traadte med den græske Kejserstat, skyldtes altsaa fornemmeligt de Begivenheder, der havde fundet Sted i Rusland, og betingedes for en stor Deel af den Stilling, den russiske Storfyrste nu havde indtaget. Det er derfor ilte at undres over, at Rusland eller Gardarike fra denne Tid af omtales hyppigere i vore Oldskrifter, og griber mere ind i Nordens egne Begivenheder, end forhen. Det ligger forøvrigt i Sagens Natur, at det fornemmelig var Sviarne, der kom i Berørelse med Gardarike, og som i det mindste i Førstningen afgave det største Antal Krigere, der toge Tjeneste der. Det er forhen nævnt, at det svenske Rige paa denne Tid allerede grændsede umiddelbart til Gardarike, fornemmelig ved Besiddelsen af Finlands Kyststrækning, der tilligemed Aalands-Øerne lige til Sveriges egen Kyst synes at have været indbegrebet under den fælles Benævnelse Balagardssiden, efter et Sted, Balagard, der i hine Tider maa have været meget bekjendt og besøgt der. Uppsalakongernes Herredømme strakte sig under Erik Eimundssøn og hans nærmeste Efterfølgere lige til Aldegja eller Ladoga, paa hvis sydlige Side, nær ved Floden Volkhovs Munding, Russernes ældste Hovedstad, Aldegjeborg, var beliggende, og, som det lader til, en anseet og meget besøgt Handelsstad, Novgorods egentlige Havn.
De svenske Begivenheder ere forresten paa denne Tid indhyllede i betydeligt Mørke, da Landet selv savner paalidelige Efterretninger, ældre end Christendommens Indførelse, og vore Oldskrifter kun lejlighedsviis omtaler Uppsalakongerne, uden at fortælle om Kongerne i Birk eller Sigtun, eller om Begivenheder i Gautland. Vi erfare, hvad der allerede ovenfor er omtalt[1], at Erik Eimundssøn omtrent paa Harald Haarfagres Tid underkastede sig hele Sverige, Gautland iberegnet, og gjorde tillige Fordring paa Viken, skjønt forgjæves. Hans Dødsaar angives i Sagaerne urigtigt til 10 Aar efter Harald Haarfagres Tronbestigelse, eller til henved 870; den maa være indtruffen langt senere[2]. Hans Eftermand i Uppsala var Sønnen Bjørn den gamle, der skal have hersket i 50 Aar, i hvilken Tid vi af Be-
- ↑ Se ovenfor 1ste B. S. 376.
- ↑ Dette sees endog af Beretningen om Styrbjørn, thi denne kan, da han faldt ved Uppsala mellem Aarene 980 og 985, neppe have været mere end i det højeste 25 Aar; hans Fødsel falder saaledes omkring 960; da det ej er at antage, at Olaf, hans Fader, da han blev forgiven, havde længe været Konge, og heller ikke ved hans Fødsel kan have været en gammel Mand, falder altsaa Olafs Tronbestigelse mellem 950 og 960, og Bjørns følgelig mellem 900 og 910. Mere herom i det Følgende, hvor der nærmere handles om Styrbjørns Bedrifter.
til Myklegaard, lod sig der hverve, og tilsidst blev Høvding for Væringerne. I byzantinske Skrifter omtales Væringer allerførst ved 1034. Det er saaledes vistnok er Fejtagelse, naar Enkelte have antaget Tilværelsen af Væringer før den Tid, og søgt dem saavel i de Goter, Konst. Porphyrogenitus omtaler, som de i tidligere saakaldte foederati i den byzantinske Hær.
