søns Lenshøjhed. En saa ærgjerrig og herskesyg Mand, som han, kunde ikke være synderlig tilfreds med dette Afhængighedsforhold, men førend han ret havde befæstet sin Magt i Landet, var det ej raadeligt for ham at vove noget afgjørende Skridt for at afkaste Aaget. Tvertimod holdt han, som man kan se, gode Miner med Danekongen, og uagtet han vel under Paaskud af de Udrustninger, han maatte foretage mod Gunnhilds Sønner, unddrog sig fra at betale Skat, sendte han ham dog den aftalte treaarige Gave af Jagthøge, ligesom man heller ikke finder Spor af at Danekongen mistænkte hans Redelighed. Det synes endog, som om Harald fornemmelig stolede paa den eftertrykkelige Bistand, han kunde vente sig af Haakon og den norske Krigshær, da han gjorde sit sidste Forsøg paa at løsrive sig fra den Afhængighed, hvori han stod til den tydske Kejser. Det er ovenfor nævnt, at han deels ved Otto selv, deels ved dennes Markgrever og Hærførere, maa være bleven tvungen eller truet til at lade sig døbe. Om han nu end ikke var Christendommen selv saa ugunstig, og uagtet han unegteligt allerede var kommen i en falsk Stilling til de fornemste af sine Undersaatter, saa kunde det dog lige saa lidet være ham behageligt, at staa i Lydighedsforhold til den tydske Kejser, som for Haakon Jarl at staa i det samme Forhold til ham. Vi se derfor, at han allerede strax efter Erhvervelsen af Lenshøjheden over Norge tænkte paa at begynde Krig mod Tydskland, medens Kejseren var i Italien, thi det fortælles udtrykkeligt hos Widukind, at de tydske Høvdinger, der i Aaret 968 vare forsamlede ved Borgen Werla i Saxland, ikke fandt det raadeligt at efterkomme den Befaling, Kejseren i et Brev havde givet dem, at fortsætte Krigen mod de vendiske Redarer, fordi der just forestod en Krig med de Danske, og man tvivlede om at have Magt nok til at føre to Krige paa een Gang[1]. Af Krigen blev der dog for denne Gang intet; maaske hine Høvdingers Forsigtighed og Paapasselighed har afværget den. Omtrent paa samme Tid oprettedes det nye Erkebispedømme Magdeburg (968), der skulde omfatte alle de vendiske Kirker: en Foranstaltning, som vidner om at Kejsermagten just nu kunde optræde med større Overlegenhed blandt Tydsklands hedenske Naboer, end nogensinde forhen. Det vilde derfor have været højst ubetimeligt, om Harald nu havde begyndt Krig, og han holdt sig derfor viseligt i Ro. Otto havde og den Tilfredsstillelse, da han efter sin Tilbagekomst fra Italien højtideligholdt Paasken i Quedlingburg (Marts 973), at se ej alene
- ↑ Widukind, III. Cap. 70.
(Cap. 79) lægges Thorgny Lagmand i Munden, heder det vistnok, at Riget under ham ej led nogen Afbræk eller Formindskning, men man maa ej tage disse Ord altfor nøje.
