Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/89

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
61
Sælund. Gepider.

Gifðe[1] d. e. „de Lykkelige“. Dette Navn pasſer godt med Øen Sjælands gotiſke Navn. Thi endog i vore, forholdsviis ſildige, Oldſkrifter finder man det i hele den Tid, Danmark benævntes Gotland, altſaa i den gotiſke Kulturperiode, ikke kaldet Sjáland eller Sjæland, ſom det ſiden hed, men Sælund (Thietmar’s Selon). Dette Sælund, der ſvarer til en gotiſk Form Sélundi, betyder „det ſæle, det lykkelige Sted“; en Benævnelſe der paa den ene Side ſtemmer baade med Landets virkelige Beſkaffenhed og med dets Egenſkab ſom Nationalhelligdommens Sæde, og paa den anden Side antyder det ſamme Begreb, der ligger i Gifdhernes eller Gepidernes Navn. Her ſtøde virkelig altfor mange overeensſtemmende Omſtændigheder ſammen, til at man ej ſkulde finde det indlyſende, at Forholdene idetmindſte i Hovedſagen have været ſaadanne, ſom vi her have ſkildret dem. Men vi kunne paaviſe endnu flere. Saaledes fortæller Prokop udtrykkeligt at det gepidiſke, gotiſke og vandaliſke Sprog var eet og det ſamme[2], og om Vandalernes nøje Slægtſkab med Goterne indeholde desuden ogſaa andre Forfattere mange Vink. Men det ſamme Navn, Vandalerne bære, Vandal, Vandil eller Vendil, gjenkjende vi endog i vore Dage i Navnet paa Jyllands nordligſte Deel, Vendſysſel, der i Oldtiden kaldtes Vendil, og Skagen Vendilſkagen. Og i Digtet om Beowulf nævnes udtrykkeligt Wendlerne d. e. Vandalerne, ſom et under den gotiſke Danekonge lydende Folk.

Stiller man ſig de geographiſke Omrids af den gotiſke Kulturkreds i Norden klart for Øje, vil man finde, at de i det Væſentlige ere de ſamme ſom de, inden hvilke Levninger fra Bronce-Alderen findes. Vi erfare altſaa at de af gotiſke eller ingvionſke Folk i Norden beſatte Landſkaber tidligere vare beboede af keltiſke Folk, medens man derimod ej finder Spor af nogen ſaadan keltiſk Befolkning i de reennordiſke Lande, nemlig det egentlige Sverige og Norge. Det bliver nu et Spørgsmaal, om den keltiſke Befolkning allerede havde forladt Landet, førend de germaniſke Folk indfandt ſig, eller om deres Bortflytning var en umiddelbar Følge heraf. Det ſidſte ſynes at være det rimeligſte, naar man tager Henſyn til de allerede oven-

  1. Se ovenfor S. 33. I Beowulfdigtets v. 4983 nævnes Gifðe udtrykkelig blandt de nærmeſt ved Gauterne levende Folk. Det heder nemlig, at Sø-Gauternes Konge ej behøvede at ſøge Kæmper, der vilde ſtaa tilbage for Beowulf, blandt „Gifdher“, Geir-Daner (ſpydſvingende Daner) eller i Sverige. De vare altſaa Germanernes Nabofolk.
  2. Prokop, om den vandal. Krig, I. 2. Han kalder her Goter (d. e. Øſtgoter), Vandaler, Veſtgoter og Gepider tilſammen γοτθικά ἔθνη, d. e. gotiſke Folk, og fortæller at de alle i ſin Tid boede „hinſides Donau“. Men hinſides Donau betyder hos ham „etſteds langt i Norden“, thi ogſaa Varnerne lader han bo „hinſides Donau“.