Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/819

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
791
Kormak.

andre“. Thore ſagde, at han gjerne vilde gjøre hvad det ſkulde være for at Ondet kunde forlade ham. Thorſtein ſvarede, at han vilde forſøge paa et Raad, men betingede ſig førſt at Thore ſkulde love at overdrage Godordet til Thorſteins Sønner. Det lovede Thore. „Nu“, ſagde Thorſtein, „vil jeg gjøre et Løfte til den, ſom har ſkabt Solen — thi jeg tror, han er den mægtigſte — forat dette Onde ſkal forlade dig, og ſkal jeg i dets Sted for hans Skyld forbarme mig over det udſatte Barn, for at den, der har ſkabt Menneſket, kan ſiden vende det til ſig“. De rede nu tilſammen hen til det Sted, hvor en af Thores Trælle havde fundet Barnet; det laa der endnu og de ſaa, at noget havde været lagt over Barnets Anſigt, hvilket det havde ſøgt at kradſe (kravle) bort; det var da Døden nær, men det blev nu bragt hjem til Thore, der opfødte det, og kaldte det Thorkell Kravla; ſiden den Tid kom Berſerksgangen aldrig over Thore[1]. Thorkell Kravla blev ſiden, ſom det nedenfor vil blive viiſt, en anſeet Mand, og den fornemſte Høvding i Vatnsdalen.

En Mand af langt andet Slags end Ingemund og Thorſtein var den urolige Skald Kormak, der ligeledes boede paa Nordlandet, ved Midfjorden. Hans Bedſtefader Kormak var en mægtig og højbyrdig Vikværing, der havde været med Kong Harald Haarfagre i mange Slag; dennes Søn Agmund havde ligeledes været en dygtig Kriger og en ſtor Viking, der egtede Helga, Datter af en Frode Jarl, efter at have overvundet Vikingen Aasmund i Holmgang, og tvunget ham til at løſe ſig af Holmen med Tabet af Foden og tre Mark Guld. Agmund kunde ikke bolde Venſkab med Erik Blodøxe og Gunnhild, og beſluttede ſig derfor, iſær efter Helges og deres Søns Død, til at flytte til Island; han kom til Midfjorden, hvor Skegge gav ham Land, og hvor han giftede ſig paany og fik Sønnerne Thorgils og Kormak. Kormak blev en af de berømteſte Skalde paa Island. Hans hele Liv var ſaa at ſige opofret den Kjærlighed, han fattede til den ſmukke Steingerd Thorkelsdatter, efterat han havde ſtiftet Bekjendtſkab med hende paa en Sæterrejſe. Paa Vejen til Sæteren tog han nemlig med en Følgeſvend Toſte ind paa Gnupsdal, hvor hun opholdt ſig. Han ſad juſt i Skaalen, da Steingerd tilligemed en Trælkvinde gik fra Dyngjen eller Fruerſtuen forbi Skaalens Dør. Ved at høre fremmede Folk tale derinde, foreſlog Trælkvinden, at de ſkulde titte paa dem gjennem Døren. Steingerd ſagde nej, men ſteg dog op paa Tærſkelen og tittede over Vedſtabelen, ſom ſtod tæt ved Døren. Hendes Fødder kunde ſees nedenfor Vedſtabelen, Kormak bemærkede det, og kvad en Viſe derom; hun drog ſig derfor længer tilbage i Krogen og kigede frem under den paa Væggen udhugne Hagbards Skeg. Toſte ſagde: „ſeer du de Øjne der under Hagbards Skeg,

  1. Vatnsdølaſaga Cap. 17—27. 37.