Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/821

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
793
Kormak.

ud af dennes Høj[1]. Der var imidlertid mange Omſtændigheder, hvilke man ved Brugen af dette Sverd troede at maatte iagttage, naar det ej ſkulde ſvigte. Da Holmſtevnen kom, og begge Parter havde indfundet ſig, foreſlog Berſe Kormak ſom en ung og uprøvet Mand heller at prøve Eenvige[2], end Holmgang, da der ved denne var for mange Vanſkeligheder for den Uerfarne. Kormak vilde imidlertid intet høre herom, og fordrede Holmgang. Ved denne blev han let ſaaret i Tommelfingeren, og maatte derfor løſe ſig af Holmen; ſiden udfordrede Steinar, Kormaks Morbroder, Berſe til en ny Holmgang og ſaarede ham i Bagdelen, hvoraf Steingerd tog Anledning til at ſkilles fra ham. Hun blev imidlertid ikke ſiden gift med Kormak, men derimod med en vis Thorvald Tintein, der ligeledes var en Skald, og ſom hun nu ſynes at have foretrukket for Kormak. Kormak og hans Broder Thorgils forlode derpaa Landet og droge over til Norge, hvor Kong Haakon Adelſteensfoſtre tog vel imod dem. De opholdt ſig hos ham Vinteren over, men tilbragte Sommeren (961) paa Vikingetog, i hvilke Kormak udmerkede ſig ved ſin Tapperhed. Han kunde dog aldrig glemme Steingerd, men kvad ideligen om hende. Under ſit ſenere urolige Liv ſtødte han oftere ſammen med hende og frelſte hendes Liv, ſom det ſenere ſkal viſes, uden dog nogenſinde at faa hende i ſin Beſiddelſe. Dette tilſkrev man, ifølge de Tiders Foreſtillinger, Trolddom. En Kvinde, hvis Søn Kormak havde dræbt, da han efter Steingerds Faders Anmodning havde lagt ſig i Baghold for ham, ſkulde have foranſtaltet Seid i den Henſigt, at de aldrig ſkulde komme til at faa hinanden[3].

48. Leveſkik og Folkecharakteer.


Af de her ſkildrede Begivenheder kan man danne ſig en ret tydelig Foreſtilling om, hvorledes Folkelivet i Norge og paa Island var beſkaffent ved Midten af det 10de Aarhundrede, og paa hvilket Trin af Udvikling Nordmændene ſtode. Endnu var Forſkjellen fra hvad der i de tidligere Aarhundreder var det ſædvanlige, ikke meget ſtor. Endnu herſkede Hedendommen: endnu var Leveſkikken i det Væſentlige den ſamme, endnu vedvarede Vikingetogene. Men ganſke uden Virkning kunne dog heller ikke de Beſtræbelſer have været, ſom Kongerne og de viſeſte Høvdinger gjorde ſig

  1. Om Midfjord-Skegge og Sverdet Skafnung, ſe ovenf. S. 519, 520.
  2. D. e. Enekamp; eller Kamp mellem En og En alene. Ved Holmgang var der, ſom nedenfor (S. 795) viſes, flere Formaliteter, hvorimod det gik ſimplere til ved almindeligt Eenvige.
  3. Kormaks Saga.