for antydede Omstændigheder, nemlig Gallervandringen i det 3die Aarhundrede, Kimbrer- og Teutoner-Toget m. m.; det bliver det rimeligste alene af den Grund, at man isaafald kan paavise en bestemt Aarsag til disse Vandringer. Men traf de indvandrende gotiske Folk Kelter i de Lande, de besatte, da maa denne Omstændighed have bidraget til at give deres Kultur- og Samfunds-Udvikling en egen Charakter, noget forskjellig fra den, der udviklede sig i Norge og Sverige, hvor Indvandrerne fandt et saagodtsom ubeboet Land for sig og i alle Fald blot kom i Berørelse med nogle faa halvvilde Nomader. Om Kulturtilstanden i den reengotiske Tid have vi forresten ingen bestemte Efterretninger; for Nordens Vedkommende ligger den endog udenfor Historien[1]. Men fra den blandet-gotiske Tid, da Goter-Navnet efterhaanden gav Plads for Dane-Navnet, og tilsidst kun bibeholdtes for Landet, ej for Folket, indeholde saavel vore egne Oldskrifter, som det oftere omtalte Beowulf-Digt, interessante Skildringer, af hvilke vistnok meget tilhører den Tidsalder, hvori det blev nedskrevet, men som dog i det Hele taget give ret gode Oplysninger. Det fremgaar af disse, at Levemaade, Skikke og Sæder da i det Væsentlige vare de samme som de, vi gjenfinde hos vore egne Forfædre i en noget sildigere Tid. Fortrolighed med Søvæsen og Skibsfart hører allerede i hine Skildringer til det charakteristiske, og krigerske Søtog til fjerne Lande omtales som sædvanlige[2].
At disse gotiske Folkeslag, som overhoved alle de germaniske Nationer fra det første Øjeblik, vi see dem fremtræde paa Skuepladsen, kjendte Jernets Brug og Tilvirkning, maa, hvad vi allerede tidligere have antydet, ansees for en afgjort Sag. Et andet Spørgsmaal bliver det, om de forefundne ældre Jern-Oldsager i de fordum gotiske Lande ogsaa alle ere gotiske, og om ej enkelte kunne henhøre til den sidste keltiske Periode, da ogsaa Kelterne havde lært Jernets Brug. Denne Sag er endnu forlidet undersøgt til at man kan fælde nogen bestemt Dom derom. Vi vide blot saameget, at Jern-Oldsagerne i Almindelighed betegne den germaniske, Bronce-
- ↑ Det gotiske Guldhorn fremstiller, som ovenfor bemerket, blodige Menneskeoffringer.
- ↑ Se især hvad der i Beowulf-Digtet forefindes om Sejladsen fra og til Sø- eller Vejr-Gauternes Land (43–447, 3772–7835) om Hugleiks Tog til Frankland og Frisland (2420, 4706 ff., 5824 ff.) m. m. Om det charakteristiske ved de gotiske Folks Begravelsesmaade ville vi i det Følgende komme til at yttre os udførligere. Her ville vi kun foreløbigt antyde, at den særegne Frauja- eller Frey-Kultus, ligesom den i det Hele taget synes at have begunstiget og indskærpet Freden og dens Syster, ogsaa synes at have foreskrevet en anden Begravelsesmaade, end den, der ifølge Snorre (Yngl. S. Cap. 8, 10) ellers tilhørte Vodans Lære; denne fordrede nemlig at de asdødes Lig skulde brændes; Frauja-Dyrkelsen synes derimod at have foretrukket at de ubrændte højlagdes. Og virkelig indeholdt de fleste hedenske Grave fra Jernalderen i Danmark ubrændte Lig, medens i Norge de brændte ere sædvanligst.
