Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
53
Erulerne.

herjende Krigerſkarer i Tydſkland og Gallien, ja endog ſom Fribyttere til Søs langs Veſt-Europas Kyſter i det 4de Aarhundrede. Med Rugerkongen Odoachar (Audvakr) var der Eruler og Skirer i Følge, da han 476 underkaſtede ſig Italien og omſtyrtede det veſtromerſke Kejſerdømme. Fra Theodorik, Øſtgoternes Konge, har man endnu to af Casſiodor forfattede Breve til en Eruler-Konge, hvorved han opfordrer ham med andre germaniſke Fyrſter til at tiltræde et Forbund mod den frankiſke Konge Hlodevig, og erklærer ham „more gentium“ (det vil her ſige paa tydſk Viis) for ſin Søn, ved at ſkjænke ham Heſte, Sverd og Skjolde[1]. Erulerne havde paa denne Tid ogſaa underkaſtet ſig Langobarderne, men desuagtet kom de i en ny Krig med dette Folk. Prokop ſiger at de af Overmod tvang deres Konge Rodulf til at bekrige Langobarderne; efter de langobardiſke Sagn var Grunden til Krigen paa Langobardernes Side[2]. Erulerne bleve ſlagne, deres Konge faldt, og de deelte ſig i to Hobe, af hvilke den ene efter lang Omflakken nedſatte ſig paa romerſk Gebet, den anden foretog den allerede ovenfor omtalte Vandring til Skandinavien, hvor de nedſatte ſig blandt Gauterne. Den ſydlige Afdeling af Erulerne var Romerne til ſtort Bryderi formedelſt deres Urolighed. Under Juſtinians Regjering faldt det dem ind, ingen Konge at ville have, og de dræbte derfor deres Konge, Ochon; ſiden beſluttede de at udbede ſig en Konge fra deres Brødre i Norden, og ſendte derfor Mænd til dem i dette Ærende. Men førend Udſendingerne kom tilbage, faldt det dem ind, at de dog ogſaa burde have adſpurgt Kejſeren; de anmodede ham virkelig om at give dem en Konge, og han ſendte Svartva, en af deres egne Landsmænd, der opholdt ſig ved hans Hof. Men kort efter kom ogſaa Udſendingerne fra Norden med en Konge ved Navn Todaſios, der ledſagedes af ſin Broder Aordos og en udvalgt Krigerſkare. Svartva maatte flygte til Conſtantinopel, men Todaſios og den ſtørſte Deel af Erulerne tog, af Frygt for Juſtinians Vrede, ſin Tilflugt til Gepiderne, i Forbund med hvilke de kæmpede mod Romerne og Langobarder. De nævnes ſenere nu og da blandt Hjelpetropperne i den romerſke Hær, indtil de omſider forſvinde. Da man i Erulernes Navn tydeligt gjenkjender det oldgermaniſke Ord Erl eller Erls (angelſaxiſk eorl, oldn. jarl), der oprindelig kun betegner „en Kriger af høj Byrd“, opklares paa den Maade det Gaadefulde i deres ſamtidige Fremtræden paa forſkjellige Steder[3]; de var ikke oprindelig et Folk, men Skarer af

  1. Casſiodor. Varia III. 3, IV. 2.
  2. Paul Diac. I. 20.
  3. Jornandes’s Udtryk „qui inter omnes Scandjæ nationes nomen sibi ob nimiam proceritatem affectant præcipuum“ kan ifølge Contexten ej henføres til Danerne, men maa forſtaaes om Erulerne, og denne „proceritas der be-