Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/817

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
789
Ingemund den gamle.

var da næſten blind, men ſagde dog: „ſadl min Heſt, jeg vil ride derned“. Han fik en Gaardsdreng til at lede Heſten, og kom ſaaledes ned til Aaen, hvor hans Sønner bleve ham var. „Der kommer vor Fader“, ſagde Thorſtein, „lad os ſkynde os bort, thi jeg er ængſtelig over hans Komme“; han bad ogſaa Jakul høre op. Ingemund red ned til Aaen, og ſagde: „gak fra Aaen, Rolleif, tænk paa hvad der pasſer ſig for dig. Men Rolleif kaſtede ſtrax et Spyd mod ham, ſom traf ham midt paa Livet og gjennemborede ham. Da han fik Stikket, vendte han tilbage til Aabakken, og befalede Drengen følge ham hjem, uden at hans Sønner merkede det. De kom hjem ſeent paa Aftenen. Da Ingemund ſkulde ſtaa af Heſten, ſagde han: „jeg er ſtiv nu, thi vi gamle blive daarlige paa Foden“. Da merkede Drengen, at det tød i Saaret, og at et Spyd ſtod tversigjennem ham. Ingemund ſagde: „du har længe været mig tro, ſkynd dig nu hen og ſiig til Rolleif, før Morgenen kommer, hvad der er ſkeet, og giv ham det Raad at fare bort for Dag, thi jeg veed at mine Sønner ville ſøge Hevn over ham for min Død, men hans Død er ingen Hevn for mig; heller bør jeg, ſaa længe jeg kan, ſøge at frelſe den, jeg engang har taget mig af“. Derpaa brød han Spydet af Skaftet, gik ind ved Drengens Hjelp, ſatte ſig i ſit Højſæde, og forbød at tænde Lys, førend hans Sønner kom hjem. Drengen kom ned til Aaen og ſaa Rolleif ſtaa der med en Mængde Lax, ſom han havde fanget. „Det er en Sandhed“, ſagde Drengen, „at du dog er den ſtørſte Mandhund: du har gjort hvad der aldrig kan oprettes, dræbt Ingemund Bonde; han bad mig ſige dig, at du ſkulde ikke oppebie Morgenen hjemme, da hans Sønner nok ellers vilde kræve Faderhevn af dig: dette har jeg gjort mere fordi han bad derom, end fordi jeg jo helſt ønſkede at ſe dig under Brødrenes Øxe“. Rolleif ſagde: „jeg tror hvad du ſiger, men aldrig ſkulde du være kommen uſkadt bort herfra, hvis du ej havde ſagt mig denne Tidende!“ Om Kvelden kom Ingemunds Sønner hjem, ſamtalende om hvilket Skarn Rolleif var. „Endnu vide vi ikke ſaa Nøje, hvad ondt vi have lidt af ham“, ſagde Thorſtein, „jeg er meget urolig over vor Faders Færd“. Da de kom ind, gik Thorſtein hen i Enden af Skaalen, tog ned med Haanden, og ſpurgte hvorfor det var vaadt. Huusfruen ſagde, at det vel havde dryppet af Ingemund Bondes Klæder „Nej, dette er glat ſom om det var Blod“, ſagde Thorſtein, „tænd Lys i Haſt“. Det ſkede: og der ſad Ingemund død i ſit Højſæde, med Spydet igjennem ſig. Jakul ſagde: „det er ilde at en ſaa gjæv Mand ſkal være falden for et ſaa ondt Menneſkes Haand; lad os ſtrax fare hen og dræbe ham“. Thorſtein ſagde: „du kjender lidet til vor Faders Godmodighed, derſom du tror at han ikke har ſøgt at redde ham, men hvor er den Dreng, der fulgte ham; jeg ſeer ham ikke, og tror jeg derfor at vi nu ikke kunne vente at treffe Rolleif hjemme, men maa ſnarere ſøge at faa fat paa ham ved Klog-