Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
52
Eruler.

Folk, en Dags Sejlads fra Gauternes Land; ſom Danernes Hjem nævnes iſær Seedenicg (den anſelſ. Form for Skandinavi, Skaane), og Danerne ſelv kaldes ofte Hræder eller Hreder, en Benævnelſe, der ſynes at have været egen for den fornemſte Stamme af Goterne[1], efter hvilken ogſaa Danmark ſelv efter vore egne Oldſkrifters Vidnesbyrd kaldtes Reidgotland (eg. Hredgotland). Af alt dette aabenbarer ſig ſaaledes den nøjeſte Forbindelſe mellem de ældſte Daner og Goterne, eller ſnarere en Sammenſmeltning af dem begge. Vi finde derfor ogſaa den gotiſke Nationalhelligdom i Hleidra eller Lejre, og følgelig vel ogſaa den gotiſke Kultur, vedligeholdt i Danmark under de berømte og i vore Oldſkrifter ſaa meget omtalte danſke Konger af den ſaakaldte Skjoldunge-Æt, eller, ſom de og benævnes, Hleidrekongerne, ja endog efter deres Dynaſties Ophør næſten lige til Chriſtendommens Indførelſe. Da imidlertid Danerne, om de end hørte til den gotiſke Kulturkreds og maaſkee kunde regnes til Goterne i videſt Forſtand, dog ikke ſelv oprindelig vare Goter, maa man antage, at de efterhaanden have rykket ſydefter og udfyldt de Huller i Befolkningen, ſom ved Goternes idelige Udvandringer til Syden nødvendigviis maatte opſtaa. Man behøver her ikke at tænke paa nogen voldſom Undertvingelſe eller Fordrivelſe; en ſaadan vilde ikke engang kunne beſtaa med Goternavnets, Goterkulturens og Goter-Gudsdyrkelſens Vedligeholdelſe. Gradeviis og umerkeligt have Danerne rykket ſydefter fra Gautland, blandet ſig mellem Goterne og indtaget deres Plads. Men imidlertid maatte dog Sproget efterhaanden forandre ſig, og man finder derfor virkelig Spor af baade en reengotiſk, og en halv gotiſk eller rettere danſk-gotiſk Periode i Damnark. Til den førſte hører den ovenfor omtalte Guldhorn-Indſkrift; til det ſidſte de mere kunſtlede gotiſke Rune-Indſkrifter; det er denne, i hvilken vore Sagaers Fortællinger om Hleidrekongerne ſpille. Den førſte vedkommer ikke Norge; den ſidſte derimod griber ikke ubetydeligt ind i Norges og hele Nordens Oldhiſtorie.

Ved Siden af Gauter og Daner nævne Folkevandrings-Forfatterne ogſaa andre mindre talrige Folk, der umiskjendeligt have tilhørt den gotiſke Kulturs-Kreds. Blandt disſe ere iſær Erulerne eller Herulerne merkelige. Vi have ſeet, hvorledes Jornandes beretter, at de i ſin Tid vare blevne fordrevne af Danerne, medens han dog ſenere, forvexlende Tanais med Gøta-Elven, lader dem faa Navnet Heruler fordi de boede ved de Mæotiſke Sumpe. Han beſkriver dem ſom letbevæbnede, meget hurtige og krigerſke, men fortæller at de desuagtet bleve undertvungne af Ermanarik. Ogſaa Prokop beſkriver dem ſom krigerſke, raſke og letbevæbnede. Man finder dem ſnart ſom romerſke Hjelpetropper langt i Øſten, ſnart ſom

  1. I den ſaakaldte Vidſiths-Sang kaldes Ermanarik (Eormanrik) baade Hredkonge og Goterkonge. Se forøvrigt nedenfor, S. 59.