nødvendige Bestemmelser med Hensyn til god Orden og Disciplin, saa vel ude i Felten, som hjemme i Borgen, hvor de førte et strengt, næsten klosterligt Garnisonsliv. Jomsvikingasaga har opbevaret os de væsentligste af deres Vedtægter, hvilke den naturligviis tilskriver Palne-Toke. Er end
Begivenhed dog maa ansees aldeles vis, og, som man lettelig vil skjønne, er af overvættes Vigtighed til ret at forstaa de øvrige Begivenheders Gang og Tidsfølge. Kun en paa oldnorsk forfattet Beretning (i Fornm. Søgur XI. 419) taler derom, men den er alene en Bearbejdelse af hvad Adam af Bremen fortæller. Kunne Sagaerne her i saa høj Grad fejle i eet, og det noget af det allervæsentligste, da kunne de ogsaa sejle i hvad der forholdsviis er af mindre Vigtighed. Usikkerheden af de oldnorske Beretninger om Anledningen til Toget viser sig og deri, at medens Snorre, Olaf Tr. Saga og Fagrskinna lade Kong Sven gjøre Arveøl efter sin Fader og Strut-Harald paa een Gang, lader Jomsvikingasaga Sven først gjøre Gravøl efter sin Fader, og der lægge sig ud med Palne-Toke, og endelig, mange Aar senere, efter Strut-Harald, saa urimeligt det end lader, at han ikke skulde overlade dette til dennes egne Sønner. Hvad man kan anse for sandsynligt heraf, er altsaa kun, at der holdtes et Arveøl efter Strut-Harald, hvori Løfterne bleve aflagte, men at Sven selv intet havde dermed at bestille. Navnet Harald, fælles baade for Strut-Harald og Harald Gormssøn, kunde give Anledning nok til Forvexling eller Sammenblanding.
Kunne vi altsaa se bort fra vore Sagaers Tidsbestemmelser, bliver Spørgsmaalet: naar foretoges efter al Rimelighed dette Tog? Her maa man først og fremst svare: saa nær efter Haralds eget Tog til Norge, som det paa nogen mulig Maade for de styrbjørnske Anliggenders Skyld kan tænkes. Sven Tjugeskeggs Historie vil her nogenledes komme os til Hjelp. Saxo lader ham i 7 Aar, Mag. Adam (paa eet Sted) i to Gange syv Aar (bis septem) være borte fra Danmark under Erik Sejrsæls Erobringstid, efter at han en kort Tid efter Faderens Død havde været i Besiddelse af Riget og tillige varet fangen af Jomsvikingerne. Da vi imidlertid have seet, at Sven ogsaa i Aarene omkring 980 var i Landflygtighed, bliver det højst rimeligt at antage to særskilte Landflygtighedsperioder for ham, hver paa omkring 7 Aar, hvilke Mag. Adam ved en Fejltagelse eller Misforstaaelse af sin Hjemmelsmand Kong Sven Ulfssøns Ord, har henført til een og samme Tid, skjønt han ved Udtrykket bis septem dog røber en dunkel Erindring om det Rette. Antaget nu, at Erik Sejrsæl er død ved 993, falder Svens sidste Landflygtighedsperiode mellem 989 og 996. Da Harald ifølge Mag. Adams Vidnesbyrd dræbtes endnu før Erkebiskop Adaldags Død (988), og efter størst Sandsynlighed 986 i Krigen mod sin Søn Sven, falder altsaa dennes første Landflygtighedstid mellem 978 og 985, hvilket paa det merkeligste stemmer med hvad vi ovenfor paapegede angaaende Tiden, da Harald bekrigede Norge, stod i Forbindelse med Styrbjørn, og erhvervede Jomsborg, thi alt dette vilde sikkert have mødt mange Vanskeligheder, om Sven havde varet hjemme, ligesom det og er merkeligt, at Svens Navn derved slet ikke omtales. Vi faa derved for Sven en Periode af tre Aar (986–989), hvilken han strax efter Faderens Død tilbragte i Hjemmet, indtil Erik Sejrsæl fordrev ham. Den Periode, hvortil vi for Jomsvrkingetogets Vedkommende maa holde os, bliver altsaa kun fra 980 til 986. Da nu Styrbjørns Død, efter hvad tidligere er viist, indtraf omkring 985, bliver det næsten vist at Jomsvikingernes Tog har fundet Sted 985 og 986, og at deres Fraværelse fra Dan-
