Gifðe[1] d. e. „de Lykkelige“. Dette Navn passer godt med Øen Sjælands gotiske Navn. Thi endog i vore, forholdsviis sildige, Oldskrifter finder man det i hele den Tid, Danmark benævntes Gotland, altsaa i den gotiske Kulturperiode, ikke kaldet Sjáland eller Sjæland, som det siden hed, men Sælund (Thietmar’s Selon). Dette Sælund, der svarer til en gotisk Form Sélundi, betyder „det sæle, det lykkelige Sted“; en Benævnelse der paa den ene Side stemmer baade med Landets virkelige Beskaffenhed og med dets Egenskab som Nationalhelligdommens Sæde, og paa den anden Side antyder det samme Begreb, der ligger i Gifdhernes eller Gepidernes Navn. Her støde virkelig altfor mange overeensstemmende Omstændigheder sammen, til at man ej skulde finde det indlysende, at Forholdene idetmindste i Hovedsagen have været saadanne, som vi her have skildret dem. Men vi kunne paavise endnu flere. Saaledes fortæller Prokop udtrykkeligt at det gepidiske, gotiske og vandaliske Sprog var eet og det samme[2], og om Vandalernes nøje Slægtskab med Goterne indeholde desuden ogsaa andre Forfattere mange Vink. Men det samme Navn, Vandalerne bære, Vandal, Vandil eller Vendil, gjenkjende vi endog i vore Dage i Navnet paa Jyllands nordligste Deel, Vendsyssel, der i Oldtiden kaldtes Vendil, og Skagen Vendilskagen. Og i Digtet om Beowulf nævnes udtrykkeligt Wendlerne d. e. Vandalerne, som et under den gotiske Danekonge lydende Folk.
Stiller man sig de geographiske Omrids af den gotiske Kulturkreds i Norden klart for Øje, vil man finde, at de i det Væsentlige ere de samme som de, inden hvilke Levninger fra Bronce-Alderen findes. Vi erfare altsaa at de af gotiske eller ingvionske Folk i Norden besatte Landskaber tidligere vare beboede af keltiske Folk, medens man derimod ej finder Spor af nogen saadan keltisk Befolkning i de reennordiske Lande, nemlig det egentlige Sverige og Norge. Det bliver nu et Spørgsmaal, om den keltiske Befolkning allerede havde forladt Landet, førend de germaniske Folk indfandt sig, eller om deres Bortflytning var en umiddelbar Følge heraf. Det sidste synes at være det rimeligste, naar man tager Hensyn til de allerede oven-
- ↑ Se ovenfor S. 33. I Beowulfdigtets v. 4983 nævnes Gifðe udtrykkelig blandt de nærmest ved Gauterne levende Folk. Det heder nemlig, at Sø-Gauternes Konge ej behøvede at søge Kæmper, der vilde staa tilbage for Beowulf, blandt „Gifdher“, Geir-Daner (spydsvingende Daner) eller i Sverige. De vare altsaa Germanernes Nabofolk.
- ↑ Prokop, om den vandal. Krig, I. 2. Han kalder her Goter (d. e. Østgoter), Vandaler, Vestgoter og Gepider tilsammen γοτθικά ἔθνη, d. e. gotiske Folk, og fortæller at de alle i sin Tid boede „hinsides Donau“. Men hinsides Donau betyder hos ham „etsteds langt i Norden“, thi ogsaa Varnerne lader han bo „hinsides Donau“.
