fulgte hans Exempel. Især nævnes tvende af hans Stavnboer, Haavard huggende og Aslak Holmskalle; om den sidste troede man, at Jern ikke bed paa ham, thi han stred uden nogen Hjelm over sin skaldede Isse, og intet Hug gjorde ham nogen Skade. I Midten af Flaaden, hvor Haakon Jarl førte Befalingen, gik det ikke mindre varmt til. Mod ham selv rettedes saamange Kastevaaben, at hans Brynje ganske blev opslidt, saa at han maatte kaste den af sig. Det var et almindeligt Sagn, at han, da han saa sine Mænd falde og sine Skibe vige tilbage, gik op paa Land og ofrede sin syvaarsgamle Søn Erling til de Guddomme, han meest dyrkede, nemlig Thorgerd Hølgabrud og hendes Syster Irp, idet han anraabte om deres Bistand. I denne Tro bestyrkedes man derved, at der, heldigviis for ham, udbrød et voldsomt Uvejr med Hagl, hvoraf hvert Kom vejede en Øre (to Lod), og som drev Danerne lige i Ansigtet. Fra de danske Skibe vilde man endog have seet Thorgerd og Irp i Forstavnen paa Haakons Skip, udsendende en dræbende Piil fra hver af deres Fingerender. Endog Saxo omtaler dette Sagn, og vil endog vide, at Haakon skal have ofret to Sønner. De paalideligste Sagaer nævne imidlertid lidet eller intet derom, skjønt de alle omtale Uvejret. At Haakon var overtroisk nok til i en saadan Fare som denne at kunne kvæle Faderfølelsen og forsøge paa at tilkjøbe sig sine Guders Hjelp ved at give dem det bedste han havde, sin egen Søn, er i og for sig ikke usandsynligt, og stemmer godt med, hvad vi forøvrigt vide om Haakon; men paa den anden Side kunde og et Sagn, som dette, let opstaa efter en løs Formodning, og Vished kunde man vel ingensinde have om en Handling som denne, hvilken, om den end fandt Sted, dog sikkert maa have været foretagen i den største Hemmelighed. Sagen maa derfor staa ved sit Værd. At Haglvejret indtraf og forvirrede de Danske, er imidlertid vist[1]. Sigvalde Jarl var selv den første til at lade Tengslene klippe og tage Flugten ud af
- ↑ Ofringen omtales slet ikke i Fagrskinna, hvilken derimod nævner Erling som en af Anførerne i Slaget. Snorre, Cap. 47 og Ol. Tr. Saga Cap. 90 omtale den og dens Følger, dog kun med det mistænkelige Tillæg: „saa er sagt at“ o. s. v. Derimod fortæller Jomsvikingasaga Cap. 44 vidt og bredt derom, og siger endog, at Haakon lod sin Træl Skofte Kark forrette Ofringen. Saxo, 10de Bog S. 483, omtaler baade Ofringen af to Sønner, og det paafølgende Uvejr med Regn og Hagl. Ofringen omtales ligeledes allerede i Biskop Bjarnes Jomsvikingadraapa, og det kan neppe betvivles, at Sagnet er meget gammelt. I Ol. Tr. Saga anføres ogsaa Vers af en saakaldt Buadraapa, hvor Haglvejret og Thorgerd omtales, men denne Draapes Alder kjendes ikke. Om Haakons Overtro og mystiske Tilbedelse af Thorgerd Hølgabrud og Irp (se 1ste Bd. S. 331) vil der nedenfor (S. 128) berettes mere, saavelsom hvor Talen er om Sigmund Brestesøn.
