Thorsnesthing[1], deels den, der stammede fra Olaf Feilan paa Hvamm, Thorstein rødes og Aude Ketilsdatters Søn[2]. Thorolf Mostrarskeggs Søn og Arving var Thorstein Thorskabit (fød 905), der egtede Olaf Feilans Datter Thora; hendes Broder, Olafs Søn og Arving, var den mægtige og af sin vældige Stemme bekjendte Thord Gelle. Det er ovenfor berettet, hvorledes Thorolf Mostrarskegg havde lyst hele Thorsneset og Helgafell fredhelligt, saa at Jorden der ikke i mindste Maade maatte besudles. Herover, saa vel som over Thorsnesingernes Overmod og øvrige Anmasselser, ærgrede deres Frænder og Naboer Kjalleklingerne (se S. 527) sig, og paastode ved et Vaarthing paa Thorsnes, at de i det mindste vilde gaa sine nødvendige Ærender paa Græsset ved Thorsnes som andensteds, om Thorsnesingerne endog gjorde sit Land helligere end andre Jorder i Breidafjorden. For at hindre dette samlede Thorstein Thorskabit mange af sine Venner om sig, og passede paa, om Kjalleklingerne vovede at opfylde deres Trusel. Disse forsterkede sig ogsaa med Venner og Frænder, og gik en Aften temmelig mandsterke ud paa Neset for virkelig at udføre deres Hensigt. Strax ilede Thorsnesingerne til, og der bliv en heftig Kamp, hvorved flere faldt paa begge Sider. Vel kom der Folk til og adskilte dem, men Kjalleklingerne havde dog faaet deres Hensigt opfyldt, for saa vidt Jorden var bleven besmittet med Blod, udgydt i Vrede. Herover opstod et langvarigt Uvenskab, der endelig bilagdes af Kjalleklingernes og Thorsnesingernes fælles Frænde, Thord Gelle. Da den hellige Grund nu var bleven spildt, flyttedes Thingstedet længer ind paa Neset, og Thord Gelle indrettede her et Fjerdingsthing (omkring 930). Der sattes med Steen en Dæmning, hvor Mænd dømtes til Blot, og endnu flere Aarhundreder derefter viste man en Steen, hvor Ryggen plejede at brydes paa disse ulykkelige. Man troede endog at se uudslettelige Blodspor paa den. Den nye Thingplads var vel hellig, men ej i den Grad, som den forrige, at man ej torde forrette sin legemlige Nødtørft der. Paa Helgafell lod Thorstein Thorskabit bygge sig en ny, herlig Gaard, hvor han levede med megen Pragt; han havde sædvanligviis om sig ikke færre end sexti frie Mænd. Han lagde især megen Vind paa Fiskeri, hvilket vel og skaffede ham hans Tilnavn. Dette blev ogsaa omsider hans Død, thi han omkom paa en Fiskefart ude ved Høskuldsø i Breidafjorden, kun 25 Aar gammel, efterladende sig to Sønner, Børk den digre og Grim, hvilken han kaldte Thorgrim og helligede Thor, idet han bestemte ham, skjønt den yngste – han var nemlig fød kun faa Uger for Faderens Død – til at blive Hovgode
