Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/824

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
796
Haakon Adelſteensfoſtre.

var et Hoved, og ſom kaldtes Tjasner; den, der gjorde Forberedelſerne, ſkulde gaa til Tjasnerne ſaaledes, at han ſaa Himlen mellem ſine Been, og holde i ſine Ørelapper idet han fremſagde en Bøn, det ſaakaldte Tjasneblot; tre Retter (Afſatſer) ſkulde være Uden om Felden, en Fod brede; udenfor Reiten ſkulde der være fire Stænger, de ſaakaldte Haſler, efter hvilke Volden ſagdes at være haſlet. Hver af de Kæmpende ſkulde have tre Skjolde, og naar de vare forhugne, ſkulde man træde ind paa Felden, om man end forhen var vegen tilbage derfra, og fra det Øjeblik ſkulde man alene forſvare ſig med ſine andre Vaaben; den Udfordrede ſkulde hugge førſt; blev en ſaaret, ſaa at der kom Blod paa Felden, behøvede man ej at ſtride længer; ſteg en Mand med den ene Fod udenfor Haſlerne, kaldtes det at fare paa Hal (vige), men gjorde han det med begge, kaldtes det at rende (fly). Hver af de Stridende ſkulde have en til at holde Skjold for ſig, og den, der blev meeſt ſaaret, ſkulde betale tre Mark i Holmløsning“. Dertil kom og, at Sejrherren ſtrax efter Kampen ſkulde dræbe det færdigt ſtaaende Blotnaut[1]. Nævnes nu end ikke disſe Formaliteter overalt, hvor Holmgang omtales, maa dette vel iſær forklares derved at Sagaſkriveren har forudſat dem bekjendte; enkelte Afvigelſer kunne vel og have fundet Sted, men i det Hele taget maa det dog vel have gaaet ſaaledes til, ſom det her er ſkildret, og deri viſer der ſig aabenbart en Beſtræbelſe for at gjøre Holmgangen ſaa lidet blodig, og give de Kæmpende ſaa liden Anledning til at gjøre Kneb, ſom muligt[2]. Derfor var det vel og, at flere foretrak det mindre formelige Eenvige, hvor dette kunde komme til Anvendelſe.

En af Hedendommens Skikke, ſom det iſær holdt haardt med at faa aflagt, uagtet den allerede under Hedendommen ſelv betragtedes af de meeſt Veltænkende med Ugunſt, var Børne-Udſættelſen. Faderen havde Ret til at erklære, at han ej vilde opfoſtre ſit nyfødde Barn, men derimod ſætte det ud, og det kom da an paa andre Folks Godhed, om de vilde tage ſig af det, eller det ſkulde dø. Der er vel ingen Tvivl om, at Haakon den gode har ſøgt at faa denne Uſkik afſkaffet, men før Chriſtendommens Indførelſe var det neppe at tænke paa at det kunde lykkes.

Vikingetogene ſelv vedbleve i hele dette Aarhundrede. Vi læſe baade i vore egne Sagaer om Høvdinger og anſeede Mænd, at de i deres Ungdom ſædvanligviis i nogle Aar vare i Viking, og i fremmede Landes Aarbøger, at de fremdeles hjemſøgtes af Vikinger fra Norden. Men de ſtørre Vikingetog ſynes dog ikke at have været ſaa hyppige ſom forhen, og de af Vikingerne hjemſøgte Lande ſynes og bedre at have forſvaret ſig, efter i at have optaget hele Vikinge-Kolonier i ſit eget Skjød mod den Forplig-

  1. Kormaks Saga, Cap. 32, Egils S. Cap. 68.
  2. Kormaks Saga, Cap. 10, jvfr. Egils S. Cap. 67, 68, og ovf. S. 739, 740.