Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/822

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
794
Haakon Adelſteensfoſtre.

for at oprette og overholde Orden inden Landets egne Enemerker. I Norge herſkede Haakon den gode aabenbart med langt ſtørre Kraft, end man almindeligviis har villet tillægge ham. Naar det paa flere Steder heder, at i der i hans Regjeringstid var god Fred indenlands, og at den ene ikke ſkadede den anden, kan denne fredelige og lovlige Tilſtand ikke anſees ſom tilfældig, men maa ene og alene tilſkrives Kongens viſe Foranſtaltninger. Viſtnok have vi ſeet enkelte Voldshandlinger af Bønderne mod hinanden indbyrdes omtalte paa hans Tid, og der har vel endog været endnu flere, ſom ej ere omtalte; men hvis hine Sagaens Ord ſkulle have nogen Betydning maa dog ſlige Voldshandlinger anſees ſom Undtagelſer fra den almindelige Regel. Den blotte Nødvendighed af at lyde Kongens Forſkrifter, der ſigtede til Orden og Enighed, maatte omſider vænne Bønderne til at foretrække den lovlige for den lovløſe Tilſtand: de forſkjellige Fylkers Indbyggere maatte vænne ſig til at betragte hinanden ſom Landsmænd, og de Forſøg, der ſiden Harald Gormsſøns Regjeringstiltrædelſe gjordes fra danſk Side paa at fornye de gamle Fordringer paa en Deel af Norge, kunde ikke andet end ſkærpe Nordmændenes Nationalfølelſe og deres Bevidſthed om at de dannede et eneſte Folk, hvis Ære var afhængig af Landets Integritet. Det er derfor ogſaa fra denne Tid, at vi ſinde de førſte Yttringer af Nationalſtolthed hos Nordmændene lige over for Danerne[1]. Og maa det end anſees ſom et Onde for Norden i det Hele taget, at der ſkulde opſtaa National-Uvenſkab mellem dens enkelte Hovedfolk, ſaa maa man dog paa den anden Side erkjende, at dette National-Uvenſkab i Rigernes Barndomstid maaſkee væſentligſt bidrog til enkeltviis at give dem Sammenhold og indre Kraft, og at det ſaaledes endog maaſkee var et nødvendigt Middel i Forſynets Haand til at hindre Nordens Folk fra at ſplitte ſig i en forvirret Mangfoldighed, der omſider vilde have endet med Nationalitetens egen Undergang.

Der er vel heller ingen Tvivl om, at Chriſtendommen, ſkjønt den endnu ikke havde formaaet at erhverve Herredømmet i Norge, allerede paa Forhaand udøvede en god Indvirkning paa Folkecharakteren. Ikke at tale om at Kong Haakons Foranſtaltninger til Bedſte for Lov og Ret ſtrengt taget kunne ſiges at være udſprungne af hans chriſtelige Anſkuelſer af en Konges Pligter og et Folks Behov, maa de Exempler, de Chriſtne, ſaavel i Landet ſelv, ſom udenlands, gave Hedningerne paa et roligere, ordentligere, men ogſaa behageligere Liv, end Hedendommen medførte, have vakt Tvivl hos mange af disſe, om Hedendommen dog overhoved var værd at holde paa, ligeſom der i alle Fald umerkeligt maa have indſneget ſig et viſt Fritænkeri blandt Hedningerne og deres Agtelſe for de hedenſke Guder ſelv maa have været

  1. Se ovf. S. 563.