var et Hoved, og som kaldtes Tjasner; den, der gjorde Forberedelserne, skulde gaa til Tjasnerne saaledes, at han saa Himlen mellem sine Been, og holde i sine Ørelapper idet han fremsagde en Bøn, det saakaldte Tjasneblot; tre Retter (Afsatser) skulde være Uden om Felden, en Fod brede; udenfor Reiten skulde der være fire Stænger, de saakaldte Hasler, efter hvilke Volden sagdes at være haslet. Hver af de Kæmpende skulde have tre Skjolde, og naar de vare forhugne, skulde man træde ind paa Felden, om man end forhen var vegen tilbage derfra, og fra det Øjeblik skulde man alene forsvare sig med sine andre Vaaben; den Udfordrede skulde hugge først; blev en saaret, saa at der kom Blod paa Felden, behøvede man ej at stride længer; steg en Mand med den ene Fod udenfor Haslerne, kaldtes det at fare paa Hal (vige), men gjorde han det med begge, kaldtes det at rende (fly). Hver af de Stridende skulde have en til at holde Skjold for sig, og den, der blev meest saaret, skulde betale tre Mark i Holmløsning“. Dertil kom og, at Sejrherren strax efter Kampen skulde dræbe det færdigt staaende Blotnaut[1]. Nævnes nu end ikke disse Formaliteter overalt, hvor Holmgang omtales, maa dette vel især forklares derved at Sagaskriveren har forudsat dem bekjendte; enkelte Afvigelser kunne vel og have fundet Sted, men i det Hele taget maa det dog vel have gaaet saaledes til, som det her er skildret, og deri viser der sig aabenbart en Bestræbelse for at gjøre Holmgangen saa lidet blodig, og give de Kæmpende saa liden Anledning til at gjøre Kneb, som muligt[2]. Derfor var det vel og, at flere foretrak det mindre formelige Eenvige, hvor dette kunde komme til Anvendelse.
En af Hedendommens Skikke, som det især holdt haardt med at faa aflagt, uagtet den allerede under Hedendommen selv betragtedes af de meest Veltænkende med Ugunst, var Børne-Udsættelsen. Faderen havde Ret til at erklære, at han ej vilde opfostre sit nyfødde Barn, men derimod sætte det ud, og det kom da an paa andre Folks Godhed, om de vilde tage sig af det, eller det skulde dø. Der er vel ingen Tvivl om, at Haakon den gode har søgt at faa denne Uskik afskaffet, men før Christendommens Indførelse var det neppe at tænke paa at det kunde lykkes.
Vikingetogene selv vedbleve i hele dette Aarhundrede. Vi læse baade i vore egne Sagaer om Høvdinger og anseede Mænd, at de i deres Ungdom sædvanligviis i nogle Aar vare i Viking, og i fremmede Landes Aarbøger, at de fremdeles hjemsøgtes af Vikinger fra Norden. Men de større Vikingetog synes dog ikke at have været saa hyppige som forhen, og de af Vikingerne hjemsøgte Lande synes og bedre at have forsvaret sig, efter i at have optaget hele Vikinge-Kolonier i sit eget Skjød mod den Forplig-
