fra Gaarden, og lod hende bosætte sig med sin Søn paa en Gaard længer oppe i Laxaadalen, som fik Navnet Mælkorkestad. Da Olaf var syv Aar gammel, modtog hans Fader Tilbud fra en rig, men ikke meget anseet Mand, ved Navn Thord Godde, om at tage ham til Opfostring og gjøre ham til sin Arving, imod at Høskuld vilde lade Thord nyde godt af sin mægtige Beskyttelse. Den stolte Mælkorka syntes vel at Opfostringen ikke var fornem nok, men Thords Rigdomme vare heller ikke at foragte, og saaledes kom Olaf til at opdrages hos Thord Godde, der gjorde meget af ham. Olaf blev smukkere og sterkere, jo mere han voxede til: da han var 12 Aar gammel, red han allerede til Things og tildrog sig Alles Opmærksomhed ved sin herlige Skabning og sine smukke Vaaben og Klæder. Hans Fader Høskuld gav ham derfor Tilnavnet Paa (Paafugl). Mælkorka havde lært ham Irsk, for at han, om han engang kom til Irland, kunde tale med sine Mødrenefrænder[1].
I Borgarfjorden var Egil Skallagrimssøn den meest anseede og den mægtigste Høvding, men han deeltog ikke saameget i Stridighederne ude paa Island: Norge var det vigtigste Felt for hans Bedrifter, og her havde han nu, som ovenfor viist, lige saa vel Besiddelser, som paa Island. I de sydligere Dele af Landet var der neppe nogen Æt, der i Magt og Anseelse kunde maale sig med Egils og de nysnævnte Ætter paa Vesterlandet, med mindre det skulde være Ketilbjørns paa Mosfell, og Haasteins, Atle Jarls Søns, Æt, paa Tradarholt i Floen. Ketilbjørns Søn Teit paa Mosfell egtede Aaluf, en Datter af Bødvar, Vikinge-Kaares Søn, paa Vors; hun var altsaa Søskendebarn til hiin Aastrid Vigfusdatter, der blev gift med Vigaglum i Eyjafjorden. Deres ældste Søn var den mægtige, ædle og anseede Gode Gissur hvite, men dennes Bedrifter tilhøre en senere Tid.
Den mægtigste Æt i den nordlige Deel af Island paa Haakon den godes Tid, eller i det mindste den Æt, om hvis Bedrifter de fleste Sagn ere opbevarede, var Vatnsdølerne, eller den som nedstammede fra Ingemund den gamle. Det er allerede ovenfor (S. 530, 531) omtalt, hvor stor en Strækning han tog i Besiddelse, og hvilken Anseelse han udøvede i Vatnsdalen. Denne Anseelse beholdt han saa længe han levede, og fortjente den ogsaa, thi der var faa Høvdinger paa Island blandt hans Samtidige, der udmerkede sig bed den Ædelmodighed, Højhjertethed og Fredsommelighed, som han. Kun een Gang, hvor det gjaldt at skaffe et ypperligt Vaaben, var Fristelsen ham for sterk, og han begik en uædel Handling. Der landede engang i Hunavatnsosen et Skib, der tilhørte Nordmænd; Styrmanden, ved Navn Rafn, havde længe været i Viking og holdt sig med gode Klæder og Vaaben. Ingemund indbød ham til sig, og Rafn blev hos ham en Stund, men
- ↑ Laxdølasaga Cap. 7–16.
