Omstændighederne forbøde ham vistnok ogsaa nu at optræde som hans Medbejler. Foruden at Norge løsrev sig under Haakon Jarl, gjorde hans egen Søn Sven Opstand imod ham, og foruroligede Landet paa forskjellige Kanter. Sven maa allerede paa denne Tid have haft betydeligt Tilhæng blandt den hedenske, fornemmere Deel af Befolkningen, der desuden ikke kunde andet end være misfornøjet med den ydmygende Fred, Harald havde indgaaet med Kejseren, hvorved vel ogsaa flere af dem, ligesom Haakon Jarl, mod deres Vilje vare blevne nødte til at lade sig døbe. Det laa i Sagens Natur, at der for Harald nu ingen anden Udvej var, end at slutte sig til Kejseren, den tydske Gejstlighed og den vendiske Mieczyslav; og den Ros, Harald har faaet af kirkelige Skribenter for den Hengivenhed, han i sine senere Dage viste Christendommen, er, naar man nøjere undersøger Sagen, neppe synderlig fortjent, thi han gjorde kun en Dyd af Nødvendighed. Efter en enkelt Beretning, men den, som her efter Omstændighederne maa ansees som den paalideligste af dem, hvor Palne-Tokes Navn indblandes, skal denne vældige Høvding, Svens Ven og Kong Haralds afsagte Fiende, allerede ved disse Tider have sat sig i Besiddelse af Jomsborg[1] og oprettet et Samfund af Krigere, der ved strenge Love vare forbundne til at understøtte hinanden indbyrdes, vise Høvdingen ubetinget Lydighed, foragte Farer og Død, og forøvrigt føre et strengt og aarvaagent Garnisons-Liv i den ved Staden liggende og Havnen beherskende Borg, den egentlige Jomsborg. Hvad enten nu Palne-Toke har været med eller ej, saa kan man dog maaske slutte heraf, at Svens Tilhængere have søgt at komme Harald i Forkjøbet ved at faa det vigtige Jomsborg i Besiddelse; og det maatte da ligge baade i Haralds og Mieczyslavs Interesse at bekæmpe dem og søge at faa dem bort. En Lejlighed tilbød sig snart hertil, men vistnok ganske anderledes, end man havde ventet den. Den urolige Styrbjørn, den svenske Konge Erik Sejrsæls Brodersøn, hvis Faders pludselige Død vi allerede ovenfor have omtalt, optraadte mod sin Farbroder omtrent paa samme Maade, som Sven Tjugeskegg optraadte mod sin Fader Harald. Da Styrbjørn var
- ↑ Nemlig Eyrbyggjasaga, Cap. 29. Det heder her, at Bjørn Breidvikingakappe, efter at være jaget i Landflygtighed fra Island omkring 986, tog Tjeneste hos Palne-Toke i Jomsborg og gik i Lag med Jomsvikingerne. Dette Aar faar man ud deraf, at det siden (Cap. 50) heder, at hans Sem Kjartan, fød samme Aar, som han rejste udenlands, var 13 eller 15 Aar da Christendommen var bleven antagen paa Island, Aar 1000. Men da det ogsaa heder, at Bjarne var med Styrbjørn, da han faldt, og Styrbjørns Fald neppe kan sattes senere end 985, maatte den islandske Sagas Tidsberegning være fejlagtig, og Bjarnes Afrejse fra Island sættes nogle Aar tidligere d. e. omkring 980, hvis man ikke af det Foregaaende i Sagaen selv kunde skjønne, at Bjørns Afrejse ikke fandt Sted førend efter 980. Man tør derfor slaa en Streg over Palne-Toke og antage, at han strax tog Tjeneste hos Styrbjørn.
