Konge-
- ↑ Denne Vsevolod omtales ej i de russiske Annaler. Men blandt Russerne var der saa mange Befalingsmænd, der førte Titel af „Konge“ (Knjazh), at Annalerne umuligt kunde optegne alles Navne; dette var ogsaa Grunden, hvorfor den egentlige Konge eller Overkonge kaldte sig Storfyrste eller Storkonge (veliki Knjazh). Atter er dette en Bestyrkelse paa, hvor lidet anseet Harald var, naar han kunde sættes i Klasse med en almindelig Knjazh fra Rusland.
- ↑ Dette er Beretningen hos Snorre (Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 48) og i den større Olaf den helliges Saga, Cap. 14. Den ældre eller kortere Olaf den helliges Saga (Cap. 1 og 5) har derimod en anden, men, som det synes, neppe saa rigtig Fremstilling. Ifølge denne skulde Harald først have været Aasta tro, men være bleven fristet af Sigrid. Den første Gang, han besøgte hende, skulde hun nemlig have tilbudt ham at dele hendes Leje, men han skulde have svaret: „Aasta ligger alene i Nat, det samme ville vi“, hvorover Sigrid skulde være bleven meget vred. Dog skulde han senere have angret sin strenge Dyd, og efter Sønnen Olafs Fødsel have besøgt Sigrid paany for at bejle til hende; men da skulde hun have givet ham Afslag, „fordi“, sagde han, „Aasta er nu bleven Moder til Olaf, som jeg gjerne selv havde ønsket at have til Søn“. Og derpaa skulde Sigrid, saaledes som det ellers berettes, have ladet Harald og Vsevolod indebrænde.
