Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/823

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
795
Hedendommens Undergang.

rokket saaledes, at mange af dem, for ikke at sige de fleste, befandt sig paa et vist Indifferentismens Standpunkt, og alene følte Betænkelighed ved at antage Christendommen, fordi de troede at dens Bud vilde være dem vanskelige at overholde, eller den Levemaade, den foreskrev, var mere blødagtig, end de vare vante til og de ansaa det for ønskeligt. Naar man i denne og den næst følgende Tid læser om saa mange, der troede paa deres Kraft og Styrke uden at skjøtte synderligt om Guderne, eller vare „gudløse“, som man kaldte det, og ej vilde blote[1], naar man læser om andre, som vare „blandede i Troen“, og saavel om Harald Haarfagre selv, som senere om Thorstein Ingemundssøn, at de paakaldte den, som „havde skabt Solen, Verden og Menneskene“[2]; naar vi ligeledes finde mange Exempler paa at Sejd og Trolddom vare forhadte: saa maa det ansees umiskjendeligt, at Hedendommen allerede befandt sig paa svage Fødder, og at en Overgang forberedtes. Heraf bærer ogsaa den Fremstilling af Aasa-Læren, der i de gamle Oldskrifter er os opbevaret, tydelige Spor; den afspejler naturligviis kun de paa Hedendommens sidste Tider gængse Forestillinger, i hvilte Guderne langtfra indtage det ophøjede Standpunkt, som i de gamle Eddadigte. I sit Haakonarmaal reflekterer Eyvind selv over Kong Haakons Forhold til den hedenske Religion, og lader det være sig magtpaaliggende at fortælle, at han sidder hos „de hedenske Guder“. Og den Maade, paa hvilken de ivrigste Blotmænd i denne sidste Tid dreve Blotene, bærer virkelig et vist Præg af fortvivlet og fanatisk Fasthængen ved Noget, der truer med at forsvinde, og som der skal mere end almindelige Bestræbelser til at holde fast.

Det er merkeligt nok, at man ingensinde hører mere Tale om Holmgang og Holmgængere af Profession, end netop paa denne Tid. Det kommer vel deraf, at vi savne Optegnelser derom fra tidligere Aarhundreder; imidlertid er det dog ogsaa heel sandsynligt, at de, der hidtil vare vante til den højeste Grad af Selvraadighed og til at bruge Sverdet, hvor de vilde have deres Vilje frem, nu efter Indførelsen af en bedre borgerlig Orden grebe til Holmgangen, som det eneste lovhjemlede, eller rettere af Loven tolererede Middel, der gav dem Anledning til at prøve deres egen Kraft og Styrke. Men de mange Formaliteter, der, i det mindste efter Beretningen i Kormaks Saga, vare forbundne med Holmgangen, synes næsten at have været opfundne for at gjøre den saa uskadelig som muligt. Det var Holmgangelov, heder det, at en Feld (Kappe), fem Alen mellem Skjøderne og med Lykker i Hjørnerne, skulde udspiles paa Jorden med Plugger, paa hvis øvre Ende der

  1. Se ovf. S. 563.
  2. Se ovf. S. 463. Ogsaa Thorkell Maane, Ingulfs Sønnesøn, lod sig ved sin Død (985) bære ud i Solskinnet, anbefalende sig til den Gud, der havde skabt Solen. Landn. I. 9.