Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/83

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
55
Anglerne.

bekjendt nok, ſaavelſom at Landet og Sproget efter dem bar faaet ſit Navn. Da Tacitus nævner dem ſom et af de Folk, der havde Deel i Nerthus’s Helligdom, følger allerede heraf, at de allerede paa hans Tid maa have boet i Nærheden af Havet, d. e. Øſterſøen. Og den berømte Beda, ſelv en Angler, fød ikke ſtort over 100 Aar efter at de ſidſte angliſke Riger i England oprettedes, ſiger udtrykkeligt, at de før Udvandringen boede mellem Jyderne og Saxerne, det vil altſaa ſige i det nuværende Sønderjylland. Dette Udſagn beſtyrkes ogſaa af ſenere, men ikke derfor mindre troværdige engelſke Forfatteres Vidnesbyrd[1]. Prokop nævner ligeledes „Angilerne“ ſom Beboere af „Brittia“, under hvilket han neppe kan forſtaa noget andet Landſkab end den jydſke Halvø, og ſom han ſelv ſkjelner fra Brittania[2]. Ptolemæos omtaler derimod ikke Anglerne ved Havet, eller paa den kimbriſke Halvø, men ſætter de ſaakaldte ſveviſke Angiler eller angiliſke Svever ved Mellem-Elben, omtrent i Egnene omkring Saale-Floden, ligeſom der ogſaa fra Karl den Stores Tid findes en gammel Lov med Titel: „Anglernes og Warnernes, d. e. Thüringernes Lov“[3]. Men ved Ptolemæos er det at merke, at han ikke ſjelden opregner en Mængde enkelte Hereds- og Bygde-Navne, medens han undlader at omtale de mere omfattende Folkenavne, og det er derfor meget ſandſynligt, at flere af de ſaakaldte Folk, han nævner paa den kimbriſke Halvø, kun ere Underafdelinger af de egentlige Angler, og at derimod de ſveviſke Angler, eller de Angler, der i Forbindelſe med Warnerne regnedes blandt Thüringerne, kun vare en mindre, mod Syden udſprengt Deel af disſe Folk. Thi ogſaa Warnerne (Varini) nævnes af Tacitus ſom et af de 7 nerthusdyrkende Kyſtfolk, og Havnen Warnemünde ved Roſtock minder endnu om deres Navn. Efter de hos Beda og i Saxerkrøniken opbevarede Traditioner var det Jyderne, ſom begyndte Indvandringen i Britannien, Saxerne, ſom fortſatte den, men Anglerne, ſom fuldendte den og beſatte de ſtørſte Dele af England, lige fra Skotland til henimod Temſen[4]. Deres Sprog blev det herſkende i Landet; deres Navn optoges

  1. Beda (I. 15) ſiger endog at dette Landſkab paa hans Tid ſiden Udvandringen laa øde inter provincias Jutarum et Saxorum. Kong Alfred nævner i ſit Referat af Ohtheres og Wulfſtans Rejſeberetninger Hedeby eller Slesvig ſom beliggende mellem Vender (i Vagrien), Saxer og Angler, og tillægger, merkeligt nok, om Jylland, Sillende (Sydſlesvig) og de Øer, der laa veſtenfor Lillebelt (maaſkee endog Storebelt), at Anglerne boede der, førend de kom til England.
  2. Se Werlauff, om Prokops Efterretninger om de nordiſke Lande.
  3. Lex Anglorum & Werinorum.
  4. Saxer nævnes allerede i Britannien af Ammian (XXVI, 4) ved 364, og en ſaakaldet limes Saxonicus i et Dokument fra 400 eller deromkring; Kemble the Saxons in England I. 13, 14. Det i engelſke Oldſkrifter almindelige Sagn er ellers at Jyderne begyndte Indvandringen 449, at Saxerne fortſatte den indtil 530, og at Anglerne ſluttede den omtr. fra 521 til 590.