denne Saga i sig selv upaalidelig, har dog, hvad den her anfører, aldeles Sandsynlighedens Præg og passer meget godt med, hvad vi for øvrigt erfare om dette merkelige Samfunds Medlemmer. Ingen, heder det, maatte optages, som var ældre end 30 Aar og yngre end 18, ingen, som i Striden veg for sin Ligemand i Styrke og Rustning. Enhver, der optoges, skulde sværge at hevne enhver af de Øvrige som sin Broder. Ingen skulde føre Sladder eller Bagvaskelse imellem Stalbrødrene; ingen maatte fortælle Nyheder, uden Høvdingen selv. Om det endog befandtes, at en Nysoptagen havde dræbt et Medlems Fader, Broder eller Frænde, maatte dette dog ej hevnes, men Høvdingen skulde afgjøre Sagen. Ingen Kvinde maatte bringes ind i Borgen, og ingen kunde uden Høvdingens Tilladelse være mere end tre Nætter borte. Ingen maatte selv tilegne sig noget af Krigsbyttet, men Alt skulde bringes til Fanen, for at deles af Høvdingen. Ingen skulde ytre et eneste Ord, der vidnede om Frygt, eller give sig ved nogen Smerte. Alle Uenigheder mellem Medlemmerne indbyrdes skulde afgjøres af Høvdingen. Frændskab eller Venskab skulde ikke gjelde ved Optagelsen af Medlemmer. Overtrædelse af nogen enkelt blandt disse Bestemmelser straffedes uden Persons Anseelse med Udstødelse af Samfundet[1].
En Skare som denne maatte i hine Tider kunne træde op med megen Vegt og indgyde stor Skræk. Hærdede og stedse øvede i Vaabenfærd, fornegtende alle Frændskabets og følgelig ogsaa Fædrelandskjærlighedens Baand, alene lyttende til Politikens og Byttelystens Stemme, bandlysende alt Familieliv, alt hvad der formilder og forædler Sæderne, kunde dets Medlemmer alene søge sin Glæde og Adspredelse i Krig og Blodsudgydelse. Kun Krigstog skaffede dem Afvexling fra den strenge Garnisonstjeneste hjemme i Borgen, hvor de, omringede af undertvungne, vel endog fiendtlige Folk, altid maatte være paa sin Post og sjælden kunde overlade sig til tryg Rolighed. Paa denne Maade maatte de, endog i højere Grad end de sædvanlige Vikinger, der dog blot for en sammenligningsviis kort Tid førte Krigerlivet for senere at slaa sig til Ro og nyde godt af det erhvervede Bytte, vænnes til at søge Kampen og sinde Behag deri for dens egen Skyld; Krig blev for dem et Maal og et Haandverk, ikke et Middel, Fornegtelsen af menneskelige Følelser deres Stolthed, ikke deres Skam. At et saadant Samfund saa vel i Krigeraand, som i Krigerfærdighed overgik enhver anden Krigs-
- ↑ Se Jomsvikingasaga Cap. 24. Man gjenkjender tildeels enkelte Principer, der udtales i den senere for Thinglidet givne Viderlagsret.
mark, eller Svækkelse efter Kampen, maaske just har været Grunden til, at Sven desto lettere kunde overvælde sin Fader. – Vi opstille altsaa nu følgende chronologiske Hovedpunkter: 975 Haralds Krig mod Otto II. 978 Haralds Tog til Norges Søen Tjugeskeggs Fordrivelse. 980–983, den styrbjørnske Tid. 985, 986, Jomsvikingetoget og Haralds Død.
