endog af Jyder og Saxer som Fællesnavn, og dette viser noksom, at de maa have udgjort den overvejende Deel af den nye Befolkning, om endog Øens keltiske Beboere, der først gjorde Bekjendtskab med Saxerne, vedblev at kalde alle de fremmede Erobrere Saxer[1]. Fra deres forrige Hjem medbragte Anglerne, – hvad vi af saamange Oltidslevninger erfare – gotiske Runer, og deraf, i Forbindelse med det Vink, Tacitus indeholder om deres Deeltagelse i Nerthusdyrkelsen, ere vi berettigede til at slutte, at de foruden gotisk Bogstavskrift ogsaa medbragte gotiske Religionsskikke og gotisk Kultur[2].
Vi skimte altsaa gjennem de mangelagtige og forvirrede Sagns Taageslør en Periode, hvori der omkring Østersøens og Kattegattets Kyster boede en Række af gotiske eller med Goterne beslægtede Nationer, af hvilke flere endog dannede et Forbund af det Slags, som de gamle Grækere vilde have kaldt en Amphiktyoni, nemlig til Deeltagelse i en fælles Nationalkultus. Det er af Vigtighed for hvad vi i det Følgende komme til at omhandle, at betragte denne Kultus, som overhoved enkelte charakteristiske Træk ved det oldgotiske nationale Liv, noget nærmere. Tacitus fortæller, at Nerthus’s Helligdom paa hiin Ø i Oceanet var i en hellig Skov; der fandtes den til hende indviede Vogn, bedækket med et Klæde, og kun tilladt for en Prest at berøre. Denne, siger han, merker naar Gudinden er tilstede i Helligdommen, og ledsager ærbødig hendes af Køer dragne Vogn. Da er der Glæde og Højtid overalt hvor hun kommer, alle Vaaben hvile, og der hersker almindelig Fred. Naar hun endelig er mæt af Omgangen med de Dødelige, ledsager Presten hende tilbage til Templet. Derpaa afvaskes Vognen, Klæderne og, „hvis man kan tro det“, Guddommen selv i en skjult Sø; herved gaa Trælle tilhaande, men druknes strax i samme Sø, hvilket udbreder en desto hemmelighedsfuldere Rædsel over det Hele[3]. Medens vi her i den gotiske Form Nerthus (Nairþus), der baade kan være mandlig eller kvindelig, gjenkjende den oldnorske Form Njörðr, Navnet paa en af de Guddomme, der ifølge den gamle norske Gudelære, saadan som vi nu kjende den, skulle have været optagne fra de saakaldte Vaner i de egentlige Guders eller Æsers Tal[4], gjenkjende vi Kjørselen paa den tildækkede, af
- ↑ Endog den Westsexiske Dialekt, der blev det egentlige angelsaxiske Bogsprog, kaldtes af Folket selv Englise. Kun Kymrerne og Gaelerne kalde Englænderne eller de engelsktalende „Saxer“.
- ↑ De vigtigste oldgotiske Mindesmerker, nemlig de møgeltønderske Guldhorn, ere fundne i det gamle angliske Landskab. Se Ann. for nordisk Oldk. og Hist. 1847. S. 327.
- ↑ Tacitus, Germ. Cap. 40.
- ↑ Om Njørds Optagelse blandt Æserne handle baade den yngre Edda Cap. 23, og Snorres Ynglinga-Saga Cap. 4; det heder der, at Æserne have haft Ufred med Vanerne, men at Trætten blev bilagt, saaledes at man gjensidigen stillede hinanden Gisler. Æserne sendte Høner og den vise Mimer, Vanerne derimod Njørd og hans Børn, Frey og Datteren Freyja.
