retningen om Erkebiskop Unnes Rejse til Sverige erfare, at der ogsaa var en Konge ved Navn Ring med hans Sønner Erik og Emund, hvilke Fyrster maa have hersket i Birk eller Sigtun, siden det var der, at Unne opholdt sig og døde. Dette tyder paa, at det af Erik Eimundssøn samlede Rige atter var splittet ad, og vist er det, hvad vi tidligere have paapeget, at vi nu heller ikke finde Sviakongen, men Danekongen som den, der optræder med Fordringer paa Viken i Norge. Vi have ogsaa seet, hvorledes Haakon Adelsteensfostre i denne Tid gjorde sine Rettigheder til Vermeland gjeldende, og hvorledes baade han og Harald Graafeld herjede Gautland. Tillige nævner Saxo om at Skaane paa denne Tid erhvervedes tilbage for Danmark: det har altsaa maaske ligeledes udgjort en Deel af Eriks Erobringer, men sidenefter været tabt[1]. Efter Bjørn, hvis Regjering følgelig maa have været temmelig fredelig, men svag, fulgte hans Sønner Erik og Olaf, efter hvad man maa formode omtrent ved 950[2]. Olaf blev forgiven; det siges ikke tydeligt, af hvem, men det er dog let at skjønne, at man sigtede den ærgjerrige og herskesyge Erik for denne Udaad. Olaf efterlod sig Sønnen Bjørn, der blev opdragen ved Hirden, eg tidlig viste en saadan Ustyrlighed, at Farbroderen kaldte ham Styrbjørn. Erik, der af sine Sejrvindinger fik Navnet den sejrsæle, optræder atter som Herre over hele Sverige, hvilket han i Løbet af sin temmelig lange Regjeringstid maa have underkastet sig. Men derved maatte han ogsaa komme i et spendt Forhold saavel til Norge, som i Særdeleshed til Danmark, hvis Konge Harald Gormssøn nu øjensynligt gjorde Fordring paa at ansees som hele Nordens Overherre.
Disse vare Forholdene rundt omkring i Norges østlige og sydlige Nabolande, da Haakon Jarl erhvervede Magten i Norge under Harald Gorms-
- ↑ Saxo, 10de Bog, S. 481. Det heder der, at Thyre, Haralds Moder, der havde haft den Fortjeneste af Landet at hygge Danevirke, heller ikke gjorde sig mindre fortjent ved at befri Skaane fra det svenske Overherredømme, under hvilket det havde været skatskyldigt. Dette henføres til Tiden efter Krigen med Tydsklands Kejser. Men paa den Tid maa dog vistnok Thyre forlængst have været død, og denne Bedrift maa følgelig have været udført meget tidligere, medens Thyre endnu levede, ja sandsynligviis endog før Gorm den gamles Død. Muligt er det dog, at Skaane her er sat ved en Misforstaaelse istedetfor Slesvig.
- ↑ Ifølge Olaf den helliges Saga Cap. 13, hvor dog i den trykte Udgave Bjørns Navn ved en Forglemmelse er udeladt, skal Erik Eimundssøn have naaet en Alder af 100 Aar. Rimeligere er det dog at antage dette om Bjørn. I den Tale, der senere
