Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/815

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
787
Ingemund den gamle.

de vare hinanden meget ulige i Sind, og fandt derfor ikke ſynderligt Behag i hinanden. Rafn bar altid et godt Sverd, ved Navn Ættartanga, paa hvilket Ingemund ideligt kaſtede Øjnene. Engang bad han Rafn viſe ham Sverdet. Rafn rakte ham det; Ingemund drog det, fandt det endnu bedre end før, og ſpurgte om han vilde ſælge det. Rafn ſagde at han ej var i den Pengetrang, at han behøvede at ſælge det: han kunde desuden endnu, ſom forhen, komme i den Nødvendighed, at behøve gode Vaaben Ingemund ſyntes meget ilde om dette, og pønſede paa en Liſt. Engang, da han gik til ſit Hov, magede han det ſaaledes, at Rafn fulgte ham. Ingemund bragte de Ting paa Bane, ſom Rafn helſt talte om, nemlig dennes Vikingetog og Krigsbedrifter, og førend Rafn tænkte ſig om, vare de allerede komne ind i Hovet, Ingemund førſt og derpaa Rafn, der havde Sverdet i Haanden. Ingemund gjorde ham nu opmerkſom paa, at det ej var tilladt at gaa ind i et Hov med Vaaben, og at han maatte bøde for at afſone Gudernes Vrede. Rafn ſvarede at han nok ſkjønnede hans Liſt, men bad ham dog, ſom en retfærdig Mand, at beſtemme Boden. Ingemund ſvarede at det var rimeligt, at han viſte Guderne nogen Ære, og derfor overgav Sverdet til ham, for at han kunde formilde deres Vrede. Rafn ſvarede at han kunde have paalagt ham at udrede meget andet Gods, uden at han ſkulde have fundet det ſaa haardt at ſkille ſig derved ſom ved Sverdet; han meente ogſaa, at Ingemund ellers havde plejet at viſe ſig mere højhjertet, end denne Gang. Dog gav han Slip paa Sverdet, ſom blev et Familieſtykke i Ingemunds Æt. Forreſten, heder det, havde Ingemund ej Thingtrætter eller ſtore Fejder, thi han var ſamſtemmende med de fleſte og veltede ſig ikke ind paa Nogen. Der var mange ypperlige Mænd i Nærheden, men han var dog den meeſt anſeede, formedelſt ſin Velvillighed, Storſindethed og Forſtandighed.

Da Ingemund var meget gammel, kom en Slægtning af hans Ven Sæmund, ved Navn Rolleif, til Island med ſin Moder Ljot, og fik Tilladelſe til at opholde ſig Vinteren over hos Sæmund, uagtet denne nødig vilde have noget at beſtille med dem, da de vare ſaare ſlette Menneſker, og Ljot desuden anſaaes for at fare med Trolddom. Hos Sæmund opførte Rolleif ſig ſaa ſlet, iſær mod hans Søn Geirmund, at Sæmund maatte lade ham og Moderen ſlutte til Høfdeſtranden. Men her lagde de ſig ogſaa ud med alle Naboer, og da Rolleif endelig havde begaaet et Drab paa en anſeet Mands Søn, blev han forviiſt fra Heredet. Han tyede nu atter til Sæmund, og denne gik nu til Ingemund, for at faa ham til at tage ham til ſig. Ingemund vilde det nødigt, da han kjendte Rolleifs ſlette Rygte, og vidſte at hans egne Sønner heller ikke vare meget føielige; dog opfyldte han Sæmunds Bøn af Venſkab for ham, og Rolleif opholdt ſig paa Hov to eller tre Vintre med ſin Moder. Det var dog ſaa langt fra, at de forandrede deres Opførſel, at de ſnarere bleve værre; iſær var Rolleif nærgaaende mod In-