maal, have, paa hvad vi have flere Exempler i vore Sagaer, været afsendte for at handle paa Fyrstens egne Vegne, eller i Kompagniskab med ham. Ingen Russer maatte indfinde sig i Konstantinopel uden et Slags Pas, hvor Antallet af hans Skibe anførtes, og det forøvrigt godtgjordes, at han kom i fredelige Hensigter; hvis ikke, blev han anholdt og sat i Forvaring indtil Fyrsten[1] var underrettet derom; satte han sig til Modværge og blev dræbt, var han Ubodemand. Gesandterne forsynedes tidligere med et Slags Segl af Guld, Gjesterne med Segl af Sølv: man gjenkjender heri de saakaldte Jerteiner, der, eftersom Christendommen og Skrivekunsten udbredte sig i Rusland, afløstes af skriftlige Vidnesbyrd. Russerne skulde opholde sig paa et bestemt Sted udenfor Porten, indtil deres Passe vare undersøgte og deres Navne optegnede. Kun 50 ad Gangen maatte komme ind i Staden, ubevæbnede og under Ledsagelse af kejserlige Embedsmænd, og de havde blot Adgang gjennem een Port. Naar det viste sig, at de vare komne for at drive Handel, fik de af Kejseren et maanedligt Underhold, bestaaende i alle Slags Levnetsmidler, Gjesterne for 6 Maaneder. Blev en Russer dræbt i Konstantinopel, eller en Græker af en Russer, skulde den Dræbtes Slægtninger have Ret til at hevne Drabet. Undveg Morderen, skulde den Dræbtes nærmeste Frænde være berettiget til hans Formue. Hvis en Russers Træl løb bort under Opholdet i Konstantinopel, skulde han, hvis han blev paagreben, tilbagegives sin Herre; blev han ikke funden, men hans Herre edeligt bekræftede sin Forsikring, at han var bortløben,
Dette forklares sædvanligviis ved „Storfyrsten“. Men langt rimeligere synes det, at der i eller ved Konstantinopel har været en residerende russisk „Fyrste“ eller Gesandt, der havde at paase deres Rettigheder og holde Orden over dem. Dette ligger endog udtrykkeligt i Ordene paa flere Steder i Traktaten, navnligt i dette.
- ↑ Widukind, III. Cap. 70.
og vare fri for sædvanlige Afgifter og Pligter, som for Byskatter. Hvo gjenkjender ikke i den første Skildring de norske Gjester, saaledes som de beskrives i Kongespejlet og Hirdskraa? De udgjorde ogsaa en egen Korporation, og deres Hovedhverv var at udføre slige Ærender som oven omtalt; men i ældre Tider var det vel heller ikke saa let og farefrit et Arbejde at opkræve Told, og derfor var det vistnok i sin Orden, at Gjesterne anvendtes dertil. At de ogsaa i Rusland anvendtes til Hoftjeneste, sees deels af det ovenanførte, deels af hvad Konstantin Pophyrogenitus fortæller om Olgas Ophold i Konstantinopel, at hun var ledsaget af 44 Gjester. Og omvendt kunde det være en farefuld Rejse nok, hvortil der vel behøvedes Mod og Raskhed, at drage i Handelsfærd for Kongen. Vi læse i Olaf den helliges Saga Cap. 65 om Handelsmanden Gudleik, der netop plejede at drage i Handelsrejse til Gardarike, og derfor kaldtes Gudleik gerdske, at Kong Olaf lagde Handelsfællig med ham, for at han i Gardarike, maaske og i Konstantinopel, skulde kjøbe ham sjældne Varer. Han har sikkert været en saadan „Gjest“, som her beskrevet. Han blev paa Hjemrejsen overfalden og dræbt.
