Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/85

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
57
Frauja.

Køer dragne Vogn, en af de mest charakteristiske Ceremonier, der i Norden selv ledsagede Dyrkelsen af Frey, efter Sigende den samme Vane-Guddom Njørds Søn[1]. Men Frey: gotisk Fravi eller Frauja (ɔ: Herren), er kun et Navn for den øverste Gud, thi endog i Vulfilas Bibeloversættelse bruges det til at udtrykke det nye Testamentes „Herren“[2]. Den øverste Gud blandt alle Germanerne var Vodan[3], den af vor ældre Gudelære saa bekjendte Odin, og naar han kaldtes „Herren“, var det ogsaa naturligt, at hans Hustru kaldtes „Fruen“. Men denne „Frue“, der paa gotisk hed Fraujo, og blandt Angelsaxerne kaldtes Frig[4], var netop ingen anden end hiin af Tacitus omtalte „Moder Jord“ thi ogsaa i vor ældre Gudelære nævnes „Jord“ som Odins første Hustru. Til det gotiske Fraujo svarer derimod i vort Oldsprog Freyja, til det angelsaxiske Frig vort Frigg; med disse tvende Navne have vore ældre Mythologer betegnet to kvindelige Guddomme, nemlig Frigg, Odins Hustru, og Freyja, Freys Syster. Vi see imidlertid nu, at Frey og Freyja oprindelig kun ere særegne Navne paa Vodan og „Jord“ eller Nerthus, rimeligviis laante fra den gotiske Kultus. Og naar det etsteds i vore Oldskrifter[5] heder, at Njørd var gift med sin Syster, førend han optoges blandt Æserne, saa sigtes her tydeligt nok til en mandlig og kvindelig Nerthus, ligesom man havde en Frauja og Fraujo[6]; med andre Ord, den mandlige Nerthus

  1. I Olaf Tryggvesøns Saga, Cap. 173, fortælles der, hvorledes Freys Billede kjørtes paa en tildækket Vogn omkring i Vestergøtland, hvor han ivrigst dyrkedes. Den danske Forfatter Saxo, der forvexler Navnet Frey (saxisk Frô) med „Frode“, fortæller hvorledes dennes Undersaatter efter hans Død kjørte ham omkring paa en Vogn. 5te Bog, S. 256.
  2. Endog i Sn. Edda, der fremstiller Nordmændenes særegne Gudelære, heder det Cap. 21: Frey er den herligste af Æserne, som raader for Regn, Solskin, og Jordens Afgrøde. Se mere herom Ann. for nordisk Oldk. og Historie, 1848, 318 S. 9.
  3. Paul Diac. siger udtrykkeligt, at Vodan (Gwodan) er den, hvem alle Germaniens Stammer tilbede som Guddom, den samme som Romernes Merkur (IV. 9). Ogsaa Tacitus siger, at Germanerne mest dyrke Merkur (Vodan), og hos et Par engelske Forfattere tillægges Hengest, Jydernes Høvding, den Yttring: vi dyrke mest Merkur, hvem vi kalde Vodan (Galfr. Monun. I. VI. Cap. 10 og Matth. Westmon. p. 82).
  4. Fredagen der har sit Navn efter Freya, (dies Veneris), heder paa Angels. Frigedäg (af Frig som saaledes bliver identisk med Frigg); og i en gammel Angels. Homili heder det at Venus „paa Dansk“ kaldes „Frycg“ (Ann. f. Nord. Oldk. 1846, S. 79).
  5. Yngl. S. Cap. 4.
  6. Det er merkeligt nok at sammenholde hermed, hvad Tacitus fortæller om det lygiske Folk Naharvalerne, (ogsaa et østgermanisk, med Goterne beslægtet, Folk), nemlig at de i en hellig Lund tilbad nogle Guder, der efter romersk Forklaring maatte kaldes Castor og Pollux, under Navnet Alci, uden Billedstøtter; Prest i kvindelig Dragt forestod Dyrkelsen. (Cap. 43). Alci er enten en Misfor-