Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/85

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
57
Frauja.

Køer dragne Vogn, en af de meſt charakteriſtiſke Ceremonier, der i Norden ſelv ledſagede Dyrkelſen af Frey, efter Sigende den ſamme Vane-Guddom Njørds Søn[1]. Men Frey: gotiſk Fravi eller Frauja (ɔ: Herren), er kun et Navn for den øverſte Gud, thi endog i Vulfilas Bibeloverſættelſe bruges det til at udtrykke det nye Teſtamentes „Herren“[2]. Den øverſte Gud blandt alle Germanerne var Vodan[3], den af vor ældre Gudelære ſaa bekjendte Odin, og naar han kaldtes „Herren“, var det ogſaa naturligt, at hans Huſtru kaldtes „Fruen“. Men denne „Frue“, der paa gotiſk hed Fraujo, og blandt Angelſaxerne kaldtes Frig[4], var netop ingen anden end hiin af Tacitus omtalte „Moder Jord“ thi ogſaa i vor ældre Gudelære nævnes „Jord“ ſom Odins førſte Huſtru. Til det gotiſke Fraujo ſvarer derimod i vort Oldſprog Freyja, til det angelſaxiſke Frig vort Frigg; med disſe tvende Navne have vore ældre Mythologer betegnet to kvindelige Guddomme, nemlig Frigg, Odins Huſtru, og Freyja, Freys Syſter. Vi ſee imidlertid nu, at Frey og Freyja oprindelig kun ere ſæregne Navne paa Vodan og „Jord“ eller Nerthus, rimeligviis laante fra den gotiſke Kultus. Og naar det etſteds i vore Oldſkrifter[5] heder, at Njørd var gift med ſin Syſter, førend han optoges blandt Æſerne, ſaa ſigtes her tydeligt nok til en mandlig og kvindelig Nerthus, ligeſom man havde en Frauja og Fraujo[6]; med andre Ord, den mandlige Nerthus

  1. I Olaf Tryggveſøns Saga, Cap. 173, fortælles der, hvorledes Freys Billede kjørtes paa en tildækket Vogn omkring i Veſtergøtland, hvor han ivrigſt dyrkedes. Den danſke Forfatter Saxo, der forvexler Navnet Frey (ſaxiſk Frô) med „Frode“, fortæller hvorledes dennes Underſaatter efter hans Død kjørte ham omkring paa en Vogn. 5te Bog, S. 256.
  2. Endog i Sn. Edda, der fremſtiller Nordmændenes ſæregne Gudelære, heder det Cap. 21: Frey er den herligſte af Æſerne, ſom raader for Regn, Solſkin, og Jordens Afgrøde. Se mere herom Ann. for nordiſk Oldk. og Hiſtorie, 1848, 318 S. 9.
  3. Paul Diac. ſiger udtrykkeligt, at Vodan (Gwodan) er den, hvem alle Germaniens Stammer tilbede ſom Guddom, den ſamme ſom Romernes Merkur (IV. 9). Ogſaa Tacitus ſiger, at Germanerne meſt dyrke Merkur (Vodan), og hos et Par engelſke Forfattere tillægges Hengeſt, Jydernes Høvding, den Yttring: vi dyrke meſt Merkur, hvem vi kalde Vodan (Galfr. Monun. I. VI. Cap. 10 og Matth. Weſtmon. p. 82).
  4. Fredagen der har ſit Navn efter Freya, (dies Veneris), heder paa Angelſ. Frigedäg (af Frig ſom ſaaledes bliver identiſk med Frigg); og i en gammel Angelſ. Homili heder det at Venus „paa Danſk“ kaldes „Frycg“ (Ann. f. Nord. Oldk. 1846, S. 79).
  5. Yngl. S. Cap. 4.
  6. Det er merkeligt nok at ſammenholde hermed, hvad Tacitus fortæller om det lygiſke Folk Naharvalerne, (ogſaa et østgermaniſk, med Goterne beſlægtet, Folk), nemlig at de i en hellig Lund tilbad nogle Guder, der efter romerſk Forklaring maatte kaldes Caſtor og Pollux, under Navnet Alci, uden Billedſtøtter; Preſt i kvindelig Dragt foreſtod Dyrkelſen. (Cap. 43). Alci er enten en Misfor-