Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/88

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
60
Hredgoter.

en ſæregen Guddom optoges i vore Forfædres Gudekreds, kaldet Ingvi-Freyr, Ingvinernes Frey eller Herre, og anſeet for eet med Stamfaderen Ingvi, Mann’s Søn. Efter de her givne Oplysninger vil det nu blive lettere at danne ſig en Foreſtilling om, hvilke Nationer Plinius og Tacitus nærmeſt have forſtaaet ved eller regnet blandt Ingvinerne: alle dem nemlig, hvis Høvdinge-Ætter udledede deres Herkomſt fra Ingvi, og ſom var fælles om den ſæregne Nerthus- eller Frauja-Dyrkelſe, med andre Ord, alle de gotiſke og i nærmeſt Forbindelſe med Goterne ſtaaende Folkeſlag fra Gøta-Elven til henimod Elben, og øſtover henimod Oder.

Af disſe Nationer var naturligviis Goternes den fornemſte, og den, under hvilken maaſkee flere af de øvrige i videre Forſtand henregnedes. Men Goterne ſelv deelte ſig ogſaa i forſkjellige mindre Folk der førte ſæregne Navne. Jornandes oplyſer, hvad der allerede i det Foregaaende er berørt, at Goterne allerede i den førſte Tid efter Udvandringen deelte ſig i tre Hovedafdelinger, Øſtgoter, Veſtgoter og Gepider. Men han giver derhos ikke utvetydigt at forſtaa, at Delingen egentlig fandt Sted under Udvandringen ſelv, idet han knytter den til de trende Skibe, paa hvilke Goterne kom fra Skandja og Gotiſkandja, og af hvilke Gepidernes var det ſidſte[1] Det er ovenfor blevet berørt, at angelſaxiſke Skribenter, ſom omtale Goterne, kalde dem Hreder, Hræder, Hredgoter[2], og da vi i dette Navn ſtrax gjenkjende vore Oldſkrifters Reidgoter, der iſær, ſom det heder, brugtes om Jyllands Indbyggere, men ogſaa ofte udſtrækkes til alle Goter i Danmark, og i Beowulf-Digtet endog bruges om de gotiſke Daner paa Scedenigg (Skaane)[3], maa man antage, at det var denne Benævnelſe, hvormed de egentlige Goter, Øſt- og Veſt-Goterne, i Særdeleshed betegnede ſig ſelv. I Gepiderne derimod, hvilke ifølge Jornandes’s Udſagn bleve tilbage paa de af ham ſaakaldte Gepider-Øer i Weichſelmundingen, i Virkeligheden de ſkandiſke eller danſke Øer, gjenkjende vi det Folk, ſom angelſaxiſke Forfattere kalde

  1. Se iſær Jornandes de reb. get. Cap. 17.
  2. Vidſidh. v. 13, 114, 239. – Det angelſ. Digt om St. Helena nævner i v. 20 (Grimnis Udgave) Huner, Hredgoter og Franker, i v. 58 Huner og Hreder tilſammen ſom de Nationer, der ved Folkevandringerne overſvømmede det romerſke Rige. Ogſaa Kong Alfred kalder i ſine Overſættelſer af Oroſius og Boethius Goterne meget ofte Hredgoter; endog den bekjendte Radagaiſus kalder han Rædgota. Det er derfor aabenbart, at Angelſaxerne endnu paa Alfreds Tid (Cap. 890) kjendte Goterne under Navnet Rædgoter eller Reidgoter, ikke gjennem de latinſke Forfattere, men gjennem deres egne, paa umiddelbart Naboſkab med dem i Norden grundede Sagn.
  3. Beowulf. v. 21. Her kaldes Hrodgars Underſaatter Hrèðmenn, medens han ſelv længer nede (v. 3368–71) kaldes den ſæleſte af de Konger, der paa Scedenigg uddelede Skatte.