Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/817

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
789
Ingemund den gamle.

var da næsten blind, men sagde dog: „sadl min Hest, jeg vil ride derned“. Han fik en Gaardsdreng til at lede Hesten, og kom saaledes ned til Aaen, hvor hans Sønner bleve ham var. „Der kommer vor Fader“, sagde Thorstein, „lad os skynde os bort, thi jeg er ængstelig over hans Komme“; han bad ogsaa Jakul høre op. Ingemund red ned til Aaen, og sagde: „gak fra Aaen, Rolleif, tænk paa hvad der passer sig for dig. Men Rolleif kastede strax et Spyd mod ham, som traf ham midt paa Livet og gjennemborede ham. Da han fik Stikket, vendte han tilbage til Aabakken, og befalede Drengen følge ham hjem, uden at hans Sønner merkede det. De kom hjem seent paa Aftenen. Da Ingemund skulde staa af Hesten, sagde han: „jeg er stiv nu, thi vi gamle blive daarlige paa Foden“. Da merkede Drengen, at det tød i Saaret, og at et Spyd stod tversigjennem ham. Ingemund sagde: „du har længe været mig tro, skynd dig nu hen og siig til Rolleif, før Morgenen kommer, hvad der er skeet, og giv ham det Raad at fare bort for Dag, thi jeg veed at mine Sønner ville søge Hevn over ham for min Død, men hans Død er ingen Hevn for mig; heller bør jeg, saa længe jeg kan, søge at frelse den, jeg engang har taget mig af“. Derpaa brød han Spydet af Skaftet, gik ind ved Drengens Hjelp, satte sig i sit Højsæde, og forbød at tænde Lys, førend hans Sønner kom hjem. Drengen kom ned til Aaen og saa Rolleif staa der med en Mængde Lax, som han havde fanget. „Det er en Sandhed“, sagde Drengen, „at du dog er den største Mandhund: du har gjort hvad der aldrig kan oprettes, dræbt Ingemund Bonde; han bad mig sige dig, at du skulde ikke oppebie Morgenen hjemme, da hans Sønner nok ellers vilde kræve Faderhevn af dig: dette har jeg gjort mere fordi han bad derom, end fordi jeg jo helst ønskede at se dig under Brødrenes Øxe“. Rolleif sagde: „jeg tror hvad du siger, men aldrig skulde du være kommen uskadt bort herfra, hvis du ej havde sagt mig denne Tidende!“ Om Kvelden kom Ingemunds Sønner hjem, samtalende om hvilket Skarn Rolleif var. „Endnu vide vi ikke saa Nøje, hvad ondt vi have lidt af ham“, sagde Thorstein, „jeg er meget urolig over vor Faders Færd“. Da de kom ind, gik Thorstein hen i Enden af Skaalen, tog ned med Haanden, og spurgte hvorfor det var vaadt. Huusfruen sagde, at det vel havde dryppet af Ingemund Bondes Klæder „Nej, dette er glat som om det var Blod“, sagde Thorstein, „tænd Lys i Hast“. Det skede: og der sad Ingemund død i sit Højsæde, med Spydet igjennem sig. Jakul sagde: „det er ilde at en saa gjæv Mand skal være falden for et saa ondt Menneskes Haand; lad os strax fare hen og dræbe ham“. Thorstein sagde: „du kjender lidet til vor Faders Godmodighed, dersom du tror at han ikke har søgt at redde ham, men hvor er den Dreng, der fulgte ham; jeg seer ham ikke, og tror jeg derfor at vi nu ikke kunne vente at treffe Rolleif hjemme, men maa snarere søge at faa fat paa ham ved Klog-