riges Konge, som vistnok længe havde pønset paa at udføre, hvad ogsaa hans Forfædre havde forsøgt, nemlig at erobre Danmark, og som desuden nu havde Paaskud nok til at bekrige det, fordi hans Fiende Styrbjørn havde fundet Understøttelse derfra, angreb Sven med en stor Hær, og nødte ham efter en Krig, der fornemmelig synes at have været ført i og ved Skaane, til atter at forlade Landet og fly til fremmede Egne, hvorpaa Erik underkastede sig hele Danmark, saa at han altsaa nu beherskede baade Sviavældet og Danevældet. At han ogsaa ved denne Lejlighed underkastede sig Viken, eller en Deel deraf, kan neppe betvivles. Heller ikke er det usandsynligt, at Erik Sejrsæl har staaet i Forbindelse med Jomsvikingerne og hemmeligt været understøttet af dem. Vi erfare idet mindste, at han sluttede Forbund med Boleslav Chrabri, Mieczyslavs Søn og Efterfølger, understøttedes af ham i Krigen mod Danmark, og egtede hans Syster Gunnhild, den samme, som havde været paatvungen Sven, men som denne efter et kort Egteskab, hvori hiin havde født ham Sønnerne Knut og Harald, havde forskudt[1].
- ↑ Om Eriks Giftermaal har der været forskjellige Meninger, af hvilke de fleste dog, som det forekommer os, grunde sig paa en fejlagtig Opfatning af de tydske Kildeskrifters Ord. Saaledes har, trods vore Sagaers og Saxos eenstemmige og, som man tydeligt kan se, paalidelige Vidnesbyrd, den Mening været opstillet, at Sigrid Storraade var Boleslavs Syster. (Lappenbergs Anm. til Adam af Bremen Schol. 25) Dette grunder sig paa Ordene Schol. 25: „Boleslav gav Erik sin Datter eller Syster til Egte“, sammenholdte med Thietmars Ord om Svens Sønner Harald og Knut: „disse fødte ham Hertug Misekos Datter, hans Søn og Efterfølger Boleslavs Syster, hvilken, lange forskudt af sin Mand, døjede ikke liden Modgang med de øvrige (quæ a viro suimet diu depulsa, non minimam cum ceteris perpessa est controversiam); og med Udsagnet hos Adam af Bremen II. 37, at Sven efter Eriks Død egtede hans Enke, Olafs Moder, der fødte ham Knut. Men herved er at merke, at det sidste Udsagn af Mag. Adam aabenbart er en Fejl, som han deler med Saxo, og som er let undskyldelig paa Grund af disse Giftermaals-Forholds indviklede Natur, saaledes som det strax nedenfor skal vises. Vore Sagaer ere saa eenstemmige i at erklære Knut og Harald for Sønner af Svens første Hustru, og alene hans Datter Æstrid for en Halvsyster af den svenske Konge Olaf, at man ikke kan tvivle derom, især da Knut allerede før sin Faders Død 1014 hos paalidelige Skribenter (som Dronning Emmas Encomiast) omtales som aldeles voxen og fuldmyndig Mand, hvilket ej vilde være Tilfældet, om han først var fød 998 eller 999, da Sven egtede Sigrid. Thietmars Ord kunne alene ved Tvang henføres til nogen anden end Sven; heraf se vi altsaa, at han forskød Gunnhild, efterat hun havde født ham Harald og Knut, og at hun en Tidlang (diu) befandt sig i forskudt Tilstand; dette din vilde være betydningsløst, dersom det ej skulde betegne, at hun senere kom i en anden Stilling, eller atter blev gift. At hun, forskudt, har taget Tilflugt til sin Broder, som paany disponerede over hendes Haand, er hvad man under alle Omstændigheder maa anse for det rimeligste. At Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 243 omtaler hendes Død, er aabenbart kun en Gisning af den mindre vel underrettede Saganedskriver, der ellers ej kan forklare sig
