ført, da han, efter den hæderligt bestandne Kamp, begav sig til sine Skibe for at sejle tilbage til Norge. Han blev en Tidlang liggende ved Limfjorden for Modvind. Men da han var borte, fornyede Kejseren Angrebet, og denne Gang lykkedes det ham at sætte Ild paa Danevirke, hvorefter han med hele Hæren trængte ind i Jylland, og, som det heder, tvang Harald til at lade sig døbe med sine Mænd og sin Søn Sven. Dette sidste Tillæg om Haralds og Svens Daab er, efter hvad vi ovenfor have seet, urigtigt, og omtales heller ikke i de samtidige Vers, som ere os levnede; men forøvrigt stemmer Beretningen med den korte Fortælling om denne Begivenhed hos den næsten samtidige Thietmar, den eneste tydske Forfatter, der indeholder noget derom. Thietmar siger nemlig: „Kejseren angreb Danerne, der havde gjort Oprør mod ham. Han ilede til Slesvig, hvor Fienderne med væbnet Styrke havde besat det til Landets Forsvar indrettede Dige, og Porten, der kaldtes „Wieglesdor“ (eller efter en anden Læsemaade „Heggedor“); men ved Hertug Bernhards (af Saxen) og min Bedstefader Grev Henriks (af Stade) Anslag betvang han tappert alle disse Befæstninger“[1]. Mere fortæller ikke den tydske Forfatter derom, og han nævner intet om Følgerne; dog synes han næsten at forudsætte, at Sejren medførte Fornyelsen af det tidligere Forhold, altsaa Danekongens Underkastelse. Ved Siden af den ovenfor meddeelte, korte oldnorske Beretning har man en hel Deel andre vidtløftigere og øjensynligt urigtige, ved hvilke vi derfor heller ikke ville dvæle nærmere[2]. Til disse Urigtigheder hø-
- ↑ Thietmar, III. 4. Wieglesdor eller Heggedor er aabenbart det samme som Egidor eller Øgesdør, d. e. Eideren, eller Porten ved Eideren. Ifølge Jomsv. Saga Cap. 10 var der to Porte paa Danevirke, Sliesdor og Øgesdør: den første forsvaredes af Haakon, den anden af Harald selv. Det er ikke usandsynligt, at Otto har vendt sig til den vestlige Port, da han ej kunde bestorme den østlige.
- ↑ Den vidtløftigste er Jomsvikingasaga, Cap. 8–11, der lader Otto den røde (d. e. Otto II) en Juul sværge det Løfte, at han i tre Somre efter hinanden
sene af Vellekla, anførte baade i Fagrskinna og andensteds, lyde saaledes: „Dette maa og fortælles, at Søhestene (Skibene) randt Under den tapre Sejrfyrste nordfra ned til Danmark, og Dovres Drottin, prydet med Øgeshjelm, begav sig til de danske Høvdinger. Den gavmilde Konge vilde i Slagtumlen forsøge de mørke Skoves Fyrste, der kom nordenfra, idet han bød denne raske Kriger at forsvare Virket mod Spydsvingerne. Let var det ikke at gjennembryde deres (Nordmændenes) Skare, uagtet den stridbare Hærfører gjorde et voldsomt Angreb. Skibenes Fyrste fordrede Striden, da Stridshøvdingen kom søndenfra med Skarer af Friser, Franker og Venden Klingerne klang, da de der legede Sverdlegen, stødte Skjoldene sammen; Ørnens Mætter var tapper. Søhestens Bekæmper tvang Saxerne til at vende Ryggen. Saaledes forsvarede Fyrsten med sine Krigere Volden mod de fremmede Skarer“. Ol. Tr. Saga Cap. 79, hos Snorre Cap. 26. Fagrskinna Cap. 46). Det er saaledes aldeles utvivlsomt, at Haakon virkelig har forsvaret Danevirke mod Kejseren.
