Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/823

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
795
Hedendommens Undergang.

rokket ſaaledes, at mange af dem, for ikke at ſige de fleſte, befandt ſig paa et viſt Indifferentismens Standpunkt, og alene følte Betænkelighed ved at antage Chriſtendommen, fordi de troede at dens Bud vilde være dem vanſkelige at overholde, eller den Levemaade, den foreſkrev, var mere blødagtig, end de vare vante til og de anſaa det for ønſkeligt. Naar man i denne og den næſt følgende Tid læſer om ſaa mange, der troede paa deres Kraft og Styrke uden at ſkjøtte ſynderligt om Guderne, eller vare „gudløſe“, ſom man kaldte det, og ej vilde blote[1], naar man læſer om andre, ſom vare „blandede i Troen“, og ſaavel om Harald Haarfagre ſelv, ſom ſenere om Thorſtein Ingemundsſøn, at de paakaldte den, ſom „havde ſkabt Solen, Verden og Menneſkene“[2]; naar vi ligeledes finde mange Exempler paa at Sejd og Trolddom vare forhadte: ſaa maa det anſees umiskjendeligt, at Hedendommen allerede befandt ſig paa ſvage Fødder, og at en Overgang forberedtes. Heraf bærer ogſaa den Fremſtilling af Aaſa-Læren, der i de gamle Oldſkrifter er os opbevaret, tydelige Spor; den afſpejler naturligviis kun de paa Hedendommens ſidſte Tider gængſe Foreſtillinger, i hvilte Guderne langtfra indtage det ophøjede Standpunkt, ſom i de gamle Eddadigte. I ſit Haakonarmaal reflekterer Eyvind ſelv over Kong Haakons Forhold til den hedenſke Religion, og lader det være ſig magtpaaliggende at fortælle, at han ſidder hos „de hedenſke Guder“. Og den Maade, paa hvilken de ivrigſte Blotmænd i denne ſidſte Tid dreve Blotene, bærer virkelig et viſt Præg af fortvivlet og fanatiſk Faſthængen ved Noget, der truer med at forſvinde, og ſom der ſkal mere end almindelige Beſtræbelſer til at holde faſt.

Det er merkeligt nok, at man ingenſinde hører mere Tale om Holmgang og Holmgængere af Profesſion, end netop paa denne Tid. Det kommer vel deraf, at vi ſavne Optegnelſer derom fra tidligere Aarhundreder; imidlertid er det dog ogſaa heel ſandſynligt, at de, der hidtil vare vante til den højeſte Grad af Selvraadighed og til at bruge Sverdet, hvor de vilde have deres Vilje frem, nu efter Indførelſen af en bedre borgerlig Orden grebe til Holmgangen, ſom det eneſte lovhjemlede, eller rettere af Loven tolererede Middel, der gav dem Anledning til at prøve deres egen Kraft og Styrke. Men de mange Formaliteter, der, i det mindſte efter Beretningen i Kormaks Saga, vare forbundne med Holmgangen, ſynes næſten at have været opfundne for at gjøre den ſaa uſkadelig ſom muligt. Det var Holmgangelov, heder det, at en Feld (Kappe), fem Alen mellem Skjøderne og med Lykker i Hjørnerne, ſkulde udſpiles paa Jorden med Plugger, paa hvis øvre Ende der

  1. Se ovf. S. 563.
  2. Se ovf. S. 463. Ogſaa Thorkell Maane, Ingulfs Sønneſøn, lod ſig ved ſin Død (985) bære ud i Solſkinnet, anbefalende ſig til den Gud, der havde ſkabt Solen. Landn. I. 9.