de vare hinanden meget ulige i Sind, og fandt derfor ikke synderligt Behag i hinanden. Rafn bar altid et godt Sverd, ved Navn Ættartanga, paa hvilket Ingemund ideligt kastede Øjnene. Engang bad han Rafn vise ham Sverdet. Rafn rakte ham det; Ingemund drog det, fandt det endnu bedre end før, og spurgte om han vilde sælge det. Rafn sagde at han ej var i den Pengetrang, at han behøvede at sælge det: han kunde desuden endnu, som forhen, komme i den Nødvendighed, at behøve gode Vaaben Ingemund syntes meget ilde om dette, og pønsede paa en List. Engang, da han gik til sit Hov, magede han det saaledes, at Rafn fulgte ham. Ingemund bragte de Ting paa Bane, som Rafn helst talte om, nemlig dennes Vikingetog og Krigsbedrifter, og førend Rafn tænkte sig om, vare de allerede komne ind i Hovet, Ingemund først og derpaa Rafn, der havde Sverdet i Haanden. Ingemund gjorde ham nu opmerksom paa, at det ej var tilladt at gaa ind i et Hov med Vaaben, og at han maatte bøde for at afsone Gudernes Vrede. Rafn svarede at han nok skjønnede hans List, men bad ham dog, som en retfærdig Mand, at bestemme Boden. Ingemund svarede at det var rimeligt, at han viste Guderne nogen Ære, og derfor overgav Sverdet til ham, for at han kunde formilde deres Vrede. Rafn svarede at han kunde have paalagt ham at udrede meget andet Gods, uden at han skulde have fundet det saa haardt at skille sig derved som ved Sverdet; han meente ogsaa, at Ingemund ellers havde plejet at vise sig mere højhjertet, end denne Gang. Dog gav han Slip paa Sverdet, som blev et Familiestykke i Ingemunds Æt. Forresten, heder det, havde Ingemund ej Thingtrætter eller store Fejder, thi han var samstemmende med de fleste og veltede sig ikke ind paa Nogen. Der var mange ypperlige Mænd i Nærheden, men han var dog den meest anseede, formedelst sin Velvillighed, Storsindethed og Forstandighed.
Da Ingemund var meget gammel, kom en Slægtning af hans Ven Sæmund, ved Navn Rolleif, til Island med sin Moder Ljot, og fik Tilladelse til at opholde sig Vinteren over hos Sæmund, uagtet denne nødig vilde have noget at bestille med dem, da de vare saare slette Mennesker, og Ljot desuden ansaaes for at fare med Trolddom. Hos Sæmund opførte Rolleif sig saa slet, især mod hans Søn Geirmund, at Sæmund maatte lade ham og Moderen slutte til Høfdestranden. Men her lagde de sig ogsaa ud med alle Naboer, og da Rolleif endelig havde begaaet et Drab paa en anseet Mands Søn, blev han forviist fra Heredet. Han tyede nu atter til Sæmund, og denne gik nu til Ingemund, for at faa ham til at tage ham til sig. Ingemund vilde det nødigt, da han kjendte Rolleifs slette Rygte, og vidste at hans egne Sønner heller ikke vare meget føielige; dog opfyldte han Sæmunds Bøn af Venskab for ham, og Rolleif opholdt sig paa Hov to eller tre Vintre med sin Moder. Det var dog saa langt fra, at de forandrede deres Opførsel, at de snarere bleve værre; især var Rolleif nærgaaende mod In-
