Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/110

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
84
Haakon Jarl.

under hvilke de ellers havde Anledning til at se den udøvet i England, Skotland eller Tydskland. Vel nævner ikke Historien særskilt om nogen Nordmand, eller overhoved om Nordmænd, der i Konstantinopel antoge Christendommen førend denne blev indført af Kong Olaf Tryggvessøn, men dog kan man med Vished vide, at deres Antal ikke har været saa lidet. Ogsaa erfarer man af Ingvars Traktat, at flere Russer, og blandt dem upaatvivlelig flere Nordmænd og Svenske, allerede da vare Christne[1].

Ingvars egen Hustru, den berømte Olga (egentlig Helga), antog efter hans Død selv Christendommen paa en Rejse, hun foretog til Konstantinopel, og søgte, skjønt forgjæves, at faa sin Søn Svjatoslav til at følge sit Exempel. Svjatoslav gjorde ligeledes et Tog til Konstantinopel (971.), hvis Kejser han aftvang rige Gaver, men sluttede dog strax efter en ny Fred med ham. Efter hans Død kom hans tre Sønner, Jaropolk, Oleg og Vladimir (Valdemar), i Strid med hinanden. Jaropolk, som den ældste, havde allerede i Faderens Levetid faaet Kijev, af vore Forfædre kaldet Kønugard, og som nu var Ruslands egentlige Hovedstad; Oleg havde faaet Derevjernes Land, og Vladimir, den yngste, Novgorod, vore Forfædres Holmgard, der betragtedes som Rigets anden Hovedstad, hvor Fyrsterne ogsaa ofte residerede. Jaropolk angreb og fældte Oleg, og Vladimir flygtede ved Efterretningen herom hiinsides Havet, altsaa rimeligviis til Sverige, hvor han, som man erfarer, samlede en Hær, da det nemlig fortælles, at han tre Aar efter kom tilbage til Novgorod med „Væringer“, satte sig i Besiddelse af Novgorod, og overvandt og fældte endelig sin Broder, hvorved han blev Eneherre over det hele Rige[2]. Han indrettede allerførst et Korps af de tapreste og dueligste nordiske Krigere, hvilke han fordeelte i de forskjellige Kvarterer af sin Hovedstad Kijev. Dette Korps synes at være det første, der fik Navn af Væringer eller Edsforbundne, en Benævnelse, der fra den Tid i Rusland gik over til at blive en Benævnelse for Mænd fra Landene hiinsides Østersøen i Almindelighed[3]. At der i hiint Korps

  1. Det heder udtrykkeligt i Indledningen til den ingvarske Traktat af 945: Den af Russerne som bryder Freden, skal, hvis han er døbt, faa sin Straf af den almægtige Gud, hvis han ej er døbt, ikke faa nogen Hjelp af Guden Perun, eller af sine Vaaben o. s. v. Ligesaa i Slutningen: de døbte Russer sværge Ed paa Korset, de ikke døbte lægge deres Vaaben for sig og sværge o. s. v. Om de saa godt som udelukkende nordiske Navne, de i Traktaterne opregnede russiske Befuldmægtigede, deels Gesandter, deels „Gjester“ fore, se ovenfor 1. B. S. 40.
  2. Nestor fortæller udtrykkeligt ved 977: Da Vladimir i Novgorod havde erfaret, hvorledes Jaropolk havde fældt Oleg, blev han bange og flygtede hiinsides Havet, hvorpaa Jaropolk satte sig i Besiddelse af Novgorod; siden heder det ved 980: Vladimir kom med Væringer til Novgorod.
  3. Det er aldeles vist, at Nestor, efter hans Tids Sprogbrug, ved Ordet „Væ-