en særegen Guddom optoges i vore Forfædres Gudekreds, kaldet Ingvi-Freyr, Ingvinernes Frey eller Herre, og anseet for eet med Stamfaderen Ingvi, Mann’s Søn. Efter de her givne Oplysninger vil det nu blive lettere at danne sig en Forestilling om, hvilke Nationer Plinius og Tacitus nærmest have forstaaet ved eller regnet blandt Ingvinerne: alle dem nemlig, hvis Høvdinge-Ætter udledede deres Herkomst fra Ingvi, og som var fælles om den særegne Nerthus- eller Frauja-Dyrkelse, med andre Ord, alle de gotiske og i nærmest Forbindelse med Goterne staaende Folkeslag fra Gøta-Elven til henimod Elben, og østover henimod Oder.
Af disse Nationer var naturligviis Goternes den fornemste, og den, under hvilken maaskee flere af de øvrige i videre Forstand henregnedes. Men Goterne selv deelte sig ogsaa i forskjellige mindre Folk der førte særegne Navne. Jornandes oplyser, hvad der allerede i det Foregaaende er berørt, at Goterne allerede i den første Tid efter Udvandringen deelte sig i tre Hovedafdelinger, Østgoter, Vestgoter og Gepider. Men han giver derhos ikke utvetydigt at forstaa, at Delingen egentlig fandt Sted under Udvandringen selv, idet han knytter den til de trende Skibe, paa hvilke Goterne kom fra Skandja og Gotiskandja, og af hvilke Gepidernes var det sidste[1] Det er ovenfor blevet berørt, at angelsaxiske Skribenter, som omtale Goterne, kalde dem Hreder, Hræder, Hredgoter[2], og da vi i dette Navn strax gjenkjende vore Oldskrifters Reidgoter, der især, som det heder, brugtes om Jyllands Indbyggere, men ogsaa ofte udstrækkes til alle Goter i Danmark, og i Beowulf-Digtet endog bruges om de gotiske Daner paa Scedenigg (Skaane)[3], maa man antage, at det var denne Benævnelse, hvormed de egentlige Goter, Øst- og Vest-Goterne, i Særdeleshed betegnede sig selv. I Gepiderne derimod, hvilke ifølge Jornandes’s Udsagn bleve tilbage paa de af ham saakaldte Gepider-Øer i Weichselmundingen, i Virkeligheden de skandiske eller danske Øer, gjenkjende vi det Folk, som angelsaxiske Forfattere kalde
- ↑ Se især Jornandes de reb. get. Cap. 17.
- ↑ Vidsidh. v. 13, 114, 239. – Det angels. Digt om St. Helena nævner i v. 20 (Grimnis Udgave) Huner, Hredgoter og Franker, i v. 58 Huner og Hreder tilsammen som de Nationer, der ved Folkevandringerne oversvømmede det romerske Rige. Ogsaa Kong Alfred kalder i sine Oversættelser af Orosius og Boethius Goterne meget ofte Hredgoter; endog den bekjendte Radagaisus kalder han Rædgota. Det er derfor aabenbart, at Angelsaxerne endnu paa Alfreds Tid (Cap. 890) kjendte Goterne under Navnet Rædgoter eller Reidgoter, ikke gjennem de latinske Forfattere, men gjennem deres egne, paa umiddelbart Naboskab med dem i Norden grundede Sagn.
- ↑ Beowulf. v. 21. Her kaldes Hrodgars Undersaatter Hrèðmenn, medens han selv længer nede (v. 3368–71) kaldes den sæleste af de Konger, der paa Scedenigg uddelede Skatte.
