Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/814

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
786
Haakon Adelſteensfoſtre.

fra Gaarden, og lod hende boſætte ſig med ſin Søn paa en Gaard længer oppe i Laxaadalen, ſom fik Navnet Mælkorkeſtad. Da Olaf var ſyv Aar gammel, modtog hans Fader Tilbud fra en rig, men ikke meget anſeet Mand, ved Navn Thord Godde, om at tage ham til Opfoſtring og gjøre ham til ſin Arving, imod at Høſkuld vilde lade Thord nyde godt af ſin mægtige Beſkyttelſe. Den ſtolte Mælkorka ſyntes vel at Opfoſtringen ikke var fornem nok, men Thords Rigdomme vare heller ikke at foragte, og ſaaledes kom Olaf til at opdrages hos Thord Godde, der gjorde meget af ham. Olaf blev ſmukkere og ſterkere, jo mere han voxede til: da han var 12 Aar gammel, red han allerede til Things og tildrog ſig Alles Opmærkſomhed ved ſin herlige Skabning og ſine ſmukke Vaaben og Klæder. Hans Fader Høſkuld gav ham derfor Tilnavnet Paa (Paafugl). Mælkorka havde lært ham Irſk, for at han, om han engang kom til Irland, kunde tale med ſine Mødrenefrænder[1].

I Borgarfjorden var Egil Skallagrimsſøn den meeſt anſeede og den mægtigſte Høvding, men han deeltog ikke ſaameget i Stridighederne ude paa Island: Norge var det vigtigſte Felt for hans Bedrifter, og her havde han nu, ſom ovenfor viiſt, lige ſaa vel Beſiddelſer, ſom paa Island. I de ſydligere Dele af Landet var der neppe nogen Æt, der i Magt og Anſeelſe kunde maale ſig med Egils og de nysnævnte Ætter paa Veſterlandet, med mindre det ſkulde være Ketilbjørns paa Mosfell, og Haaſteins, Atle Jarls Søns, Æt, paa Tradarholt i Floen. Ketilbjørns Søn Teit paa Mosfell egtede Aaluf, en Datter af Bødvar, Vikinge-Kaares Søn, paa Vors; hun var altſaa Søſkendebarn til hiin Aaſtrid Vigfusdatter, der blev gift med Vigaglum i Eyjafjorden. Deres ældſte Søn var den mægtige, ædle og anſeede Gode Gisſur hvite, men dennes Bedrifter tilhøre en ſenere Tid.

Den mægtigſte Æt i den nordlige Deel af Island paa Haakon den godes Tid, eller i det mindſte den Æt, om hvis Bedrifter de fleſte Sagn ere opbevarede, var Vatnsdølerne, eller den ſom nedſtammede fra Ingemund den gamle. Det er allerede ovenfor (S. 530, 531) omtalt, hvor ſtor en Strækning han tog i Beſiddelſe, og hvilken Anſeelſe han udøvede i Vatnsdalen. Denne Anſeelſe beholdt han ſaa længe han levede, og fortjente den ogſaa, thi der var faa Høvdinger paa Island blandt hans Samtidige, der udmerkede ſig bed den Ædelmodighed, Højhjertethed og Fredſommelighed, ſom han. Kun een Gang, hvor det gjaldt at ſkaffe et ypperligt Vaaben, var Friſtelſen ham for ſterk, og han begik en uædel Handling. Der landede engang i Hunavatnsoſen et Skib, der tilhørte Nordmænd; Styrmanden, ved Navn Rafn, havde længe været i Viking og holdt ſig med gode Klæder og Vaaben. Ingemund indbød ham til ſig, og Rafn blev hos ham en Stund, men

  1. Laxdølaſaga Cap. 7—16.