Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/90

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
62
Gotiſk Kultur.

for antydede Omſtændigheder, nemlig Gallervandringen i det 3die Aarhundrede, Kimbrer- og Teutoner-Toget m. m.; det bliver det rimeligſte alene af den Grund, at man iſaafald kan paaviſe en beſtemt Aarſag til disſe Vandringer. Men traf de indvandrende gotiſke Folk Kelter i de Lande, de beſatte, da maa denne Omſtændighed have bidraget til at give deres Kultur- og Samfunds-Udvikling en egen Charakter, noget forſkjellig fra den, der udviklede ſig i Norge og Sverige, hvor Indvandrerne fandt et ſaagodtſom ubeboet Land for ſig og i alle Fald blot kom i Berørelſe med nogle faa halvvilde Nomader. Om Kulturtilſtanden i den reengotiſke Tid have vi forreſten ingen beſtemte Efterretninger; for Nordens Vedkommende ligger den endog udenfor Hiſtorien[1]. Men fra den blandet-gotiſke Tid, da Goter-Navnet efterhaanden gav Plads for Dane-Navnet, og tilſidſt kun bibeholdtes for Landet, ej for Folket, indeholde ſaavel vore egne Oldſkrifter, ſom det oftere omtalte Beowulf-Digt, interesſante Skildringer, af hvilke viſtnok meget tilhører den Tidsalder, hvori det blev nedſkrevet, men ſom dog i det Hele taget give ret gode Oplysninger. Det fremgaar af disſe, at Levemaade, Skikke og Sæder da i det Væſentlige vare de ſamme ſom de, vi gjenfinde hos vore egne Forfædre i en noget ſildigere Tid. Fortrolighed med Søvæſen og Skibsfart hører allerede i hine Skildringer til det charakteriſtiſke, og krigerſke Søtog til fjerne Lande omtales ſom ſædvanlige[2].

At disſe gotiſke Folkeſlag, ſom overhoved alle de germaniſke Nationer fra det førſte Øjeblik, vi ſee dem fremtræde paa Skuepladſen, kjendte Jernets Brug og Tilvirkning, maa, hvad vi allerede tidligere have antydet, anſees for en afgjort Sag. Et andet Spørgsmaal bliver det, om de forefundne ældre Jern-Oldſager i de fordum gotiſke Lande ogſaa alle ere gotiſke, og om ej enkelte kunne henhøre til den ſidſte keltiſke Periode, da ogſaa Kelterne havde lært Jernets Brug. Denne Sag er endnu forlidet underſøgt til at man kan fælde nogen beſtemt Dom derom. Vi vide blot ſaameget, at Jern-Oldſagerne i Almindelighed betegne den germaniſke, Bronce-

  1. Det gotiſke Guldhorn fremſtiller, ſom ovenfor bemerket, blodige Menneſkeoffringer.
  2. Se iſær hvad der i Beowulf-Digtet forefindes om Sejladſen fra og til Sø- eller Vejr-Gauternes Land (43–447, 3772–7835) om Hugleiks Tog til Frankland og Frisland (2420, 4706 ff., 5824 ff.) m. m. Om det charakteriſtiſke ved de gotiſke Folks Begravelſesmaade ville vi i det Følgende komme til at yttre os udførligere. Her ville vi kun foreløbigt antyde, at den ſæregne Frauja- eller Frey-Kultus, ligeſom den i det Hele taget ſynes at have begunſtiget og indſkærpet Freden og dens Syſter, ogſaa ſynes at have foreſkrevet en anden Begravelſesmaade, end den, der ifølge Snorre (Yngl. S. Cap. 8, 10) ellers tilhørte Vodans Lære; denne fordrede nemlig at de aſdødes Lig ſkulde brændes; Frauja-Dyrkelſen ſynes derimod at have foretrukket at de ubrændte højlagdes. Og virkelig indeholdt de fleſte hedenſke Grave fra Jernalderen i Danmark ubrændte Lig, medens i Norge de brændte ere ſædvanligſt.