Nordmændenes Side, men Jomsvikingernes Skibe vare i det hele taget større end Nordmændenes, og alle vel udrustede Krigsskibe, medens mange af de norske Skibe kun, som ovenfor nævnt, vare Knerrer og andre Handelsfartøjer. Ligeledes vare Jomsvikingerne selv alle tilhobe prøvede og erfarne Krigere, medens der blandt de norske Ledingstropper vistnok vare mange, som aldrig forhen havde været i Strid. I Virkeligheden vare saaledes Kræfterne temmelig jevnt fordeelte. Antallet af de Stridende nævnes ikke, og kan kun gjetningsviis bestemmes. Var der paa hvert af Jomsvikingernes Skibe i Gjennemsnit 120 Mand, hvilket vel ikke er saa langt fra det rette, gjør dette en Styrke af 7200 Mand; antage vi i Gjennemsnit kun det Halve paa hvert af Haakons Skibe, bliver Antallet af de norske Stridsmænd 10800. For den Tid, i Særdeleshed ved et Søslag, var et saa stort Antal af Stridende meget betydeligt, og det er derfor bogstaveligt sandt, naar vore Oldskrifter kalde Slaget i Hjørungavaag et af de største og vigtigfte, som nogensinde er stredet i Norden. For Haakon Jarl i det mindste gjaldt det baade Liv og Rige.
Da Skibene mødtes, blev Kampen snart meget heftig og blodig; dog var i Førstningen det største Mandfald paa Nordmændenes Side. Den venstre Fløj, der stod under Svein Jarls Befaling, begyndte at vige for den heftige Vagn, og var allerede nær ved at tage Flugten, da Erik Jarl, som fik Nys derom, i Hast ilede til fra den højre Fløj, og drev Vagn saa vidt tilbage, at Skibene laa i samme Stilling, som for. Dette skede dog ikke uden heftig Kamp og stort Mandfald: blandt dem, som faldt for Vagns Haand, nævnes især den mægtige Aarmod eller Arnmod, Stamfaderen for den siden saa berømte Arnmødlingeslægt[1]. Derpaa skyndte Erik sig tilbage til sin egen Fløj, hvor Bue imidlertid havde gjort et svært Indhug, og allerede løst Skibene fra deres Baand, for at forfølge de Flygtende. Men nu lagde Erik sig lige ved Bues Skib med Jernbarden, og der opstod en fortvivlet Kamp, thi Bue forsvarede sig som en rasende, og hans Mænd
- ↑ Arnmod nævnes ogsaa i Jomsvikingedraapa; hans Deeltagelse i Slaget var saaledes almindelig antagen allerede før 1200. At han var den samme som Arnmod, Fader til hiin Arne, fra hvem Arnmødlingerne nedstammede, siges just ikke udtrykkeligt, men det stemmer saavel med Tidsregningen, som med den Omstændighed at hans Søn netop siges at have hedt Arne.
fremkommen ved en Fejltagelse), og Agmund hvite mod Vagn; Lendermanden Einar litle, Haavard Uppsjaa og hans Broder Hallvard af Flydrunes, mod Vagns Ven Bjørn den bretske. Haakon selv forbeholder sig at fare omkring uden særskilt Kommando, kun for at have Overopsigt. Flere af hine Navne tør maaske være rigtige, men Ordenen er i det mindste aabenbart urigtig. I enkelte Haandskrifter, f. Ex. Flatøbogen, findes endnu flere Navne, som f. Ex. Thorkell Tørfrost, Sigmund Brestesøns Svigerfader, mod Arnmod og Arne. Navnet er aabenbart tilsat, efterat Sagnet om Sigmunds Deeltagelse i Slaget var opkommet.
