rer ogsaa den, at Olaf Tryggvessøn skulde have været med i Kong Ottos Hær, og lært ham den nemmeste Maade til at sætte Ild paa Danevirke. Derom ville vi i det Følgende komme til at handle; her beskjeftige vi os kun med Haakon Jarl og Danekongen. Denne sidste blev, som man altsaa efter det ovenfor anførte maa formode, nødt til at hylde den tydske Kejser paany, og han forpligtede sig ogsaa, ifølge de paalideligste Sagaers Vidnesbyrd, til at indføre Christendommen i Norge, i det mindste i den Deel, som stod under hans umiddelbare Herredømme, og maatte love, om muligt, at faa Haakon Jarl selv til at lade lig døbe. Til Viken sendte han derfor to Jarler, Urguthrjot og Brimisskjarr med en betydelig Styrke, for at christne dette Landskab: de siges i Jomsvikingasaga at have været Kejser Ottos Jarler, hvilket i og for sig er heel sandsynligt, og vidner om den Afhængighed, hvori Harald nu befandt sig til ham[1]. Disse Jarler skulle have nedbrudt Templer og tvunget Folk til at lade sig christne over hele Viken lige til
- ↑ Disse Jarler nævnes saavel i Jomsvikingasaga som hos Snorre og i Ol. Tr. Saga, men det er kun Jomsvikingasaga og Ol. Tr. Saga, som kalde dem Kejserens Jarler Snorre (Cap. 59) siger alene at de vare afsendte af Kong Harald, og Fagrskinna Cap. 48 nævner intet om dem, men taler kun om Danekongens Sendebud angaaende Christendommen, der vare komne til Viken. Jarlernes Navne gjenkjendes ikke hos de tydske Forfattere, og have overhoved ingen tydsk Form; de maa være meget forvanskede-Om den svigefulde Maade, hvorpaa Haakon blev lokket til at lade sig døbe, ere alle Kongesagaer enige, undtagen Jomsvikingasaga, der, som ovenfor viist, lader Otto forfølge Haakon og Harald, og tvinge dem begge paa een Gang til at antage Daaben.
vilde drage i Krig til Danmark; Harald sender derfor strax et Skib „med 60 Mand“ til Norge, for at kalde Haakon ned; Haakon kommer, og hjelper Harald til at overvinde Otto i et Søslag og siden i et Landslag, efter hvilket Kejseren kaster sit Spyd i Søen og lover næste Gang enten at christne Danmark eller dø. Haakon giver nu Harald det Raad at opføre Danevirke, og begiver sig hjem. Otto samler Folk i hele tre Aar, og kommer da endelig tilbage til Danmark med en uhyre Hær. Haakon indfinder sig efter hans Opfordring atter hos ham; Haakon forsvarer Danevirke, men dette opbrændes endelig efter Olaf Tryggvessøns Raad, og Otto forfølger Harald og Haakon, indtil de lade sig døbe. Snorre (Olaf Tr. Cap. 26) stemmer i det Hele med Fagrskinna, og nævner kun eet Felttog. Han lader vistnok Olaf Tryggvessøn vare med i Striden, men nævner intet om Danevirkes Brand. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 66–70 kan kaldes et slet Forsøg paa at forene Jomsvikingasagas og Snorres Beretninger. Her tales ogsaa om Landlen, men det er Otto den unge (Otto III), som fører Krigen. Odd Munk (Cap. 12) stemmer med Jomsvikingasaga. Saxo (10de Bog S. 481) fortæller at Kong Harald paa den Tid var i Halland for at hjelpe sin Svoger Styrbjørn, at Kejseren uhindret gjennemfor hele Jylland lige til Limfjorden, at han her kastede sin Landse i Havet og vendte om igjen, men at Harald imidlertid kom til, og forfulgte ham under Tilbagetoget, idet han ogsaa dræbte Eppo, hans Bagtrops Anfører. Om alt dette se Petersen, Danm. Hist. II. S. 111–122.
