Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/84

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
56
Nerthusdyrkelſen.

endog af Jyder og Saxer ſom Fællesnavn, og dette viſer nokſom, at de maa have udgjort den overvejende Deel af den nye Befolkning, om endog Øens keltiſke Beboere, der førſt gjorde Bekjendtſkab med Saxerne, vedblev at kalde alle de fremmede Erobrere Saxer[1]. Fra deres forrige Hjem medbragte Anglerne, – hvad vi af ſaamange Oltidslevninger erfare – gotiſke Runer, og deraf, i Forbindelſe med det Vink, Tacitus indeholder om deres Deeltagelſe i Nerthusdyrkelſen, ere vi berettigede til at ſlutte, at de foruden gotiſk Bogſtavſkrift ogſaa medbragte gotiſke Religionsſkikke og gotiſk Kultur[2].

Vi ſkimte altſaa gjennem de mangelagtige og forvirrede Sagns Taageſlør en Periode, hvori der omkring Øſterſøens og Kattegattets Kyſter boede en Række af gotiſke eller med Goterne beſlægtede Nationer, af hvilke flere endog dannede et Forbund af det Slags, ſom de gamle Grækere vilde have kaldt en Amphiktyoni, nemlig til Deeltagelſe i en fælles Nationalkultus. Det er af Vigtighed for hvad vi i det Følgende komme til at omhandle, at betragte denne Kultus, ſom overhoved enkelte charakteriſtiſke Træk ved det oldgotiſke nationale Liv, noget nærmere. Tacitus fortæller, at Nerthus’s Helligdom paa hiin Ø i Oceanet var i en hellig Skov; der fandtes den til hende indviede Vogn, bedækket med et Klæde, og kun tilladt for en Preſt at berøre. Denne, ſiger han, merker naar Gudinden er tilſtede i Helligdommen, og ledſager ærbødig hendes af Køer dragne Vogn. Da er der Glæde og Højtid overalt hvor hun kommer, alle Vaaben hvile, og der herſker almindelig Fred. Naar hun endelig er mæt af Omgangen med de Dødelige, ledſager Preſten hende tilbage til Templet. Derpaa afvaſkes Vognen, Klæderne og, „hvis man kan tro det“, Guddommen ſelv i en ſkjult Sø; herved gaa Trælle tilhaande, men druknes ſtrax i ſamme Sø, hvilket udbreder en deſto hemmelighedsfuldere Rædſel over det Hele[3]. Medens vi her i den gotiſke Form Nerthus (Nairþus), der baade kan være mandlig eller kvindelig, gjenkjende den oldnorſke Form Njörðr, Navnet paa en af de Guddomme, der ifølge den gamle norſke Gudelære, ſaadan ſom vi nu kjende den, ſkulle have været optagne fra de ſaakaldte Vaner i de egentlige Guders eller Æſers Tal[4], gjenkjende vi Kjørſelen paa den tildækkede, af

  1. Endog den Weſtſexiſke Dialekt, der blev det egentlige angelſaxiſke Bogſprog, kaldtes af Folket ſelv Englise. Kun Kymrerne og Gaelerne kalde Englænderne eller de engelſktalende „Saxer“.
  2. De vigtigſte oldgotiſke Mindesmerker, nemlig de møgeltønderſke Guldhorn, ere fundne i det gamle angliſke Landſkab. Se Ann. for nordiſk Oldk. og Hiſt. 1847. S. 327.
  3. Tacitus, Germ. Cap. 40.
  4. Om Njørds Optagelſe blandt Æſerne handle baade den yngre Edda Cap. 23, og Snorres Ynglinga-Saga Cap. 4; det heder der, at Æſerne have haft Ufred med Vanerne, men at Trætten blev bilagt, ſaaledes at man gjenſidigen ſtillede hinanden Giſler. Æſerne ſendte Høner og den viſe Mimer, Vanerne derimod Njørd og hans Børn, Frey og Datteren Freyja.