Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/810

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
782
Haakon Adelſteensfoſtre.

i ſit Sted[1]. Saavel han, ſom Børk, vare evnelige, men dog Thorgrim meeſt. Da han var voxen, overtog han ſtrax Høvdingedømmet. En Vaar ledſagede Giſle og Thorkell Sursſønner (ſe ovenfor S. 778—780) en Ven til Thorsnesthinget, hvor de bleve kjendte med Thorgrim og Børk, og indbudne til dem. Til Gjengjeld indbøde de ſenere Thorgrim og Børk til ſig. Her fik Thorgrim ſe Thordis, fattede Kjærlighed til hende, og anholdt om hendes Haand, der heller ikke blev ham negtet. I Medgift med hende fik han Gaarden Søbol, og hans Venſkab med Svogrene var ſaa ſtort, at han nedſatte ſig her, overladende Helgafell til ſin Broder Børk. Giſle og Thorkell boſatte ſig derimod paa deres anden Ejendomsgaard, det tilgrændſende Hool, hvor de opførte herlige Bygninger. Thorgrims Godord og Anſeelſe var dem til ſtor Hjelp. Giſles Svoger, Veſtein Veſteinsſøn, var ogſaa en ædel og udmerket Mand, og en anſeet Farmand. Disſe fire Venner, Brødrene Giſle og Thorkell, og deres Svogre Veſtein og Thorgrim, dannede tilſammen en Forening af drabelige unge Mænd, hvis Lige man ſjælden ſaa, og ſom heller ikke undlod at vække Manges Misundelſe. Saaledes hændte det ſig paa et Vaarthing, det ſamme Aar, i hvilket Kong Haakon den gode døde (961), at de fire Venner indfandt ſig til Thinge, alle i farvede Klæder, ledſagede af 40 Mand. De tilbøde med ſtor Bram ſine Venner den Hjelp, de kunde yde dem, og dette vakte ſaa megen Mishag, at en af de Tilſtedeværende ſpurgte den viſe Geſt Oddleifsſøn fra Bardeſtrand (en Sønneſøn af Landnamsmanden Geirleif Høgneſøn, ſe foran S. 528), hvor længe han troede at dette Haukdølernes Overmod vilde holde ved. Geſt ſvarede, at han ikke troede at det vilde vedvare ud over den tredie Sommer. Dette fik Giſle at vide, og foreſlog de tre øvrige at de ſkulde ſverge ſig i Foſtbroderſkab med hinanden, for ſaaledes paa kraftigſte Maade at gjøre Geſts Spaadom til Intet. De ſamtykkede heri, og gik ud paa Ørehvolsodden, hvor de ſkulde ſlutte Foſtbroderſkabet paa den højtideligſte Maade, ved tilſammen at gaa under Jordſtrimmel[2]. De ſkare en Strimmel Jord op, og lode den i Midten hvlie paa et Maaleſpyd[3], ſaa højt at en Mand kunde naa med Haanden til Geirnaglen[4], medens de to andre Ender vare faſte i Jorden. De gik derunder, vækkede ſig Blod, og lode deres Blod rinde ſammen i den under Strimlen blottede Jord, hvor de

  1. Eyrbyggjaſaga, Cap. 9—11. Landn., II. 12.
  2. Med denne Gaaen under Jordſtrimmel (at ganga undir jarðarmen) forbandt vore hedenſke Forfædre et helligt Begreb; det anvendtes ogſaa ſom Gudsdom, ſe ovenfor S. 179, jvfr. Laxdølaſaga Cap. 18.
  3. Ved „Maaleſpyd“ forſtod man et Spyd med „Maal“ d. e. Trolddomsruner.
  4. Geirnaglen er den Nagle, der fæſtede Skaftet til Falen, eller den med Odden ſammenhængende Huulning.