andre“. Thore sagde, at han gjerne vilde gjøre hvad det skulde være for at Ondet kunde forlade ham. Thorstein svarede, at han vilde forsøge paa et Raad, men betingede sig først at Thore skulde love at overdrage Godordet til Thorsteins Sønner. Det lovede Thore. „Nu“, sagde Thorstein, „vil jeg gjøre et Løfte til den, som har skabt Solen – thi jeg tror, han er den mægtigste – forat dette Onde skal forlade dig, og skal jeg i dets Sted for hans Skyld forbarme mig over det udsatte Barn, for at den, der har skabt Mennesket, kan siden vende det til sig“. De rede nu tilsammen hen til det Sted, hvor en af Thores Trælle havde fundet Barnet; det laa der endnu og de saa, at noget havde været lagt over Barnets Ansigt, hvilket det havde søgt at kradse (kravle) bort; det var da Døden nær, men det blev nu bragt hjem til Thore, der opfødte det, og kaldte det Thorkell Kravla; siden den Tid kom Berserksgangen aldrig over Thore[1]. Thorkell Kravla blev siden, som det nedenfor vil blive viist, en anseet Mand, og den fornemste Høvding i Vatnsdalen.
En Mand af langt andet Slags end Ingemund og Thorstein var den urolige Skald Kormak, der ligeledes boede paa Nordlandet, ved Midfjorden. Hans Bedstefader Kormak var en mægtig og højbyrdig Vikværing, der havde været med Kong Harald Haarfagre i mange Slag; dennes Søn Agmund havde ligeledes været en dygtig Kriger og en stor Viking, der egtede Helga, Datter af en Frode Jarl, efter at have overvundet Vikingen Aasmund i Holmgang, og tvunget ham til at løse sig af Holmen med Tabet af Foden og tre Mark Guld. Agmund kunde ikke bolde Venskab med Erik Blodøxe og Gunnhild, og besluttede sig derfor, især efter Helges og deres Søns Død, til at flytte til Island; han kom til Midfjorden, hvor Skegge gav ham Land, og hvor han giftede sig paany og fik Sønnerne Thorgils og Kormak. Kormak blev en af de berømteste Skalde paa Island. Hans hele Liv var saa at sige opofret den Kjærlighed, han fattede til den smukke Steingerd Thorkelsdatter, efterat han havde stiftet Bekjendtskab med hende paa en Sæterrejse. Paa Vejen til Sæteren tog han nemlig med en Følgesvend Toste ind paa Gnupsdal, hvor hun opholdt sig. Han sad just i Skaalen, da Steingerd tilligemed en Trælkvinde gik fra Dyngjen eller Fruerstuen forbi Skaalens Dør. Ved at høre fremmede Folk tale derinde, foreslog Trælkvinden, at de skulde titte paa dem gjennem Døren. Steingerd sagde nej, men steg dog op paa Tærskelen og tittede over Vedstabelen, som stod tæt ved Døren. Hendes Fødder kunde sees nedenfor Vedstabelen, Kormak bemærkede det, og kvad en Vise derom; hun drog sig derfor længer tilbage i Krogen og kigede frem under den paa Væggen udhugne Hagbards Skeg. Toste sagde: „seer du de Øjne der under Hagbards Skeg,
- ↑ Vatnsdølasaga Cap. 17–27. 37.
