paa denne Tid Krigstjeneste i de kejserlige Hære[1]. Efter Traktatens Ord synes man vistnok at maatte slutte, at den russiske Storfyrstes Anbefaling udfordredes for at nyde de her omhandlede Rettigheder; men for den rejsende Nordbo maatte denne ikke være vanskelig at erholde; muligt og, at hans egen Fyrstes Jærtein eller Pas var tilstrækkeligt. De Varer, som Nordboerne erhvervede i Konstantinopel, synes foruden de sædvanlige østerlandske og sydlandske Natur- og Kunst-Frembringelser fornemmelig at have været kostbare Tøjer, af hvilke det forhen nævnte Pavolok, det være nu Purpur eller Silke, indtog den fornemste Rang. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at denne Forbindelse med Konstantinopel har bevirket store Fremskridt i de nordiske Nationers Kultur, og tillige mægtigt fremhjulpet Christendommen. De Nordboer, der havde lært Konstantinopels Pragt, og, om end kun tildeels, det mere forfinede Liv, som der herskede, at kjende, kunde neppe ved Hjemkomsten til Norden finde saadant Behag i sine simple Omgivelser og den raae Levemaade, som forhen, men maatte nære Ønsket om, saavidt det lod sig gjøre, at efterligne, hvad de i Myklegaard – saa kaldte de Konstantinopel – havde seet og vel for en stor Deel vant sig til. Og den Pomp, hvormed den christelige Gudstjeneste foregik i Konstantinopel, maa have udøvet en større Virkning paa Gemytterne, og gjort Christendommen mere tillokkende for dem, end de sammenligningsviis simplere Former,
- ↑ Allerede ovenfor er den Betingelse i Ingvars Fredstraktat omtalt, ifølge hvilken Kejseren af Konstantinopel skulde kunne forlange Hjelpetropper af den russiske Storfyrste, hvilket dog i Virkeligheden neppe er anderledes at forstaa, end at det skulde være de græske Udsendinger tilladt at hverve Krigere i Rusland. Og af denne Tilladelse have de vistnok ogsaa benyttet sig. Det egentlige Væringekorps finder man derimod ikke omtalt førend henimod Aarhundredets Ende, se nedenfor S. 85.
Stoffer utilskaarne (ἀράφια), undertiden tilsyede til Klædninger (ἐῤῥαμμένα). De plejede at sendes i Kasser, overtrukne med rødt Læder; da et Overtræk paa Russisk heder „Povlok“ har man antaget dette Ord for Oprindelsen til Navnet. (Schlözers Nestor III. S. 291, 293). Da det i Beretningen om Gudleik gerdske (Olaf den helliges Saga Cap. 65) heder at han i Gardarike kjøbte for Kongen baade „Pell“, hvilket han tiltænkte Kongen til Stadsdragt, og endnu herligere Stoffer, skulde man næsten tro at dette „Pell“, om hvis Beskaffenhed man ligeledes ikke endnu er paa det Rene, har været regnet blandt hine Pavoloker. Dette synes saa meget rimeligere, som der hos Nestor ogsaa (ved 907) fortælles, at Oleg ved sin Sejlads fra Konstantinopel bød at Russerne i hans Flaade skulde bruge Sejl af Pavoloker, Slaverne derimod kun af simplere Stof, et Slags Netteldug; thi ogsaa om Sigurd Jorsalafarer heder det, at han for at vise sin Pragt og Rigdom sejlede til Konstantinopel med Sejl, besatte med „Peller“. Ogsaa det saakaldte „Gudvef“ eller Purpur brugtes til Overtræk, hvilket man kan se af Olaf Tr. Saga Cap. 233, og Laxdølasaga Cap. 46, hvor der fortælles at det kostbare Hovedklæde, Ingebjørg Tryggvesdatter forærede Kjartan Olafssøn, forvaredes i en Pose af „Gudvef“.
